search

“Nå, vi er nok blevet populister, hva’?”

 Det er lettere at få en kamel gennem et nåleøje end at vriste en kronik fra en forsker på Københavns Universitet.

 

Det er lettere at få en kamel gennem et nåleøje end at vriste en kronik fra en forsker på Københavns Universitet.

Ugebrevet Mandag morgen offentliggjorde for nogen tid siden en opgørelse, der viste, at pressen havde en tendens til at genbruge de samme eksperter – omkring et par procent af den samlede forskerstab. Journalister søgte gerne sagkundskabens mening om komplicerede spørgsmål, blot undrede Mandag Morgen sig over, at over 90 procent af de offentligt ansatte forskere aldrig siger et pip i offentlige fora – endda gjaldt statistikken kun samfundsvidenskaberne, der nok søges oftere end f.eks. molekylær biologi.

Til dette vil jeg føje, at det gamle, fine Københavns Universitet har et langt større formidlingsproblem end provinsens flittige opkomlinge.

Jeg har været kronikredaktør i mere end fire år, debatredaktør i en kort periode før da, og i den tid kan jeg på en hånd tælle de fastansatte forskere fra Københavns Universitet, der har skrevet i spalterne.

"Jeg skriver ikke reklame-kronikker," svarede én, som jeg bad skrive en kronik i anledning af, at hendes ph.d.-afhandling udkom som bog. Ikke tid, passer ikke nu, kan ikke skrive så kort, der kommer ingen nuancer med, lyder andre svar. Nogle erklærer rent ud, at de ikke vil indlade sig på avisens populistiske betingelser og begrænsede længde.

I visse tilfælde ender det med, at jeg lægger skruplerne væk i et spil, jeg ved, jeg har tabt, men som jeg så også vil give dem medansvar for: "Du forsker for mine skattepenge," siger jeg, "skylder du ikke offentligheden underretning om, hvad du laver?"

Så kan der blive lidt stille. De vil bare stadig ikke.

Jeg er selv akademiker (mag. art. 1988, Nordisk Institut, Købenghavns Universitet) og det er jævnligt en fordel, når jeg skal tale med akademisk uddannede mennesker, fra læger til politologer. "Det handler ikke om at udskifte et enkelt fremmedord, men om en reel tosprogethed," siger jeg til dem. "Hvad du taber i nuancer, vinder du i fyndighed og klarhed. Ikke alle vores læsere har samme baggrund som du." "Nej, men netop i Information behøver man vel ikke at tale ned til folk". "Det skal du heller ikke. Du kan tage læseren med op ad en endda meget høj trappe, hvis blot du starter på et trin, der respekterer den almindelige interesse for området."

Det hænder som antydet, at folk afslår alligevel. Mangel på tid, ofte. Så vend tilbage, når du har bedre tid, svarer jeg. Det gør de ikke.

Selvfølgelig er der forskere fra KU, der skriver jævnligt i en avis som anmeldere eller faste kommentatorer. Blot er det ret få, og de mest aktive tilhører 68-generationen og omegn. Jeg gætter på, at 68erne oftest tilhører oplysningstanken og mener, at det er en pligt at dele ud af sin viden (en forbilledlig opfattelse). Modsat føler de yngre ‘man-kan-jo-mene-hvad-man-vil'-generationer sig måske ikke forpligtet på det offentlige og fælles.

Det hører selvfølgelig med, at de over 55 ofte har det held at være fastansatte. Modsat kan jeg forstå på yngre forskere, at de i et lidt indviklet system skal præstere forskning, så de kan søge adjunktstilling og senere avancere til det sikre lektorat. Forskningsproduktionen måles i hyldemillimeter (gerne i internationale tidsskrifter), og hér tæller kronikker eller anmeldelser i avisen ikke. "Snarere tværtimod," kom én til at sige. "Så hedder det sig, at man fedter for pressen. Og så får man måske ikke stillingen."

Jeg havde godt anet det, og mange har siden bekræftet det, uden at ville lægge navn til: På KU mobber man kolleger, der skriver 'for meget' i pressen. "Nå, vi er nok blevet populister!" De, der vil bidrage til debatten, har derimod én gang for alle sat sig ud over kollegamobberiet og fundet ligesindede at spise Dagens Fisk sammen med i kantinen.

De andre har ikke lyst. Mange bliver aldrig spurgt, måske, mange føler måske ikke, at præcis deres forskning har tilstrækkelig offentlig interesse, andre ved ikke helt, hvordan man skal skrive til avisen. Til dem vil jeg bare sige: Prøv os. Måske finder vi ikke hinanden lige nu, men så kommer der en anden gang, netværker er til for at bruges, vi har brug for jer, I kan få brug for os.

Der er endda nogen, der over for mig har beklaget sig over, at kollegerne fra Mellemøststudier eller Historie på Syddansk (særdeles produktive folk) skriver for meget og ‘sætter dagsordenen'. Som om flid og formidlingsevne var en eller anden form for snyd eller undergravende virksomhed. Jamen, så skriv dog selv!

Vi skal jo formidle alligevel. Vi vil bare helst have de bedste til at hjælpe os.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen