Mens muslimer i Norge fik behandlet en klage over Muhammed-tegninger, ville Pressenævnet i Danmark have afvist sagen. I Danmark står grupper og foreninger ofte uden klagemulighed.

AFVIST. Hvis en muslimsk forening i 2005 havde klaget over Jyllands-Postens trykning af de såkaldte Muhammed-tegninger, ville Pressenævnet have afvist sagen, fordi muslimerne ikke havde retlig interesse. Det forklarer daværende medlem af Pressenævnet Kaare R. Skou.

»Vi gik og spøgte lidt med muligheden for, at nogen ville klage. Det kunne have været spændende, men der kom ikke nogen klager inden for klagefristen. Og det, vi rent teoretisk ville være kommet frem til, var formentlig, at der ikke var nogen klageberettigede til tegningerne, fordi kun Muhammed selv kunne klage.«

Anderledes er det i Norge, hvor Pressenævnet har behandlet en klage over Muhammed-tegningerne. Klagen kom fra en lokal forening af Socialistisk Venstrepartis ungdomsorganisation. Klagerne fik ikke medhold.
I Norge kan medlemmer af minoritetsgrupper godt klage til det norske pressenævn, selv om klagerne ikke selv optræder i historien, forklarer Per Edgar Kokkvold, generalsekretær og sekretariatsleder i Norsk Presseforbund. Ud over Muhammed-tegningerne har nævnet for eksempel accepteret klager om racisme fra en gruppe etiopiere, forklarer han.

Men i Danmark kan minoritetsgrupper, erhverv og faggrupper kun klage, hvis klagerne – foreningen eller personer – selv er nævnt ved navn i historien. Det har store konsekvenser.
»Vi har klaget så mange gange til Pressenævnet, at nævnet har bedt mig om at holde op. De orker ikke at behandle flere af vores klager,« siger Eric Støttrup Thomsen, formand for Foreningen Romano, der repræsenterer den etniske minoritetsgruppe romaerne.

Han har blandt andet klaget over en række B.T.-artikler: “Sigøjnerbande raserede Fyn”, “Konservativ folketingskandidat: ‘Romaer er kleptomaner'” og “Sigøjnere springer ud foran biler på motorvej”. En række historier, hvor en gruppe udsættes for kritik, uden at der nævnes konkrete navne – hvorfor der ikke findes enkeltpersoner med retlig interesse.
»Der er krænkelser hele tiden, men vi har ingen mulighed for at klage. Det eneste, vi kan gøre, er at rejse en injuriesag, men det koster jo en bondegård, hvis vi ikke får fri proces,« forklarer Eric Støttrup Thomsen, der mener, at Pressenævnet tolker reglerne for retlig interesse for snævert.
»Med den nuværende fortolkning af reglerne forhindrer du prøvelsen af berettigede klager fra minoritetsgrupper.«

Mette Toft, der lider af duft- og kemikalieoverfølsomhed, klagede sammen med foreningerne ME/CFS Foreningen og MCS-Danmark – der taler de overfølsommes sag – over et indslag i Deadline på DR 2. Hun fandt indslaget ærekrænkende over for de syge og mente, at en eksperts kontroversielle udtalelser stod uimodsagte. Klagen blev afvist med den begrundelse, at hvis der ikke nævnes navne på konkrete personer, kan man ikke klage til Pressenævnet, fortæller Mette Toft.

»Det vil sige, at medierne kan fremlægge fejlagtige oplysninger, uden at de behøver korrigere,« påpeger hun.
Sidste år klagede foreningen Danske Akupunktører over historien “Akupunktur kan man faktisk dø af” på dr.dk. Men foreningen var ikke nævnt ved navn i artiklen, og derfor blev den afvist med standardbegrundelsen:
“Da brancheforeningen ikke selv er omtalt eller afbildet, har den ikke en sådan interesse, at der er grundlag for at behandle klagen.”

Medieordfører for Venstre Ellen Trane Nørby kan ikke forestille sig, at tredjepart skal have adgang til at klage. Morten Marinus, medieordfører for Dansk Folkeparti, er parat til at kigge på muligheden, hvis der ikke er andre klageberettigede. Mogens Jensen fra Socialdemokraterne er fortaler for, at Pressenævnet i særligt alvorlige og principielle sager skal tage sagerne op af egen drift.