Public Journalism vinder terræn i Danmark. Men medierne er langtfra enige om, hvad begrebet egentlig dækker over.

Peter Bro udgav i 1998 bogen »Journalisten som aktivist – om presse, politik og demokratisk dialog« på Forlaget Fremad. Han er i dag ph.d.-studerende med Public Journalism som speciale på Syddansk Universitet i Odense.
I foråret 1997 blev deltagerne på et journalistisk efteruddannelseskursus introduceret for Public Journalism. Siden er tingene gået stærkt. I dag har adskillige danske medier eksperimenteret med Public Journalism, Danmarks Journalisthøjskole har udbudt valgfag om genren, efteruddannelseskurser er blevet afholdt, og et stadigt voksende udbud af dansksproget litteratur er kommet til.
Samtidig er kredse uden for dansk presse også blevet opmærksomme på Public Journalism. Da DRs nyhedschef Lisbeth Knudsen i sin tid præsenterede idegrundlaget for DRs 19direkte skete det med henvisning til Public Journalism. Og senest har Syddansk Universitet og RUC opslået forskningsprojekter for at undersøge, hvilke udviklingsmuligheder Public Journalism indeholder.
Begrebet har med andre ord holdt sit indtog i Danmark. Desværre har der bredt sig en række myter og misforståelser i takt med, at Public Journalism er blevet optaget i journalistikkens begrebsverden. Myter og misforståelser, der betyder, at Public Journalism bliver tillagt forskellige muligheder og begrænsninger alt efter, hvilken redaktion og hvilken landsregion man befinder sig i.

EN AF DE MEST udbredte myter og misforståelser er, at det skal overlades til læserne, lytterne og seerne at bestemme, hvilke nyhedshistorier, der skal formidles, og hvordan de skal vinkles. Det er ikke tilfældet. Public Journalism har ikke til hensigt at deponere journalisters talent for at ideudvikle og lægge deres evne til at vinkle en historie i hænderne på mediebrugerne.
Hvad Public Journalism foreskriver er, at pressen i højere grad medtænker almindelige mennesker i dækningen. Public Journalism bygger således på en antagelse om, at pressen har distanceret sig fra dem, man henvender sig til og har bevæget sig tættere på dem, man skriver om. Det problem kan løses ved i højere grad at bygge på nyhedskilder fra den gruppe, man henvender sig til.
Journalister har i den forbindelse et stort ansvar for – med udgangspunkt i almindelige menneskers interesser, liv og levned – at afgøre, hvilke emner og historier, der har en større almen relevans. Der skal med andre ord være en samfundsmæssig årsag til, at Maren fra kæret får indslagssekunder og spalteplads.

EN ANDEN UDBREDT myte og misforståelse er, at Public Journalism er udviklet af marketingsfolk og redaktører for at øge oplagstal, lytter- og seerandele. Det er ikke tilfældet. Public Journalism er opstået som en reaktion på et demokratisk underskud og i erkendelse af, at pressen spiller en afgørende rolle for almindelige menneskers samfundsmæssige interesse og engagement.
I den forbindelse kan Public Journalism være en bekostelig affære, for her slår skrivebords- og ekspertjournalistik sjældent til. Public Journalism kræver research i nye, ofte svært tilgængelige kildelag, og det kan indebære en merudgift. En merudgift, som afskrækker de budgetansvarlige, hvorfor det ofte er blandt disse, at den største modstand mod Public Journalism findes.
Når myten og misforståelsen ikke desto mindre er opstået, hænger det måske sammen med, at flere amerikanske aviskæder og mediespe-
kulanter håber på, at Public Journalism kan give en langsigtet gevinst. I USA oplever man således, at ledelserne i store aviskæder som Gannett og Knight-Ridder indrykker annoncer, hvori de erklærer sig svorne tilhængere af Public Journalism.

EN TREDJE MYTE og misforståelse er, at Public Journalism kun er relevant for lokale og regionale medier. Det er ikke tilfældet. Selvom begrænsningen i geografi og population naturligvis gør det lettere at give historierne en forankring blandt mediebrugerne og skabe rum for dialog og debat.
Ikke desto mindre er DRs 19direkte et eksempel på, hvordan det med begrænsede midler er muligt at lave journalistik med bred national appel. Information har for nylig søgt at åbne debatten op om Vollsmose. Og fra udlandet kendes utallige eksempler på Public Journalism-forsøg, der har bud efter langt flere mennesker, end Danmark kan mønstre.

EN FJERDE MYTE og misforståelse er, at Public Journalism kræver nye journalister, førtidspensionering af erfarne redaktionssekretærer, og nye forretningsgange i chefredaktionen. Det er ikke tilfældet. At bedrive Public Journalism forudsætter kun, at man fralægger sig dårlige vaner, holder fast i gode dyder og supplerer disse dyder med nye teknikker.
Når danske medier har prøvet kræfter med Public Journalism-inspireret journalistik, er journalister og redaktionssekretærer da heller ikke skiftet ud. Man har blot tillært sig nye teknikker, set bort fra nogle af de gammelkendte og brugt de resterende i en ny sags tjeneste. Og gennem denne procesorienterede sortering er en ny journalistik blevet udført af garvede journalistiske kræfter.

ENDELIG HAR DET ikke hjulpet på mytedannelserne og misforståelserne, at Public Journalism har en lang række synonymer. Kært barn har som bekendt mange navne, og alene i Danmark er Public Journalism blevet omtalt under navnene Civic Journalism og Community Journalism samt de danske afarter medborgerjournalister eller slet og ret borgerjournalistik.
På den baggrund kan det ikke overraske, at begrebsforvirringen er stor. De mange betegnelser dækker dog grundlæggende over det samme. Nemlig, at formålet med journalistikken er indeholdt i navnet. Public Journalism er således en journalistik, der søger at fremmane en politisk offentlighed (public) bestående af samfundsinteresserede og – engagerede borgere (civic).

ALLE DISSE MYTER og misforståelser, hvoraf ovenstående kun dækker nogle få, er dog ikke overraskende. Lige siden starten gjorde fødselshjælperne for Public Journalism nemlig en dyd ud af at bevare en bred definition. »Det vigtigste man kan sige om Public Journalism er, at vi stadig er i gang med at opfinde den,« har en af forgrundsfigurerne, professor Jay Rosen, sagt ved flere lejligheder.
Den åbne indstilling har givet rum for en lang række innovative, perspektivrige og grænseoverskridende journalistiske præstationer, men åbenheden har samtidig givet plads for, at alle i princippet har kunnet fremsætte deres egne definitioner af, hvad Public Journalism egentlig er, så længe de holdt sig inden for nogle brede rammer.
Af samme årsag kan det i dag være svært at diskutere mulighederne og begrænsningerne i Public Journalism. En af de vigtigste opgaver inden for de næste år bliver derfor at bringe presse- og universitetsfolk sammen, så vi kan blive klogere på, om Public Journalism indeholder positive udviklingsmuligheder for dansk presse, og hvordan vi i givet fald kan få dem i spil.