Jyske motorjournalister truer med at blive væk fra luderture til
udlandet. Bilimportørerne kræver betaling for turene, hvis journalisterne
skriver kritisk. Er det bare god værkstedshumor?
BOYKOT. I slutningen af marts trak fire jyske motorjournalister en streg i sandet. I en mail til de danske bilimportører med overskriften "Boykot af præsentationsrejser" forlangte journalisterne, at såkaldte luderture fremover skulle ske med fly fra Jylland – ikke Kastrup.
"Da vi finder det urimeligt og til stor gene at skulle til Kastrup, hver gang der rejses, meddeler undertegnede repræsentanter for en række dag- og ugeblade hermed importører o.a., at vi fra og med dags dato ikke deltager i præsentationsrejser, medmindre udgangspunktet for rejserne er lufthavnene i Billund eller i Tirstrup."
Mailen var underskrevet Christian Schact, Jens Overgaard, Jens Velling og Morten Kjeldsen, der leverer til Bilavisen, Berlingske Tidende, JydskeVestkysten, Midtjyske Medier, Fyens Stiftstidende, Nordjyske og Dagbladenes Bureau.
De jyske motorjournalister skriver, at de har flere læsere i ryggen end kollegerne fra København. Fremover bør københavnerne derfor tage turen over Billund/Tirstrup, før turen går videre til udlandet.
"Tilslutningsfly fra Kastrup flyver så ofte til Billund og Tirstrup, at københavnske kolleger sjældent skal tilbringe mere end nogle få timer i transit."
Hos bilimportørerne vækker beskeden en blanding af moro, forvirring – og vrede.
Ikke nok med at journalisterne flyver på første klasse og bliver vartet op i alle ender og kanter. De er så forkælede, at de ikke gider tage med, hvis importørerne bestemmer, hvilke afgange de skal flyve med.
»Det er endnu et eksempel på, hvor rådne nogle motorjournalister er,« siger en medarbejder, der arbejder for bilimportørerne.
Han ønsker at være anonym, fordi han er afhængig af at have et på overfladen godt forhold til motorjournalisterne.
Men journalistens hilsen gjorde ham tosset.
»Men det siger næsten alt om forholdet mellem importører og visse journalister, at vi i branchen var i tvivl om, om det var en joke eller fakta.«
Bilavisens redaktør, Christian Schacht, en af underskriverne i mailen, forklarer over for Journalisten, at det var en aprilsnar. Den blev bare sendt ud en dag for tidligt. Men baggrunden for brevet var alvorlig nok.
»Vi lavede en alvorlig aprilsnar, hvor truslen om boykot var en joke. Men det er rigtigt, at vi er trætte af, at vi skal op klokken 4 om morgenen og tit kommer hjem klokken 11 om aftenen, fordi vi skal over Kastrup,« siger Christian Schacht, der medgiver, at det godt kan lyde lidt forvænt.
»Man kan nemt blive opfattet som forkælet af folk, der ikke selv har prøvet det. Det er ekstremt hårdt, fordi vi skal op tidligt, flyve i lang tid og kommer ned til et stramt program med pressemøder og testture,« siger Christian Schacht.
Han arbejder selv med base i Århus og ville kunne spare fem-seks timer på ture til Sydtyskland, Frankrig og Sverige, hvis han kunne flyve direkte fra Billund eller Tirstrup.
Når I truer med at boykotte præsentationsture, er det så bare god værkstedshumor?
»Det er god værkstedshumor med alvorlig mine. Vi vil bare gerne hjem til familien i god tid i stedet for at hænge i en lufthavn,« siger Christian Schacht.
Han glæder sig over, at flere bilimportører har meldt tilbage, at de vil se velvilligt på jydernes ønske om at slippe for turen over Kastrup.
DE JYSKE JOURNALISTERS APRILSNAR var ikke den eneste morsomhed. Den kulsorte humor mellem journalister og bilbranche fik en tand ekstra, da Volkswagens informationschef, Henrik Hagen, på hjemmesiden for Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD) den 1. april meddelte:
"Grundet det øgede bundlinje-fokus, som vi til stadighed bliver udsat for, ser vi os nødsaget til fremtidigt at opkræve et mindre deltagergebyr, når MKD-medlemmer deltager i internationale pressepræsentationer i Volkswagen-regi."
Ifølge Henrik Hagen ville journalisterne få deres deltagergebyr refunderet, "såfremt den efterfølgende medieomtale af vort produkt, lever op til vore forventninger".
Turen var med andre ord kun gratis, hvis journalisterne skrev pæne pr-artikler.
Motorjournalist Allan Graubæk fra Politiken siger, at der gik lidt tid, før han ræsonnerede sig frem til, at både jydernes og Volkswagens meddelelser var tænkt som morsomheder.
Han kan godt se, at jyderne har en pointe.
»Jeg landede for en time siden i Kastrup efter en tur i Østrig, hvor vi har set på Skodaer. Jeg er nu tilbage på redaktionen. Morten Kjeldsen, der var med til at skrive aprilsnarren, sidder sikkert og venter ude i indenrigsterminalen.« /
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.