search

Muhammed-tegninger trykkes i Norge

Den norske avis Aftenposten trykker de famøse profet-tegninger i dagens udgave som en reaktion på angrebet mod Kurt Westergaard.

Den norske avis Aftenposten trykker de famøse profet-tegninger i dagens udgave som en reaktion på angrebet mod Kurt Westergaard.

Ifølge avisens chefredaktør Hilde Haugsgjerd har Aftenposten hele tiden forsvaret mediernes ret til at trykke tegningerne, men under Muhammedkrisen i 2006 valgte man at klappe hesten af hensyn til den spændte situation. Med overfaldet på Kurt Westergaard er sagen imidlertid blevet aktuel igen, mener hun.

»Vi står over for en retssag i Danmark knyttet til dette alvorlige angreb mod Jyllands-Postens tegner. Derfor synes vi, det er naturligt og rigtigt at minde om det kunstneriske og journalistiske udsagn, som ligger til grund for denne voldelige handling,« sier Haugsgjerd til Aftenposten.

Hun mener, at karikaturerne ikke er for hård kost i en liberal norsk medieverden og i et kulturelt tolerant samfund.

Aftenpostens beslutning sker efter at flere norske politikere har opfordret medierne til at trykke Muhammed-tegningerne, blandet andet fra Senterpartiet og Socialistisk Arbeiderparti.

»Denne sag handler om grænserne for ytringsfrihed. Der har udviklet sig, også i mange norske medier, en tendens til, at man bedriver selvcensur i frygt for at krænke troende,« siger Bård Vegar Solhjell, næstformand for Sosialistisk Arbeiderparti.

Udover Aftenposten har de norske aviser Stavanger Aftenblad, Bergens Tidende og tidsskriftet Minerva også trykt tegningerne for nylig.

Norges største avis VG har dog ingen planer om at følge trop.

»VG's stiftelseserklæring lægger vægt på, at vi skal bidrage til at bygge bro mellem modsætningerne i samfundet, som ikke er ideologisk begrundet. Vi ønsker at træde varsomt og vil ikke bidrage til at eskalere konflikten, som religiøse ekstremister og terrorister prøver at skabe. Ved at publicere tegningerne på VG Nett risikerer vi at støde almindelige muslimer i Norge, men vi omvender næppe en eneste terrorist,« siger chefredaktør for VG Nett Espen Egil Hansen til VG.

Tegningerne i Aftenposten er en kopi af fem af de tolv tegninger, som Jyllands-Posten i sin tid trykte.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen