Journalist Jesper Høberg måtte klage til minister for at få officielle dokumenter til at eksistere.

FUSK. En journalist fra Jyllands-Posten måtte henvende sig personligt til transportminister Flemming Hansen for at få Banedanmark til at overholde loven og udlevere en stribe dokumenter, som den offentlige instans havde afvist at give ham. Myndighedens påstand var, at de ikke eksisterede.

Men journalist Jesper Høberg havde en klar formodning om, at dokumenterne fandtes.

Helt ekstraordinært klagede han personligt til ministeren – og pludselig eksisterede papirerne.

»Jeg er målløs over, at en statslig virksomhed på den måde blæser bevidst på loven og gemmer informationer af vejen for offentligheden. Det er det tætteste, man kommer på, at ledelsen selv står og putter papirerne i en makulator,« siger Jesper Høberg til Journalisten.

Jesper Høberg er trafikmedarbejder på Jyllands-Posten og havde af kilder i Banedanmark fået oplyst, at der eksisterede en alvorlig intern konflikt. Tvisten var så hård, at et datterselskab, Banedanmark Enterprise, i efteråret havde søgt hjælp hos statens juridiske rådgiver, Kammeradvokaten, mod dets eget moderselskab, Banedanmark.

Det ville JPs journalist skrive om, og han bad i slutningen af 2005 om aktindsigt i al aktuel korrespondance med Kammeradvokaten.

»Der er ingen«, lød svaret.

Høberg troede ikke på det, hvilket han meddelte Banedanmark. Så fik han følgende svar, der ganske ubureaukratisk var underskrevet 'kærlig hilsen':

»Kære Jesper – Der har ganske rigtigt ikke været korrespondance mellem Banedanmark og Kammeradvokaten. Er det OK bare at få det bekræftet på mail, eller hvad. KH Inger Petersen Thalund, Kommunikationschef.«

Svaret var forkert, hvilket blev afsløret, da Jyllands-Postens medarbejder tog det usædvanlige skridt at klage direkte til trafikministeren. Der var en konflikt. Og der var en korrespondance, som nu blev udleveret. Når Jyllands-Posten havde fået benægtende svar skyldes det, at dokumenterne var blevet 'fejljournaliseret', lød Banedanmarks undskyldning.

Samme forklaring gav transportminister Flemming Hansen i en mundtlig redegørelse til Folketingets Trafikudvalg.

»Ministeren slog det hen, og det er selvfølgelig svært for mig at bevise, at det ikke bare er en banal fejl. Sagen er prekær, fordi jeg vidste, at der var en konflikt, som man ville involvere Kammeradvokaten i. Og fordi jeg havde fået at vide, at hele denne pressehåndtering var besluttet af ledelsen. At de ville lade, som om tingene ikke eksisterede, hvis nogen spurgte,« siger Jesper Høberg.

Men selv om ministerens indblanding bragte nogle dokumenter på banen, er Jesper Høberg senere kommet i besiddelse af endnu et dokument fra efteråret 2005, der ikke blev udleveret via de officielle kanaler. Papiret viser, at den interne Banedanmark-konflikt i efteråret kørte på de høje nagler.

Jesper Høberg har klaget til ombudsmanden over Banedanmarks opførsel, og ombudsmanden har bedt om en forklaring.

Blandt andet skal Banedanmark fortælle, om det var en ledelsesbeslutning, at tingene formelt ikke eksisterede.

Kommunikationschef Inger Petersen Thalund indrømmer at have givet forkerte oplysninger til Jyllands-Posten:

»Jeg troede jo på, at papirerne ikke fandtes. Jeg havde spurgt og fået at vide, at der ikke lå noget journaliseret. Nu har vi strammet vores procedure op, så tingene bliver journaliseret øjeblikkeligt.«

– Der er nogen, der har løjet. Får det konsekvenser?

»Jeg skal ikke drage konsekvenser. På grund af den her sag er der strammet voldsomt op. Men der er ingen, der bliver fyret.« /

Dokumenter ender som skrald

Offentlighedsloven respekteres ikke. Og det breder sig fra toppen,
lyder advarslen fra Dicar – Center for Analytisk Journalistik.

SYLTet. En skidt skik breder sig i disse år fra ministerier, styrelser og andre stærke spillere i centraladministrationen. Respekten for offentlighedsloven falder. Sager – specielt de farlige – journaliseres ikke. Og vigtige oplysninger om, hvem der træffer beslutninger, forsvinder i tåger og sorte skraldesække.

Så hårdt trækkes udviklingen op af en af branchens eksperter, journalist Nils Mulvad, der fra Dicar – Center for Analytisk Journalistik bruger offentlighedsloven næsten dagligt.

Nils Mulvad efterlyser nye regler, som myndighederne vil respektere. Han har netop afleveret en redegørelse til Offentlighedskommission om, hvor skidt det står til, når journalister ønsker aktindsigt. Den fortæller om rene løgnehistorier fra ministerier og top-embedsmænd, om sabotage fra embedsværket og kæmpestore regninger. Og politianmeldelser.

– Er embedsmændene medspillere eller modspillere?

»Nogle spiller med, andre gør ikke. Generelt kører det godt i de nye storkommuner, mens det går rigtig skidt i centraladministrationen. I centraladministrationen journaliserer de mange steder ikke. Nogle steder ligger papirerne i bunker og ender i affaldsposer, når medarbejderen skifter job eller kontor. Man ser også, at de vigtigste ting ikke kommer med, når der endelig journaliseres. For eksempel oplysninger om, hvem der tager de afgørende beslutninger, hvilket jo må siges at være ganske væsentligt.«

– Er det sjusk eller et bevidst forsøg på at holde journalister væk?

»Det er mest sjusk, fordi man skal videre med andre sager. Men der er også en ny holdning om, at man ikke mere føler en forpligtelse til at journalisere. En dårlig kultur, der i disse år breder sig oppefra og ned.

De centrale embedsmænd ved, at det er vigtigt at få ministerens personlige initialer på et dokument. Men de ved også, at de centrale medarbejdere ikke selv ønsker at optræde. Så det er simpelthen ikke karrierefremmende for en menig fuldmægtig at bede sin departementschef sætte sin underskrift på et papir. Derfor lader han være, og for eftertiden kommer beslutningen til at blafre i luften. Det kan man næsten altid se i de sager, hvor der er problemer.«

Nils Mulvad mener, at dokumenter simpelthen forsvinder:

»Det er typisk for sagsbehandlingen af vigtige sager. Hvis en journalist
kommer på sporet af en historie og
beder om aktindsigt, ser man tit, at sagen først oprettes og journaliseres i systemet den dag, der er bedt om aktindsigt. Det kan du selv tjekke og få bekræftet.

Der bliver journaliseret i mange sager. Men i problem- og balladesager er der en voksende tendens til, at man ikke gør det. Og at centrale dokumenter senere bæres væk i skraldesække. Det samme sker med e-mails, hvor hele harddiske slettes for post. Det er ikke godt, at man nogle år efter ikke kan rekonstruere et forløb og via arkiverne finde ud af, hvad der egentlig skete,« siger Nils Mulvad og tilføjer:

»Vi tjekkede det i forbindelse med regeringens forårspakke i 2004, som var årets vigtigste politiske begivenhed, og hvor hele fem ministerier var involveret. Alle steder bad vi om aktindsigt i forløbet. Det var vores forsøg på at kontrollere, om journalreglerne blev overholdt. Og det blev de ikke i tre ud af fem ministerier. Blandt andet i Statsministeriet og Finansministeriet.«