search

MX bringer kontroversielt flygtningeprojekt

Metroxpress har bragt projektet, som to fotojournalister lavede på Lesbos, hvor de også lavede nødhjælp. »Vi har selv haft journalister på og sikret os, at tingene passede,« siger chefredaktør. Han afviser, at det er nødvendigt at deklarere dobbeltrollen for læserne

»Jeg synes, det er en relevant debat. Vi skal ikke som medie bruges i politisk øjemed, og det har vi gjort alt for at undgå. Og hvis vi følte, at det var tilfældet, havde vi ikke bragt historien.«

Sådan siger Simon Hovmand-Stilling, chefredaktør på Metroxpress, efter at avisen har valgt at bringe en kontroversiel reportage fra fotojournalisterne Christian Als og Kristoffer Juel Poulsen.

De to fotojournalister rejste i juli til den græske ø Lesbos, men det var ikke bare for at observere og fortælle om den eksploderende flygtningestrøm på turistøen. Det var også med 127.000 kroner på lommen til nødhjælpsarbejde, indsamlet i en gruppe på Facebook.

Aktivistisk journalistik

Dobbeltrollen som journalist og nødhjælpsarbejder åbnede en principiel debat om journalisters uafhængighed.

Fra Jyllands-Postens fotochef, Brian Karmark, lød det, at ”det ville være problematisk, hvis vi som mediehus gik ind og gjorde den slags”. Derimod var Politikens fotochef, Thomas Borberg, mere åben over for idéen:

»Jeg tror godt, vi kunne gøre det på Politiken – vi har før været aktivistiske. Vi ville være ekstremt bevidste om, hvad vi gør, og hvordan vi gør det,« sagde Thomas Borberg.

De to fotojournalister afviste dog selv, at deres arbejde var etisk problematisk.

»Det gav altid mening, hvornår man var NGO, og hvornår man var dokumentarist – og det var aldrig et dilemma, om vi skulle filme eller dele vand ud,« forklarede Christian Als til Journalisten.

Lavet efter bogen

Metroxpress har udgivet fotojournalisternes historie som et interaktivt longread på avisens hjemmeside. Her er historien centreret om en enkelt person, flygtningen Mazen Farouk, der er rejst til Lesbos fra det krigshærgede Syrien.

Simon Hovmand-Stilling har fulgt med i debatten om fotoprojektet. Det var dog ikke noget problem for ham, at fotojournalisterne også havde lavet nødhjælpsarbejde.

»Vi har selvfølgelig haft mange snakke om, hvordan både billeder og interview er blevet lavet. Og det er lavet fuldstændigt, som vi ellers ville have gjort det. De har mødt ham i områdets største flygtningelejr og interviewet ham i en time på en tankstation i nærheden,« siger Simon Hovmand-Stilling.

Han tilføjer, at Metroxpress derudover har været nødt til at stole på, at Christian Als og Kristoffer Juel Poulsen har gjort deres arbejde ordentligt.

Etiske fælder

Fotochef Brian Karmak fra JP har udtalt, at ”der ligger for mange etiske fælder i det, til at vi kunne gøre noget lignende”. Når JP ikke vil lave tingene på den her måde eller bringe det, hvorfor vil I så?

»Det er klart, at det er et felt, hvor man skal passe på og fra gang til gang nøje overveje, hvad man kan og ikke kan. Men man kan ikke lave firkantede regler,« siger Simon Hovmand-Stilling og tilføjer:

»I den her konkrete situation har vi vurderet, at journalisterne har lavet deres arbejde på en måde, vi kan stå inde for. Dokumentar-delen er lavet som reportage, akkurat som vi selv ville have lavet den. Derudover har jeg også tidligere arbejdet sammen med Christian Als og ved, hvad han står inde for som journalist, og hvordan han arbejder.«

Ingen deklaration

Fotochef på Politiken Thomas Borberg har til Journalisten sagt, at han mener, det er okay at lave mere aktivistisk journalistik, så længe man deklarerer det for læserne.

Men hverken den fortællende historie om Mazen Farouk eller i ledsagende artikler på Metroxpress deklarerer avisen, at Christian Als og Kristoffer Juel Poulsen samtidig med deres journalistik har lavet nødhjælpsarbejde på Lesbos.

I en faktaboks til artiklen ”Mazen flygtede fra Syrien: Nu synger jeg for penge i Athen” står der blot, at ”de to fotografer Christian Als og Kristoffer Juels Poulsen har besøgt den græske turistø Lesbos, hvor flygtninge strømme ind med både fra Tyrkiet”.

Simon Hovmand-Stilling kalder det en relevant debat, men han mener ikke, det er nødvendigt at deklarere.

»Vi har selv haft journalister på og sikret os, at tingene passede, og at Mazen vidste, at han talte med journalister og ikke en NGO, og at han var klar over, at han medvirkede i et journalistisk produkt,« siger han.

Katastrofe i baghaven

Historien om Mazen Farouk er blevet bragt i både billeder, lyd og video på Metroxpress’ hjemmeside. Her åbner historien med silhuetten af en palmegren, der vejrer let i aftenvinden.

”225.000 flygtninge har alene i år krydset middelhavet for at komme til Europa,” er den første sætning, som toner frem hen over den græske nattehimmel, når man som læser åbner historien. Ifølge Simon Hovmand-Stilling var en af hovedårsagerne til at bringe projektet, at det var en væsentlig fortælling formidlet med stor indlevelse.

»Vi bringer historien, fordi den er super vigtig. Det er jo en humanitær katastrofe, som foregår i vores baghave et par timers flyvning fra København i EU. Og alligevel er der ikke rigtigt fokus på omfanget af katastrofen,« siger han og tilføjer:

»Da vi fik muligheden for at komme med denne historie, sagde vi ja, fordi den lever op til de måder, vi gerne vil fortælle på. Den er med helt nede på personplan, og så er den båret af aktualiteten i situationen.«

Større fortællende formater med både video og tekst som historien om Mazen Farouk er noget, Metroxpress vil blive ved med at satse på fremover.

»Det er helt klart en vej, vi ser os selv fortsætte ned ad. Det, der adskiller denne fra vores forrige, er, at den er båret af tv. Det kunne vi sagtens forestille os at gøre mere, men det afhænger af historien. Her var dokumentaren det bærende, og så har vi lavet journalistik rundt om den,­« siger Simon Hovmand-Stilling.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen