Af Berit Holbek Jensen, freelance-journalist.

»Du er katolik!«
Scenen er Mediemagasinet på DR2, og Reimer Bo Christensen ser vred ud.
Mediemagasinets reporter, Martin Dalgaard, konfronterer ham med kritikken fra nogle personer – blandt andre tidligere overrabiner Bent Melchior – som føler sig misbrugt i debatprogrammet »Reimer Bo«.
Reimer Bo Christensen nøjes ikke med at forholde sig til kritikken. Da han bliver spurgt, om han erkender at have et ansvar for, hvilken retning debatten i hans programmer spores ind på, går han et skridt videre. Den journalist, som kan stille sådan et spørgsmål, er i Reimer Bo Christensens øjne belastet af noget endog særdeles suspekt. Han må være katolik.
Jeg skruer tiden et par uger tilbage. Til DJs FagFestival i oktober, hvor den svenske journalist og forfatter Maria-Pia Boëthius tirsdag eftermiddag står på podiet og taler om journalisters magt og ansvar.
En journalist fra Berlingske er ikke længe om at fælde sin dom.
»Sådan noget munkemarxistisk pis,« hvisker han til sin sidemand.
Jeg aner ikke, om Dalgaard er katolik, eller om Boëthius er munkemarxist.
Men jeg ved, at de gør noget ganske og aldeles uhørt. De kræver ansvarlighed og redelighed af de mest frelste mennesker i dette land – journalisterne. Som imidlertid ikke holder ret meget andet helligt end deres lønniveau, karrieretrin og tøjbudget.

For mig er det en gave at høre Boëthius bide sig fast i, at journalister har et ansvar for andet end sig selv. At vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi med vores arbejde i stadig højere grad er med til at skabe folks billede af verden. Vi sætter dagsordenen.
Det nytter ikke at råbe op om, at vi jo bare skildrer virkeligheden, og at det er læserne, cheferne og alle de andre, der er dumme. Vi er en del af magten, og der er ikke andre til at holde øje med os end … os.
Derfor skal vi være lige så kritiske og vagtsomme over for hinanden, som vi formodes at være over for andre magthavere.
Der er nok en del politikere og helt sikkert rigtig mange erhvervsfolk, som mener, journalister bør erstattes med mikrofoner. Men ingen af dem ville i dag vove at kalde en kritisk journalist »katolik« for åben skærm. Gør de det alligevel, skal vi nok komme efter dem.
Det er selvfølgelig godt nok. Men hvor ville det være endnu bedre – og langt mere troværdigt – hvis vi lod vores rygende pistoler beskrive en større bue, så vi også fik hinanden i sigte.

Det er lige præcis troværdighed, det hele handler om. Den, vi journalister – lige som politikerne – står i fare for at miste. Fordi vi i vores forfængelighed er mere interesserede i os selv end i at fortælle sandheden.
Jeg mener, jeg kan vel ikke være den eneste, der har prøvet at sidde med en historie, som jeg troede på, selv om dokumentationen haltede lidt. Forsiden er måske allerede ryddet, chefen klapper i sine store hænder af begejstring over den dygtige medarbejder. Historien skal altså på, og den kommer på. Den skrantende dokumentation har fået alt, hvad der var til rådighed af opkvikkere og dækpudder. Ingen standser den.
Resultat: Endnu en »god« historie, som ikke er helt sand.
Eller man bliver sendt ud til et pressemøde med nogle af de tunge, og der er desværre ikke lige tid til at forberede sig. Resultat: En gang forkølet mikrofonholderi forklædt som nyhed, viderebragt af en journalist med hovedet under armen.

Lad være at tro, at læserne, seerne eller hvad vi nu kalder dem (Boëthius siger, at det eneste, vi aldrig ser dem som, er medborgere) ikke har lugtet løgnen. De fornemmer bedraget. De tror ikke på os.
I Sverige har kun 13 procent tillid til journalisterne. Vi burde måle vores succes på den skala, foreslår Boëthius.
Jeg er faktisk også holdt op med at tro på journalister. Mange af dem – i hvert fald.
Og det er kun modvilligt, jeg indrømmer over for folk, at jeg selv er journalist – for jeg er ikke særlig stolt af det.
Selvfølgelig kan man havne på en forkert hylde. Der er ingen tvivl om, at journalisthylden, som den er befolket i dag, er en helt anden end den, jeg troede, jeg hoppede op på.
Ser man sig ikke for, bliver man til en nipsfigur, som ikke har andet i hovedet end at komme frem i forreste række, så man kan blive set.
Det gælder om aldrig at mene noget offentligt, som man eventuelt kunne blive draget til ansvar for – lige som andre borgere. De sølle stakler.
Selvretfærdige og åleglatte hævder vi at kunne skildre vores omverden fuldstændigt objektivt.
Holdninger camoufleres som journalistik. Uærlighed som professionalisme. Vi ved, vi har magt. Vi tror, vi er urørlige.
I hvert fald så længe, vi bærer over med hinandens hengemte lig i skabene. Og er enige om aldrig at lade begreber som samvittighed, ansvar og moral få fodfæste i vores spytblanke korridorer.

Boëthius vil have hver enkelt af os til at sige nej. Nej til bedraget.
Og så vil hun have os til at holde øje med hinanden. Kigge hinandens historier og motiver efter i sømmene. Hænge det snaskede undertøj ud til almindelig granskning. For demokratiets skyld.
Det var ikke det, vi lærte på Journalisthøjskolen i slutningen af fattigfirserne. Her var formen – ikke indholdet – i højsædet.
Det var på med det rigtige tøj og de rigtige meninger. Og så vendte man det hvide ud af øjnene og gav sig til at hvisle »munkemarxist« eller »katolik«, hver gang nogen forsøgte at analysere samfundet eller – Gud bevare os – sætte spørgsmålstegn ved journalistens ophøjede rolle.
I dag kan jeg se, at vi lærte vores lektie godt. Så godt, at vi risikerer at hvisle os lige ind i glemslen.
Fordi vi nægter at lytte. Fordi vi lyver og logrer, så det sprøjter. Og derfor er i fare for at miste hele underlaget for vores eksistens. Nemlig vores medborgeres tillid – og støtte.

Inde i mediernes slipsevarme – på DR, TV 2, Berlingske, Jyllands-Posten, Politiken og kom ikke her – er der garanteret ingen, der for alvor føler sig truet af katolikker, munkemarxister eller andre spøgelser fra moralens og samvittighedens overdrev.

Men pas alligevel på. For vi står og rasler med kæberne derude.