Musikjournalistikken har det dårligt. Der mangler klassiske journalistiske kompetencer og redaktionelle prioriteringer, hvis den skal løftes fra sit nuværende stadie som anmeldelser og kendis-stof. Festivalsæsonen står for døren, og Journalisten har bedt tidligere musikredaktør på Berlingske Thomas Søie om at skrive en statusrapport.

Der burde ikke være forskel på musikjournalistik og en hvilken som helst anden form for emnespecifik journalistik. Som udgangspunkt er håndværket ens, men desværre er lighederne oftest kun at finde på papiret. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan tale om reel musikjournalistik. Forstået på den måde, at vi har at gøre med et felt, hvor journalisterne som regel ikke interesserer sig for at følge musikken helt tæt, når det handler om andet end anmeldelser.

Det skyldes i mange tilfælde, at skribenterne simpelthen ikke besidder de journalistiske kompetencer, der skal til for at lave reel journalistik. Flertallet af musikskribenter/formidlere – fra bloggere til ansatte på radio, tv, magasiner og dagblade – har ikke indsigt i musikkens miljøer og i industrien. De opdyrker ikke kilder blandt interesseorganisationer og folkevalgte, og de tjekker ikke regnskaber. Til gengæld jubler de ukritisk over den teknologiske udvikling, ude af stand til at se og formidle de medfølgende økonomiske konsekvenser. Hvordan skal man så kunne beskrive musikindustrien fyldestgørende?

I stedet for at lave historier om en industri, der økonomisk og strukturelt er bombet tilbage til før Elvis, handler det om petitstof galore. Der laves fascinationsrubrikker om Britney Spears' hårlængde, enslydende interviews efter pladeselskabernes udgivelseskalender og enslydende temahistorier op til aktuelle koncerter. Alt sammen fra bag skrivebordet. Og der anmeldes og kommenteres som aldrig før. Twitter og Facebook har i tilgift skabt en uendelig kø af nye "anmeldere", der kendetegnes ved en større interesse for selviscenesættelse via musikken end reel interesse for og viden om musikken.

Man kan som musikinteresseret blot håbe på, at de få nye og seriøse vil blive ved og bevare den entusiasme, der kan vise sig at være starten på noget mere, og som over tid kan bringe dem op på det høje, internationale niveau, de bedste danske kritikere besidder.

Men det er sigende for de danske forhold, at den eneste faglige forening på området hedder Foreningen af Danske Musikkritikere. Her er optagelseskriteriet netop virket som kritiker – og ikke som musikjournalist. Jeg ved det, for jeg var selv med til at stifte den. Vi har aldrig brugt foreningens forum til at diskutere journalistik.

Da der i 2011 endelig var en debat om musik og formidling, gik den, forudsigeligt, ensidigt på kritikken. Om den var blevet forældet og mere forbrugerguide end egentlig kritik i de store dagblade. Og om ikke læserne var bedre betjent af bloggere på nettet. Information anførte, at de var bedre til at bestemme, hvad Politikens abonnenter skulle læse om af musik og holdninger til den hellige Roskilde Festival, end Politiken selv og udbasunerede det sågar på lederplads. Derved endte et ellers kærkomment slag i bolledejen fra egne rækker i uværdig, intern territorialafpisning. Der var hverken vilje eller ambitioner til at flytte noget – og slet ikke debatten – derhen, hvor den var mest tiltrængt, nemlig om udvikling af musikjournalistikken. Og dermed væbne sig til at tage den helt essentielle dialog omkring de redaktionelle nedprioriteringer af musikstoffet på omnibusmedier fra DR til Jyllands-Posten.

Faktum er nemlig, at journalistisk ensrettede redaktører har placeret musikken i alibi-billedhenvisninger og på hemmelige DAB-kanaler. Redaktører, som vil sætte deres liv ind på, at der hverken er læsere eller lyttere til fortællinger om musikere, der er blevet svindlet fra hus og hjem af kolleger uden moral. Det kræver selvsagt udvikling og forståelse at få enderne mellem musikskribenterne og redaktørerne til at mødes og dermed give læsere, lyttere og seere det optimale udbytte. Men det er besværet værd.

Alene klikraten på eksempelvis de landsdækkende dagblades netsider viser, at musik er et stofområde, der har læsere, som ellers snildt kan få deres musikhunger stillet døgnet rundt via blogs, YouTube, Twitter og Spotify. Gratis. Mon de også kunne være et marked for den dygtige, seriøse og prioriterede musikjournalistik med de forklarende, overraskende eller direkte afslørende aspekter? Selvfølgelig.

Skulle man være i tvivl om, hvordan musikjournalistikken kan optimeres, og hvad et medie og dets brugere kan få ud af fremragende journalistik og ditto prioritering, kan man eksempelvis læse Camilla Stockmanns kunstartikler i Politiken eller lytte til de gyldne glimt, der indimellem findes på P6Beat og AK24syv.