Det nye museum får til huse i Den Gamle By i Aarhus. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Når det nye museum for dansk bladtegning i næste uge åbner i Den gamle By i Aarhus, bliver det uden de ellers så berømte og berygtede Muhammed-tegninger.
Det skriver Kulturmonitor, som også har spurgt museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, om man godt kan have et museum om dansk bladtegning uden at vise de vel mest markante danske tegninger i mange år.
”Muhammed-tegningerne er jo noget, som optager os alle meget nu og her, men som museum arbejder vi på meget længere sigt. Vi har modtaget over 175 års materiale, og deriblandt er der også tegninger, som vakte megen furore i deres samtid. Dem viser vi jo alligevel. Måske gør vi også det med Muhammed-tegningerne om 40-50 år – det skal jeg ikke kunne sige,” svarer han.
Det nye museum består af 300.000 bladtegninger fra perioden 1846-2023, som er overleveret fra Det Kgl. Bibliotek i København til Den Gamle By i Aarhus.
Til Kulturmonitor oplyser Thomas Bloch Ravn, at Muhammed-tegningerne aldrig har været en del af den samling, de har modtaget. Det var en del af aftalen, at de fortsat skulle opbevares på Det Kgl. Bibliotek, hvor de har den fornødne sikkerhed og rigtige opbevaringsforhold.