I et åbent brev til forlaget Vandkunsten fra Danske Bladtegnere kritiserer Kåre Bluitgen og seks af de tilbageværende Muhammed-tegnere en ny bog om Muhammed-krisen.
Ifølge den nye bog ’Den forkerte Muhammed-tegner’ stemmer ’den offentlige fortælling’ om Muhammed-krisen ’langtfra overens med, hvad der virkelig skete’.
Blandt andet sætter bogen spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var tegnere, der ikke turde tegne profeten, sådan som det blev udlagt, da Jyllands-Posten tilbage i 2005 fik 12 tegnere til at udforme hver deres tegning af Muhammed.
I brevet kritiserer afsenderne bogen og forfatter Mette Winding Top for ”manglende dokumentation”, ligesom de kritiserer, at det står i pressemeddelelsen om bogen, at ”historien om de bange tegnere var en løgn”. ”Det er en alvorlig sag at beklikke andre på deres troværdighed. Det er i særlig gad alvorligt, når det sker i en sag af national interesse,” lyder det i brevet.
Over for Jyllands-Posten siger forfatter Mette Winding Top, at hun er ked af formuleringen i pressemeddelelsen.
”Jeg har været meget bevidst om ikke at skrive, at det var løgn, i bogen, for jeg kan ikke konkludere, at det er forkert,” siger hun.