Avismogulen Rupert Murdoch har erklæret krig imod sin nemesis New York Times. Store rabatter skal lokke læserne over til hans avis Wall Street Journal, der lige nu kun har halvt så mange læsere.
Rupert Murdoch er ikke bange for at erklære krig imod det etablerede marked. Det gjorde han inden for tv-branchen med Fox i 80'erne og 90'erne.
Og nu gør han det med aviserne i New York. Rupert Murdoch købte i 2007 Dow Jones, der ejer Wall Street Journal, for at få fingre i den respekterede erhvervsavis. Siden har han forsøgt at omskabe avisen og give den et bredere brand.
Næste mål er at udkonkurrere New York Times i begge avisers hjemby. Store rabatter til nye læsere skal blandt andet hjælpe med at stjæle kunder på det pressede marked. Det skriver Børsen.
Rupert Murdoch kan også have andre grunde til at ville nedkæmpe New York Times, der har ry for at være en politisk korrekt og værdimæssigt venstreorienteret avis. Murdoch er derimod kendt for at være konservativ og ofte politisk ukorrekt.
»Jeg ville elske en dag at købe New York Times – og så lukke den dagen efter som en tjeneste over for offentligheden,« skulle Rupert Murdoch vanen tro have udtalt, ifølge tidligere mediejournalist på Wall Street Journal, Sarah Ellison.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.