search

Mylenberg: Så skal du kun huske ét nummer

Et af dansk journalistiks vigtigste telefonnumre afsløres i år i paratvidenstesten til journaliststudiet på SDU. Men hvor ringer telefonen, når man trykker 33375500?

Et af dansk journalistiks vigtigste telefonnumre afsløres i år i paratvidenstesten til journaliststudiet på SDU. Men hvor ringer telefonen, når man trykker 33375500?

Den ringer på Christiansborg. Så Journalisten.dk ringede til centerleder Troels Mylenberg for at spørge, hvorfor Folketingets hovednummer er et af de vigtigste numre i danske journalistik?

Men først: Hvad er det allervigtigste nummer?

»Det vigtigste nummer er 3337…5500,« svarer Troels Mylenberg.

Hvorfor?

»Fordi det er der, lovgiverne sidder, og det er dem, som journalisterne skal holde i ørerne.«

Hvor meget siger det om en ansøger til journaliststudiet, om han eller hun kender det nummer?

»Det siger lige så meget, som om man ved, hvem der har vundet Melodi Grand Prix. Stort set ingen ting. Det skal ikke tages for mere, end det er. Vi har spørgsmålet med for at sikre, at de journaliststuderende, vi optager, har et bredt interessefelt og kendskab til samfundet – og for at gøre dem opmærksom på, at den slags skal man vide, hvis man vil være journalist.«

»Paratvidenstest har altid været en del af optagelsesprøven, og det har også en pædagogisk effekt, at de studerende ved, at den er der. Så terper de nemlig paratviden, og det er der ikke noget forgjort i, hvad enten man så sagtens kan slå oplysningen op, når man skal bruge den til noget.«

Hvor tit har du selv ringet 33375500?

»Ufattelig ofte. Men nu blev jeg jo også uddannet, inden der var noget, der hed internet. Jeg har utrolig mange gange stået et sted og haft brug for nogle svar derinde fra. Og så var det det eneste nummer, man behøvede at huske. Det svarer vel til, hvor nyttigt det er for en almindelig borger at huske nummeret til alarmcentralen.«

Når du selv laver den sammenligning, er 118 så ikke et langt vigtigere nummer for dansk journalistik?

»Jo, men det regner vi med, at alle kan. Det kan også blive for nemt.«

225 håbefulde journalistaspiranter sad lørdag bænket til optagelsesprøven på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet.

Paratvidenstestens 50 spørgsmål er blot en del af optagelsesprøven. Troels Mylenberg kan endnu ikke sige, hvor mange spørgsmål en gennemsnitlig ansøger skal kunne svare på.

Tidligere år har gennemsnittet svinget mellem 20 og 25 rigtige svar, oplyser centerlederen.

Kommentarer
2
Marie Irgens
21.04.08 20:04
Re: Mylenberg: Så skal du kun huske ét nummer
Jeg græmmes.
Fremhævet af Journalisten
Janne Aagaard
22.04.08 09:50
Re: Mylenberg: Så skal du kun huske ét nummer

Set i lyset af, hvor stor en betydning EU har for lovgivningen i Danmark, er Folketingets omstilling vel næppe det mest væsentlige nummer... At kunne huske et nummer udenad minder lidt om gamle dages paratvidenstest i folkeskolen, og man må da være lykkelig for, at også andre typer prøver er med til at afgøre, hvem der optages på SDU.

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen