”Når man ulejliger folk med politik i deres ferie, så skal man have et glimt i øjet”

Var juleferien det rigtige tidspunkt for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til at tage et åbent opgør i partiet for rullende kameraer? Eksperterne i ’Budskab’ er uenige

Det er en kendt pressestrategi at sælge historier og interviews ind til pressen i forbindelse med ferier og højtider, hvor det er småt med nyheder.  På den måde kan en historie bedre få spalteplads og ætertid i forhold til på hverdage.

Men var det klogt af Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, da han midt i juleferien gav Jyllands-Posten et interview, hvor han erklærede sig klar til ’ultimativt’ at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg, hvis Folketingets advokater ville nå frem til, at der var grundlag for det?

Interviewet med Jakob Ellemann-Jensen bredte sig vidt og bredt i pressen, ligesom debatten gjorde på sociale medier. Efterfølgende trak Inger Støjberg sig fra næstformandsposten.

Eksperterne i Journalistens podcast ’Budskab’ er uenige om, hvorvidt timingen var god.

Søren Søndergaard, som gennem 15 år har været pressechef for Dansk Folkeparti, mener nej. Han er netop startet som presse- og kommunikationschef hos Danske Havne.

”At lave et opgør med sin næstformand i juleferien, det er der altså ikke nogen, der får mig til at synes er god timing,” siger Søren Søndergaard.

Han har grundlæggende den opfattelse, at ’timing er konge’ i kommunikation.

”Timingen for Jakob Ellemann var pudsig, dels fordi man skal passe på med, hvad man kommunikerer i folks ferier og særligt i en juleferie,” siger han.

Som pressechef i Dansk Folkeparti benyttede han flittigt ferieperioder til at sætte dagsorden med DF-mærkesager og skabe opmærksomhed om partiet.

”Når man ulejliger folk med politik i deres ferie, så skal man have et glimt i øjet,” siger han.

Søren Søndergaard hæfter sig ved, at pressen tilsyneladende ikke var nævneværdigt på jagt efter Jakob Ellemann-Jensens holdning til en mulig rigsretssag.

”Jeg har arbejdet for politikere, som var nødt til at komme ud med en eller anden melding, fordi presset var så stort, så sådan var det. Sådan var det ikke i denne her situation. Så det undrede mig, at der var et behov fra Jakob Ellemann for at bruge juleferien på det her.”

Lov og orden-parti

Trine Kromann-Mikkelsen, kommunikationsdirektør hos Demant, er uenig.

Hun mener, Venstre-formanden på flere måder var under pres for at komme ud med sit budskab.

”Han siger selv det her med lov og orden-parti i interviewet. Der er ikke nogen tvivl om, at han har oplevet et pres for at få forholdt sig til den vinkel offentligt,” siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Derudover var der et tidspres, fordi Folketingets advokater var på vej med deres redegørelse og vurdering af, hvorvidt der er grundlag for en rigsretssag mod Inger Støjberg. Redegørelsen kom onsdag denne uge.

”Der har han behov for at komme ud før dem og signalere en holdning for hans parti,” siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Hun ser en klar sammenhæng fra instrukssagen hos Venstre til minksagen i Socialdemokratiet i Jakob Ellemanns kommunikation.

”Hvis han med nogen lov og orden-troværdighed skal kunne gå ud og forfølge en undersøgelse og siden en rigsretssag af minkforløbet, så bliver han også nødt til at gøre det med sig selv og sit eget parti,” siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Ulejliger folk med politik i ferien

Søren Søndergaard ser også en lige linje fra instrukssagen til minksagen. Men han mener, Jakob Ellemann med juleferie-interviewet kom til at flytte presset i spørgsmålet om en rigsretssag eller ej fra Socialdemokratiet over på sit eget parti.

”Lige indtil han lavede det interview, var der et pres på Socialdemokratiet for, hvordan de ville håndtere det med en rigsretssag, fordi de har nogle – lad os kalde det ”hjemmelsproblemer” – i forhold til minksagen,” siger Søren Søndergaard.

”Nu skal Folketinget afgøre, om man vil følge de uvildige advokaters anbefaling. Det vil jeg da gætte på, at man gør, og så bliver der en rigsret. Så skal Venstre finde deres ben, og dem har han jo egentlig på forhånd fortalt, hvor skal lande.”

”Jeg har svært ved at se de kæmpestore kommunikative fordele for Venstre i dag,” siger Søren Søndergaard.

I hans optik kunne Jakob Ellemann-Jensen ”snildt” have ventet med at gå ud med sit budskab til nu, hvor de uvildige advokaters indstilling er kendt.

”Jeg synes ikke, juleferien var et af de tidspunkter, der var mest heldig. Og jeg synes ikke, formen for det var god,” siger han.

0 Kommentarer

Læs også

Podcast: Dorph vinder med sin offensive kommunikation

Ekspertens dom: Dorph vinder og TV 2 taber

07. JANUAR 2021
Barnebrude: Det begyndte som en nyhedshistorie – nu kan det ende som en rigsretssag

Sådan kom barnebrude på dagsordenen – det startede på en nyhedsvagt

07. JANUAR 2021
Tre ting kommunikationsfolk kan lære af sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks 2

Tre ting kommunikationsfolk kan lære af sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks

25. MAJ 2020
26 år og Inger Støjbergs presseansvarlige: ”Kan jeg det her? Er jeg god nok?” 1

26 år og Støjbergs presseansvarlige: ”Kan jeg det her? Er jeg god nok?”

10. AUGUST 2020