search

Muldvarpen i hverdagen

 

 

Når medierne tæppebomber danskerne med etniske konflikter, skærpes konfrontationen i et homogent samfund, hvor det overvejende flertal samarbejder. Det mener Allan Nagel. I to år levede han “forklædt som dansker”.  

Allan Nagels beslutning om at iføre sig skæg og stålindfattede briller uden styrke udsprang af en stille undren.

Er Danmark ved at udvikle sig til en slagmark mellem etniske grupper?

Og hvilken rolle spiller Dansk Folkeparti (DF) for det mentale klima, hvor modsætningerne mellem grupperne skærpes? Plus det ikke uvæsentlige: »Hvad fanden foregår i hovedet på dem, der er flest af, de almindelige danskere.«
Sådan formulerer journalist Allan Nagel i dag sin begrundelse for gennem to år at leve som Allan Kristensen, slagteriarbejder, medhjælper på et plejehjem, reservepostbud, hjemmeværnsmand samt bestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti, Vestsjællands Amt – og derefter udgive bogen »Forklædt som dansker«. Men så kraftfuldt tænkte han ikke for knap tre år siden, mens han gik rundt i hyggelige omgivelser i sin haveforening i København, hvor han boede med kæreste og to børn.

Han undrede sig bare, og helt uventet fik han hjælp. Det var, da Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance udsendte en rapport, der kritiserede den danske udlændingedebat: »Den politiske elite og andre offentlige meningsdannere (…) har medvirket til at skabe en generel holdning, hvor personer af udenlandsk herkomst opfattes som en trussel mod dansk økonomi, livsstil og værdier.«

 

VI ER I FORÅRET 2001, da journalisten Ulla Dahlerup skrev bogen »Danmarks fremtid – dit land, dit valg.«

Medierne kastede sig over Dahlerup, fordi hun under dække af arbejde for Folketinget interviewede folk til en bog bestilt af Dansk Folkeparti.

»Danmarks fremtid – dit land, dit valg« spåede blandt andet voldsomme konflikter i et fremtidigt multietnisk Danmark, og Dansk Folkepartis pressechef Søren Espersen var hurtig med sin »damage control«.

Ulla Dahlerup havde blot genbrugt den hæderkronede tyske journalist Günther Wallraffs metode, og det vigtigste var, at historien kom frem, mente Søren Espersen.

Allan Nagel var taknemmelig. Han havde godt nok selv fået ideen om at leve i det skjulte, men nu havde han alibiet i orden, endda med Dansk Folkepartis velsignelse, og han kunne som en legitim muldvarp søge ind i Dansk Folkeparti. Han fortryder ikke beslutningen:

»Jeg måtte vælge, om jeg ville skrive historien eller lade være. Hvis jeg ville skrive om klimaet i Dansk Folkeparti, måtte jeg camouflere min identitet. Ellers kunne projektet ikke lade sig gøre.«

Allan Nagel havde tidligere interviewet både Pia Kjærsgaard og hendes mand Henrik Thorup, der er amtspolitiker for Dansk Folkeparti, samt Søren Espersen. Da han vurderede, at han næppe fik adgang til en lokal partiforening, hvis hans ærinde blev kendt, måtte han skifte navn og ændre sit udseende.

Ud over at anlægge et lille skæg og anskaffe sig stålindfattede briller uden styrke, klippede han håret kort. Beklædningen var også så anonym som muligt: Cowboybukser, fleecetrøje og ved festlige lejligheder – som valgtilforordnet – en lyseblå skjorte.

Skrupler havde han over Wallraff-metoden:

»Jeg ville ikke skrive en stavelse fra det private rum. Og jeg ville ikke provokere noget – altså ikke stille spørgsmål om indvandrere eller foreslå initiativer overhovedet.«

Han ville være fluen på væggen i det parti, der havde patent på »den almindelige dansker«, og som havde enestående medvind.

»Netop på det tidspunkt fornemmede jeg et opbrud i dansk politik, det vi i dag kalder værdikampen. Det fascinerede mig, især fordi Dansk Folkeparti fik stor indflydelse på dansk politik,« siger Allan Nagel, der førte dagbog under hele forløbet.

»Pludselig hoppede og dansede de andre politikere, som om der blev skudt med skarpt under deres fødder. Og midt i det hele gik den almindelige dansker rundt og spurgte sig selv: Hvornår trykker de fremmede ruden ind? Er vi på vej mod ragnarok?«

 

FORVANDLINGEN FRA ALLAN NAGEL til Allan Kristensen begyndte i sommeren 2001 på et jernstøberi i Skuderløse tæt ved Haslev, senere blev han landpost i Ringsted. Sideløbende meldte han sig i Dansk Folkepartis afdeling i Vestsjællands Amt og i Hjemmeværnet.

»Naturligvis havde jeg sommerfugle i maven. Dansk Folkeparti var berygtet for at tjekke nye medlemmer, især for at undgå skaldede mænd med sjove tegn på armene,« husker Allan Nagel.

For at undgå enhver mulighed for at partiet kunne spore ham, flyttede han i en to måneders periode ind i et lille værelse i Ringsted, flyttede folkeregisteradresse, og finkæmmede sine spor. Dansk Folkepartis lokalformand sendte efter en kort samtale et girokort til Allan N. Kristensen.

Samtalen handlede om, at DF-formanden var ved at etablere en pølsebod, at der snart var et kræmmermarked i Ringsted, og at han muligvis ville stille en camp-let op på markedet og agitere for partiet. Skuffelsen i Allan Nagels sind var solid som granit.

»Dansk Folkeparti var topstyret i en sjælden grad,« siger Allan Nagel, og »ingen initiativer voksede ud af Vestsjællands Amt«.

Der havde været folketingsvalg i november 2001, Danmark fik en borgerlig regering, og Dansk Folkeparti fik mere indflydelse, men ikke i Ringsted.

»Værdikampen bestod i at være på det vindende hold. At få en rullepølsemad med en af de kendte fra Christiansborg. På intet tidspunkt i mine to år i partiet støbte vi en eneste kugle for Dansk Folkeparti,« siger Allan Nagel, der heller ikke husker, at »de fremmede« blev diskuteret i Ringsted-kredsen.

 

Meningerne om »for mange Jallaher« og særbehandling af muslimske kvinder i svømmehaller eller bedende buschauffører dukkede nærmest kun op som klangbund for de udsendte pinger fra Borgen. Og så nogle gange, hvor en partifælle hev skræmmehistorier frem fra medierne.

Forbløffende?

»Jeg tror, det afspejler Danmark meget godt. Der er en kløft af enorme dimensioner mellem Christiansborg og lokalpolitikerne.«

 

TIL GENGÆLD UNDREDE DET Allan Nagel, at Dansk Folkeparti rundhåndet lukkede hullet i den lokale partikasse, da det viste sig, at formanden brugte cirka 50.000 kroner på sig selv.
»I lyset af, at Dansk Folkeparti vil distancere sig fra kammerateriet hos Socialdemokraterne, kan man undre sig. Ansvarligheden over for skatteborgernes penge runger hult, hvis man accepterer, at Christiansborg dækker over den lokale svindel.«

Dansk Folkeparti sørgede i første omgang for, at partiet i Vestsjællands Amt havde penge til den daglige drift, plus til årets julefrokost.
Ejendommeligt?

Retfærdigvis skal det siges, at partiet politianmeldte den lokale partiformand. Ifølge Allan Nagel ændrer det ikke ved, at skattefinansierede partimidler endte som privatforbrug, men det sendte dog signalet om, at svindel i størrelsen 50.000 kroner ikke burde fejes ind under gulvtæppet.

 

SOM ANSAT PÅ STØBERIET, i postvæsenet, på fjerkræslagteriet og plejehjemmet var hverdagen det altdominerende tema for samtalerne. Heller ikke på arbejdspladserne spillede »de fremmede« en større rolle.

»Modsætningerne mellem arbejderne var minimale, og under alle omstændigheder relateret til selve arbejdet. Modsætninger mellem hudfarver og religion fandtes stort set ikke,« siger han.

Heller ikke dét overrasker Allan Nagel.

»Sandheden er den, at der på mine fire arbejdspladser var forbløffende lidt debat overhovedet. Skærer vi tingene ud i pap, er vi danskere et folk, der vil så smertefrit som muligt gennem hverdagen.«

Der er en grundlæggende solidaritet på arbejdspladserne, hvor man hjælper hinanden, mener Allan Nagel.

»Der er jo intet rygende helvede ude i Lokaldanmark – hvilket er mediernes påstand. Uanset hudfarve og religion hænger alle i ved det samme monotone arbejde. Problemer klares, dagen går sin skæve gang, og så vender alle tilbage til familien og vennerne efter arbejdstid.«

Tidligere har Allan Nagel lavet mediekritisk journalistik om flygtninge. Blandt andet har han dokumenteret, at de to største elektroniske nyhedsmedier, TV-avisen og Nyhederne på TV 2, i 1999 bragte knap et dagligt indslag om indvandrere.

»Hovedparten af indslagene var vinklet om problemerne med de fremmede. Når jeg ikke selv var i stand til at se konfrontationerne på mine fire arbejdspladser, er det nærliggende at spørge: Hvilket ansvar har medierne for eventuelle fremtidige konflikter,« spørger han.

Allan Nagel erkender, at hans odyssé kun er ét bidrag til den debat, han helst ser i slipstrømmen på »Forklædt som dansker.«

»Jeg påstår, at hvis vi fortsat tæppebomber danskerne med konflikthistorier, trykkes ruden ind på et tidspunkt. Hverken »hvide« eller »kulørte« danskere kan i længden leve med, at medierne bruger de to »utilpassede« procent af befolkningen til at karakterisere alle andre. Det forpester miljøet, og vi lærer aldrig at leve med de gode sider, flertallet af alle grupper har med sig,« siger Allan Nagel.

Omvendt ønsker han ikke konflikthistorier fjernet fra danske medier.

»Det eneste, jeg foreslår, er en bedre balance. Problemerne eksisterer, og dem bør medierne perspektivere, men min erfaring fra arbejdspladserne fortæller, at langt, langt de fleste mennesker samarbejder i det daglige – uanset hudfarve og religion.«

 

Kommentarer
1
Nikolaj Grøn
02.12.18 14:39
hvad kom der ud af Allan
hvad kom der ud af Allan Nagels medlemskab af Hjemmeværnet? Fik han bekræftet sine fordomme, eller var de faktisk nogle flinke gutter og gutinder i det lokal Hjemmevæen? HJV er mange andre ting end trafikregulering, eksempelvis SSR: http://tiny.cc/hjemmevaernet
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen