search

Muldvarpen

 Ukendt journalist var et af de hemmelige våben bag TV 2s Operation X. Med skjult kamera udforskede han Københavns kriminelle miljøer. Nu lever han under jorden.

 

Ukendt journalist var et af de hemmelige våben bag TV 2s Operation X. Med skjult kamera udforskede han Københavns kriminelle miljøer. Nu lever han under jorden.

*
Operation X har gennem hele sin eksistens været
personificeret af studieværten Morten Spiegelhauer,
der i hæsblæsende stil har optrådt som undersøgende
ene-reporter af alt fra hashbander i København og
indsmugling af vilde dyr til børns adgang til
designerdrugs. Men ligesom Thomas Mygind ikke
lavede Robinson-ekspeditionen alene, stod der også en
større redaktion bag Operation X. En af dens helt
ukendte medlemmer præsenterer Journalisten her.

 

AGENT. Nogle børn har mange navne. Men det er sjældent, at journalister bruger op til tolv forskellige, når de passer deres arbejde.

Her er en undtagelse. Men hvad han hedder rigtigt – og hvordan han ser ud – skal forblive en hemmelighed. For 'Agent X' er dansk undercover-journalist.

Han har brugt sig selv, sit udseende og en stor portion psykologisk snyd til at grave sig ned i fremmede og fjendtlige miljøer. I mere end to år var han et af de hemmelige våben bag TV 2s Operation X-udsendelser.

Af samme grund bor han lige nu på en skjult adresse et sted i Europa – på TV 2s regning.

»Det her er det bedste job, jeg nogensinde har haft. Jeg vil gerne fortsætte med det i mange år,« siger Agent X – eller 'Lars', 'Peter', 'Nico', 'Dolph J. Smith' eller hvad han ellers har kaldt sig.

Han har tidligere været i tv-produktionsmiljøet, bestyret en butik og arbejdet med unge. Nu er han gået i fodsporene på tyske Günter Wallraff, hvis forklædningsjournalistik for 20 år siden rystede Vesttyskland.

»For mig startede det, da jeg ville undersøge, hvordan det er at være hjemløs i København. Men jeg ville ikke kun dokumentere det. Jeg ville opleve, hvordan det var.«

En uge før jul forlod han sin lejlighed uden at medbringe pung eller nøgler. Forinden havde han givet sine nærmeste venner besked på at punke ham alvorligt, hvis ikke han blev væk mindst en uge. Med sig havde han skjult kamera og en mikrofon, der var klistret til hans krop med gaffa-tape.

»Jeg vandrede rundt i byen og sov i kældre og opgange – samtidig med at familien Danmark forberedte sig inden døre til juleaften. Der gik to et halvt døgn, før jeg fik noget at spise. Det var en rigtig hjemløs, der købte mad til mig. For penge, han selv havde tigget. Jeg kunne dårligt få mig selv til at tage imod, men gjorde det.«

»Juleaften tilbragte jeg i Christianias Grå Hal, og jeg har aldrig savnet min familie så meget. Men jeg opdagede, at det var noget af det mest meningsfyldte tv, jeg nogensinde havde været med til at lave. Normalt er folk så akavede, når de bliver filmet, men ikke her, for de vidste det ikke. Jeg var ikke ude på at afsløre dem eller hænge dem ud, og jeg ville have kontaktet dem alle, hvis det skulle offentliggøres,« siger han.

»Jeg opdagede, at jeg er god til at tale med mennesker. Ikke bare god, men rigtig god. Det er, som om det er dem, der finder mig, og så begynder de at fortælle historier. Jeg har rigtig mange gode historier og hemmeligheder, som folk har haft lyst til at betro mig.«

Hjemløse-projektet blev aldrig til en film, men optagelserne gav et job. Nemlig på Angel Productions, hvis Operation X fra 2004 blandt andet skulle bestå af skjulte optagelser.

Det blev starten på en karriere, hvor 'Peter' alias 'Nico' alias 'Dolph' begyndte at påtage sig fremmede identiteter.

Første gang var, da han i et projekt om sort arbejde illuderede en sulten ledig og fik job som bordafrydder i velærværdige Magasin på Strøget i København. Til 50 kroner i timen. Sort. Alt dokumenteret med de påklistrede kameraer.

Siden udviklede det sig, og han begyndte at operere i helt fremmede miljøer, hvor han blev i uger og måneder. Undervejs mellem projekterne skiftede han type, øjenfarve, hårlængde og hårfarve. Han holdt også facaden i sin fritid.

»Du kan ikke gå på gaden i en anden stil, end ikke i en anden jakke. Du skal kun give folk ét clue til, hvordan du ser ud. Har du briller, må du aldrig tage dem af, og så videre. Mine private venner lærte, at de aldrig måtte kontakte mig, hvis vi mødtes i byen, og jeg var sammen med fremmede folk.«

Det foreløbige højdepunkt var projektet, der blev vist på TV 2 i dette efterår. Her startede Agent X i hælermiljøet, grundlagde siden sin egen hashklub og havde pludselig nærkontakt med bagmænd, der ikke kun leverede hash, men også kokain og våben. Det varede fem måneder, og alt blev filmet.

»I de fem måneder, jeg rendte rundt som hæler- og hashdreng, havde jeg kun ét udseende. Og det måtte tage så lang tid, fordi jeg skulle naturligt ind i miljøerne. Jeg startede med at hænge ud i forskellige hashklubber, ryge fede og se fjernsyn. Og da ingen længere lagde mærke til mig, men alle vidste, jeg var Nico, begyndte det at gå stærkt.«

– Har du fået folk til at begå kriminalitet, som de ellers ikke ville begå?

»Aldrig. Det er en del af konceptet, at jeg ikke skal være agent provocateur. De troede, jeg var en hæler, der solgte dem stjålne mobiltelefoner og dvd'er. Det gjorde jeg ikke, for alt var købt og betalt lovligt, hvad de bare ikke vidste. Men jeg købte 100 gram hash til min egen hashklub. Det var ulovligt, men nødvendigt.«

– Du afslører mennesker i tv, som du har skabt et tillidsforhold til?

»Det er mit job at finde facts, ikke at have dårlig samvittighed. Hvis jeg har samvittighedskvaler, må jeg æde det i mig.«

– Du har brugt dit liv gennem to år på tv-programmer. Hvad med dit eget liv?

»Det er svært at få en kæreste, som accepterer at deltage i sådan en tilværelse. Og lige nu er jeg hjemløs, fordi min lejlighed lå meget tæt på en af de personer, jeg har afsløret. Og somme tider har jeg haft mareridt om natten, hvor jeg drømmer, at jeg bliver skudt, sprængt i luften eller trukket nøgen gennem Nørrebro. Men jeg har aldrig mareridt, når jeg arbejder. Først bagefter.«

Lige nu bor Agent X på en hemmelig adresse i udlandet. Mens muldvarpe-arbejdet stod på, fik han en normal – bestemt ikke prangende – journalistløn. I øjeblikket får han hyre for at holde sig i ro, mens Nico, Peter og de andre figurer bliver glemt i de miljøer, hvor de har opereret.

»Jeg har meget mere på harddisken, end der har været fremme. Og mange rigtig gode idéer. Jeg skal bare have en arbejdsgiver, der tør bakke mig 100 procent op. Så er jeg ikke bange for noget.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen