search

Når fake news bliver til mordtrusler

Donald Trumps angreb på medierne har været med til at gøre livet farligere for journalister i USA. Reportere mødes med vold ved vælgermøder og modtager dødstrusler over mail og telefon. Mistiliden til medierne er hermed ikke bare skadelig for demokratiet – retorikken om ’fake news’ medfører konkrete arbejdsrelaterede farer for pressens mænd og kvinder. Det er dybt bekymrende

WASHINGTON D.C. “Fake news. I'm coming to gun you all down. I am on my way right now to gun the fucking CNN cast down … I am coming to kill you.”

Sådan lød det over tre telefonopkald til CNN’s hovedkvarter i Atlanta i staten Georgia for 14 dage siden.

Episoden er den nyeste med dødstrusler rettet mod journalister og især mod de medier, der er mest upopulære hos Donald Trump.

Men den er langtfra enestående.

Siden Trumps præsidentkampagne tog fart i 2016, har angreb på ”the fake and dishonest news media”, som præsidenten ynder at kalde alle medier, der er kritiske og ”ikke loyale” over for ham, gjort livet mere farligt for mennesker, der arbejder i medierne i USA. Samtidig med at præsidentens farverige indtog i amerikansk politik i øvrigt også har ført til en kraftig vækst i antallet af både brugere og abonnenter af de samme, udskældte, medier.

Listen over fysiske overgreb over det seneste år er lang – fra knivoverfald, knytnæveslag og voldelige skub over tilråb og ødelæggelse af udstyr som telefoner og kameraer.

Konspirationsteorier fører til angreb

Derudover har præsidentens aktive opbakning til konspirationsteoretikere, som for eksempel den kendte Alex Jones, der stod bag myten om ”Pizzagate”, også ført til angreb på helt almindelige borgere.

Pizzagate gik kort sagt ud på, at Comet Ping Pong – et populært pizzeria, der ligger fem minutters kørsel fra mit hus i det nordvestlige hjørne af den amerikanske hovedstad – skulle være centrum for et satanistisk, pædofilt slavenetværk med direkte forbindelse til John Podesta (den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clintons kampagnechef) og dermed også til Clinton selv.

Efter at Washington Post skrev om de falske konspirationsteorier om Comet Pizza, modtog avisen bunker af trusler i form af e-mails og tweets med trusler som “I hope the next shooter targets you lying sacks of shits in the media.”

Den falske konspirationsteori fik den helt konkrete konsekvens, at den 28-årige Edgar Maddison Welch i december 2016 entrerede pizzeriaet bevæbnet med en AR-15-automatriffel og skød ind i lokalet, fordi han ”personligt ville efterforske forbrydelserne”. 

Ingen blev dræbt – heldigvis – og på Comet er der fortsat fuldt hus fredag aften, kunne jeg konstatere, da jeg selv var forbi med mine to yngste sidste uge. Men at man er lidt mere nervøs, når man spiser der, skal jeg ikke skjule.

Og nervøsiteten gælder også for et stigende antal journalister, der bor i hovedstaden, som nok er den mest mediedækkede by i verden – ikke kun på grund af præsidenten og Kongressen, men også fordi så mange store institutioner har hjemme her, fra Verdensbanken og IMF til alle de ambassader, der beskæftiger sig med deres egne landes relationer til klodens fortsat dominerende supermagt.

For sagen er, at debatten om ”fake & biased news” ikke bare har skadet respekten for og tilliden til medierne, men også har haft ganske alvorlige konsekvenser for de helt konkrete arbejdsvilkår i USA’s mediebranche. Det er nyt, og Amerika har ikke historisk befundet sig på listerne over steder, hvor det er farligt at arbejde for pressens mænd og kvinder.

Normalt er det helt andre lande, typisk diktaturer eller autokratier, hvor journalister er truede på livet, som for eksempel i store dele af Syd- og Latinamerika, dele af Afrika eller i Kina og Rusland. For eksempel viser Europarådets oversigt ”Platform to promote the protection of journalism and safety of journalists”, at det næsten udelukkende er i de lande, der tidligere hørte ind under Sovjetunionen, at journalister forsvinder, myrdes eller trues, hvorimod problemerne for pressen i Vesteuropa mere handler om overvågning eller vanskelige arbejdsvilkår – ikke om vold eller dødstrusler.

USA har til gengæld et særligt problem: Når der oppiskes en folkestemning mod en bestemt gruppe – i dette tilfælde de påståede ’upatriotiske og løgnagtige folkefjender, der går under navnet journalister’, så gør den nemme adgang til våben og den udbredte voldskultur, der kendetegner alle dele af det amerikanske samfund, afstanden fra truende ord til potentielle skuddrab langt kortere end i Europa.

’Hæng dig selv – jeg samler gerne galgen’

Et af de steder, hvor man kan mærke det ændrede klima, er på min lokale avis, Washington Post. Her er antallet af trusler, som både journalister og redaktører modtager, steget markant, efter at Trumps kandidatur blev annonceret, og sangen om de uærlige og løgnagtige medier tog til i styrke.

De ubehagelige historier er mest nogle, jeg hører om ved sammenkomster, hvor journalister mødes her i byen. En af mine venner, der også bor på samme gade som jeg, og som er en kendt britisk journalist, måtte for eksempel fjerne sine to børn på 13 og 15 sidste år, da de var med ham til et vælgermøde i Virginia. Det skete, fordi både han og børnene blev bange for deres fysiske sikkerhed, da vrede Trump-støtter fandt ud af, at han var til mødet for at dække det for sit ellers normalt velestimerede ugemagasin.

Et eksempel, der har været i Washington Post, og som kan læses her, handler om en e-mail, som journalist Dana Milbank, der er politisk analytiker for avisen, modtog nogle måneder inde i Trumps kampagne – netop efter at han havde været med til at skrive om ”Pizzagate”.

Dana bor i nærheden af mig, og en søndag eftermiddag, da han var hjemme med sin familie, modtog han en mail fra en læser. Budskabet var enkelt: Han skulle hænges. Som der stod i mailen: “Rope, Tree, Journalist – Some assembly required.”

Sloganet “Rope, Tree, Journalist” var populært under præsidentvalget i 2016 og sås ofte på Trump-tilhængernes T-shirts ved vælgermøder. Læseren tilføjede til Dana, at han nok skulle samle galgen: “I will assemble for you.”

Og som Dana Milbank skriver i artiklen, er den mail bare et eksempel på en storm af meget værre beskeder og konkrete trusler: “This would appear to be the new normal: Not only disagreeing with your opponent but accusing her of running a pedophilia ring, provoking such fury that somebody takes it upon himself to start shooting. Not only chafing when criticized in the press but stoking anti-media hysteria that leads some supporters to threaten to kill journalists.”

Trumps retorik – også som præsident – opildner til vold

Som Dana Milbank også understreger, er Trump naturligvis ikke direkte ansvarlig for hverken de trusler eller konkrete voldshandlinger, som hans tilhængere står for, men der er ingen tvivl om, at han dyrkede vold i sin kampagne. Og som Washington Posts chefredaktør, Marty Baron, er citeret for i den førnævnte artikel, så kaldte Trump regelmæssigt journalister for “the lowest form of life,” og “scum” i sin valgkampagne.

I februar sidste år – efter sin indsættelse – gik han skridtet videre og kaldte pressen for ”det amerikanske folks fjender – en uhørt eskalering i retorikken, der, som mange herunder New York Times, anførte, kun kan sammenlignes med Richard Nixon. Samme måned kaldte han pressen for ”en stor fare for vores land”.

Man kan med andre ord roligt konkludere, at hans retorik på ingen måde er stilnet af, efter at byggemagnaten i januar 2017 indtog pladsen som klodens mægtigste mand. Så sent som midt i januar 2018 kårede han ved en særlig selvproklameret ”fake news award” i Det Hvide Hus de ”mest uærlige medier i USA”.

Som Trump formulerede det i et tweet fra 7. januar, der fik over 150.000 likes og blev retweetet over 38.000 gange, agtede han at afsløre ”the most corrupt & biased of the Mainstream Media” ved en særlig ceremoni nogle uger efter.

Nyheden om, hvem der modtog prisen, kom som altid ud først på Twitter:

Som forventet kom medier som New York Times, ABC, TIME, CNN, Washington Post og ABC ud som vindere. Hele listen kan ses her.

Præsidentens gentagne retorik og det faktum, at der i 2017 var over 15 konkrete voldelige angreb på journalister, har ført til dyb bekymring i medierne.

”Gud forbyde, at nogen tager præsidenten bogstaveligt”

Chefredaktør og medstifter for mediet Axios – samt medstifter af Politico – Jim VandeHei advarede eksempelvis i en tråd på Twitter i august 2017 – efter at Trump ved et stort massemøde igen havde kaldt reportere for ”upatriotiske mennesker, der ikke elsker dette land” – om, at klimaet over for journalister nu er så fjendtligt i USA, at man kan risikere deciderede ”grufulde henrettelser” i stil med det, reporter Daniel Pearl fra Wall Street Journal var udsat for i 2002 i Pakistan, hvor han blev halshugget af kidnappere.

”Gud forbyde, at nogen tager Trumps retorik bogstaveligt,” sagde VandeHei, som kalder præsidentens behandling af medierne for ”despicable, extremely deceptive, dangerous”.

Med andre ord: Episoderne taler deres eget klare sprog, og listen over samtlige fysiske og voldelige episoder, der kan læses her, gør, at jeg ikke tøver med at komme til en trist konklusion:

Antagelsen om, at journalister simpelthen bare ”lyver”, ikke elsker deres land eller bedriver propaganda, vildleder ikke ’bare’ borgerne og skaber shitstorme på sociale medier (eller ændrer valgresultater – måske). Ej heller er selve påstanden om, at ’mainstream-medierne’ og deres historier er lig med fake news, blot med til at underminere tilliden til pressen og dermed skadelige for det åbne og levende demokrati, som USA er.

Retorikken medfører sandsynligvis en stigning i antallet af konkrete arbejdsrelaterede farer for journalister i form af overfald og mordtrusler. Det er nyt, og det er deprimerende i et land, der ellers huser en række af klodens dygtigste, historisk frygtløse og mest respekterede medier.

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen