Pulsen er den samme
Det er ikke nyt for Kim H. Sørensen at arbejde med musik. Den side af ham har altid kørt parløb med journalistikken. Han havde sit første professionelle engagement som 14-årig og har været med i mere end en halv snes rockbands. De senere år har det været musical-genren, han har koncentreret sig om.
»På mange måder er pulsen i journalistik den samme som i musik. Man får en god ide eller kredser sig ind på et emne, og i begge tilfælde er der en indsamlingsfase og en bearbejdningsfase. Man skriver nogle stikord ned, og skal man lave musik er det som med journalistik: resten er håndværk, kreativt håndværk. God journalistik indeholder også rytme og puls,« siger Kim H. Sørensen.
I sit arbejde med tekst og musik til musicalen om Peter Sabroe føler han at have god gavn af sit journalistiske håndværk. Der har været tale om en grundig historisk research omkring Sabroe og hans tid. Noget Kim H. Sørensen slet ikke har været alene om, men har udført i samarbejde med historikere og kunstnere. Teksterne forfattes sammen med en musical-forfatter, som står for det meste. Disse former for samarbejde sætter Egtved-redaktøren meget stor pris på i en hverdag, hvor han på sin enmandsbetjente redaktion sædvanligvis ikke oplever mange sparringspartnere.
»Jeg har nydt at arbejde sammen med grundige folk fra andre fag. Det har været givtigt at få ny vinkler på en historie. De kan nogle af de samme ting som os, og det kan vi lære af. Jeg har fået nye syn på mennesker, historie og verden, som jeg kan bruge journalistisk. Nogle gange forfalder journalister til at holde sig lidt i egne kredse. Det her er den bedste efteruddannelse, jeg nogensinde har fået – men den har også strakt sig over tre år«.

Sabroe er en god historie
Peter Sabroe blev født i 1867 og omkom ved en togulykke i 1913. Han arbejdede som journalist ved Demokraten i Århus, hvor han var medredaktør fra 1895 til 1908. Fra 1901 til 1913 sad han i Folketinget for Socialdemokratiet, og journalistikken og politikken hang for ham sammen i en grad, som man i dag ikke oplever i dansk presse. I reportager om et brutalt sex-drab på en lille pige navngav han morderen endnu inden, der var foretaget anholdelser – og fik i øvrigt ret. Han skrev nyhedsartikler med svidende angreb på politiske modstandere og borgerlige aviser.
Især koncentrerede Peter Sabroe sig om børns situation og i det hele taget de sociale forhold for fattige i by og på land. Han levede i en tid, hvor der ikke var nogen lov om offentlighed i forvaltningen. Derfor sneg han sig på et tidspunkt ind gennem vinduet til et af de børnehjem hvis forhold, han kritiserede. Som politiker præsterede han at fremvise råddent kød fra Folketingets talerstol – kød, som han havde hentet på et børnehjem, hvor det var tænkt anvendt som menneskeføde.
Han holdt talrige agitatoriske møder landet over og var kendt for med sin veltalenhed at kunne få en forsamling i sin hule hånd. Han arrangerede demonstrationer og indsamlede penge til folk i nød. På det private plan tog han sig på et tidspunkt af 12 plejebørn, som savnede et kærligt hjem.
Sabroes voldsomme engagement skaffede ham en række fjender – også i egne rækker.
Men hvorfor skal der laves en musical om ham i 1998?
»Først og fremmest er han en god historie, det har jeg aldrig kunnet stå for, og der er igen et link til journalistikken. Dernæst er jeg inspireret af at have hørt om Sabroe i mit hjem. Min far var SiD-formand i Hinnerup, og jeg erindrer tydeligt en film om Sabroe – »Kampen mod uretten« – jeg så som dreng. Desuden er han for mig et af de troværdige forbilleder eller forkæmpere, som vores tid kalder på. Der er brug for politikere, som tør gøre sig i andet end ord og fremtoning, som ikke tænker på Herremoderådets bedømmelser. Sabroe var en handlingens mand og desuden en af de første dybdeborende journalister, han kunne forfølge en sag i ugevis,« svarer Kim H. Sørensen.
Med den tilføjelse at der ikke er tale om en politisk musical, men først og fremmest en god historie, der trænger til at blive fortalt.
Musicalen kommer til at handle næsten lige så meget om Peter Sabroes kone, Thyra, der modsat ham selv kom fra et rigt og borgerligt miljø. Og som der ikke findes så mange historiske kilder om.
»De færreste får karriere og bagland til at hænge sammen, og her var Sabroe intet unikum. Det har været en fornøjelse – i respekt for Sabroe og hans efterkommere, som vi har en aftale med – at kunne digte videre på det historiske på en måde, man normalt ikke har lejlighed til som journalist,« siger Kim H. Sørensen.

Ingen vover et øje
Opførelsen af musicalen om Peter Sabroe bliver først og fremmest til virkelighed takket været sponsorstøtte fra en række faglige organisationer, og Kim H. Sørensen har selv måttet spytte penge i projektet. Bag det hele står foreningen Up Stage med en række personer med tilknytning til nyere dansk musical-produktion.
I første omgang forsøgte holdet bag musicalen sig hos etablerede teatre og med offentlig støtte.
»Vi fik nej fra teatrene og afslag fra Statens Kulturfond, Statens Musikråd og stort set alt, hvad der starter med stat,« fortæller Kim H. Sørensen.
Det får ham til at se mindre mildt på den etablerede teaterverden og de kulturpolitikere, som udstikker de økonomiske rammer.
»Trods alle fine ord om at satse på nyskabelser og eksperimenter, er der ingen støtte at hente. Og med en privat produktion er det ganske vanskeligt at konkurrere med offentligt støttede teatre, der kan regne med tilskud på 700 kr. pr. sæde. Teatrene satser på gamle travere og stykker, der i udlandet har vist sig som sikre kasse-succeser, ingen vover et øje, men man skal passe på ikke at grave sin egen grav. Måske giver den slags rimelige regnskaber på kort sigt, men det opdrager ikke en ny generation af teatergængere,« advarer han.
Foreløbig betragter Kim H. Sørensen journalistik som sit erhverv og musik som fritidsinteresse. Men med sine 41 år og hvad han selv betegner som »et muligt talent,« er det vanskeligt at forudse fremtiden.
»I dag er der ikke andre i Danmark end Sebastian, der kan leve af at skrive musical,« har lokalredaktøren noteret sig. Så den énmandsbetjente Egtved redaktion er også i fremtiden hans arbejdsplads.