»Der bliver større behov for journalister, som ikke er bange for at opsøge kilder uden for Danmarks grænser.«
29-årige Ole Hall går fra MA i europæiske studier til journalist på Berlingske Business
Hvad ved du om økonomi?
Ikke noget ud over lægmandsviden. Men jeg har mod og vilje til at lære. Jeg synes først og fremmest, at jobbet er superspændende, fordi det handler om substans og ikke ret meget om personer og proces. Det bliver fedt at arbejde sammen med folk, som selv kan gennemskue indviklede regnskaber og ikke kun er gode til at stille spørgsmålene. Og så er emnerne på Business meget globale.
Hvorfor har du læst videre efter journalistuddannelsen?
For at få nogle bedre forudsætninger for at forstå komplekse problemstillinger. To og et halvt års undervisning på Journalisthøjskolen er lige i underkanten til mig i hvert fald. Jeg har valgt europæiske studier for at få en forståelse af, hvad europæisering og globalisering fører med sig. Jeg vil gerne have en større viden og dermed en ramme, jeg kan sætte oplysninger ind i og sammenligne de forskellige landes systemer og kulturer.
Vi andre ringer jo bare til en forsker, hvis vi gerne vil have perspektiv. Er det ikke fint?
Jo, og jeg fortsætter også med at ringe til eksperter. Men nogle akademikere taler i koder. Jeg vil gerne blive bedre til at knække deres koder og afprøve deres argumentation i stedet for at købe den første den bedste forklaring. Vi journalister leger for ofte mikrofonholdere for eksperter, der nogle gange pakker personlige holdninger ind i en form for pseudovidenskab. Vi skal kunne udfordre dem.
Er det bevidst, at du har valgt en international profil?
Ja. Jeg er overbevist om, at der bliver større behov for journalister, som ikke er bange for at opsøge kilder uden for Danmarks grænser. Der bliver også vigtigere og vigtigere, at vi ikke ser isoleret på Danmark, men kigger ud gennem det europæiske vindue.
Hvorfor vil du gerne arbejde i Danmark?
Jeg kan rigtig godt lide at bo i Danmark, for her er jeg tæt på mine venner og familie. Det er også her, jeg vil stifte min egen familie. Desuden kan jeg jo sagtens arbejde internationalt fra København, og lufthavnen er ikke meget mere
end et kvarter fra Berlingskes redaktion.
Hvad synes du om de danske mediers udlandsdækning og perspektiv på danske forhold?
Danske mediers opdeling mellem Udland og Indland er alt for kategorisk, og der er for lidt samarbejde mellem redaktionerne. Jeg synes, det er en gammeldags og kunstig måde at opfatte verden på. Jeg synes generelt, at den danske presse er præget af nationalt snæversyn. Der bliver givet et indtryk af, at Christiansborg-politikerne styrer Danmarks udvikling, og man glemmer, at Bruxelles ofte har den reelle magt. Vi går meget op i proces – fokuserer på "hvordan" i stedet for "hvorfor"
CV. Uddannet salgsassistent i 2001. Har ingen studentereksamen, var ifølge eget udsagn "ikke en mønsterelev, som kunne finde ud af at sidde stille i skolen". Færdiguddannet fra Journalisthøjskolen i 2008 efter praktik på Morgenavisen Jyllands-Posten og Altinget.dk. Herefter flygtninge-og integrationsreporter på Kristeligt Dagblad i 2009. Kandidat i europæiske studier ved Maastricht Universitet i 2010, har sideløbende læst til cand.public, hvor han mangler at skrive speciale.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.