TV2 Sporten bliver heftigt kritiseret for at være blevet hovedsponsor i håndboldklubben Viborg HK. Sportschef Morten Stig Christensen ser ingen problemer i aftalen: "Selvfølgelig kan vi skille tingene ad."
Normalt holder Morten Stig Christensen mikrofonen, når han er i Viborg. Men den 9. december var det anderledes. Den dag sad han på samme side af bordet som sine kilder i Viborg HK. Fra sin plads kunne Morten Stig Christensen se ud på den samlede danske sportspresse.
Anledningen til det velbesøgte pressemøde var nyheden om, at Viborg HK har fået nye trænere og nye sponsorer. Morten Stig Christensen var tilsyneladende en af sidstnævnte. TV2 Sporten og Topdanmark havde besluttet at poste et tocifret millionbeløb i Viborg HK over de næste fire år. Nyheden skabte ret hurtigt opstandelse i håndboldverdenen og blandt kolleger i sportspressen.
"Det er stærkt problematisk," siger Peter Nørrelund, der er redaktionschef på DR Sporten.
"TV2 Sporten er en redaktionel enhed. Håndbold er deres største stofområde. I mine øjne giver det altså habilitetsproblemer, når de nu bliver sponsorer for en stor klub. Det er i TV2 Sportens interesse, at Viborg vinder så meget som muligt, og at omgivelserne får så positivt et billede af Viborg som muligt," siger en oprørt Peter Nørrelund.
Morten Stig Christensen afviser kritikken. Hans hovedargument er, at redaktionen gennem mange år har bevist, at den kan levere kritisk og upartisk journalistik, selv om sportsverdenen befinder sig i et spændingsfelt med mange økonomiske interesser.
"Intet nyt under solen"
Morten Stig Christensen henviser blandt andet til de svimlende beløb, som redaktionen må punge ud med for at få rettighederne til at vise billeder fra forskellige ligaer. Men TV2 har også betalt sponsorpenge til sportsudøvere tidligere.
I sommer bragte TV2 interviews fra Tour De France, hvor rytterne på det danske cykelhold CSC-Tiscali bar kasketter med TV2 Sportens logo.
Morten Stig Christensen sponsorerer også den tidligere landsholdsspiller Camilla Andersen. For nylig fortalte hendes samlever, Mia Hundvin, at sponsoraftalen er grunden til, at parret havde sagt ja til at blive portrætteret i et dokumentarprogram til TV2.
Morten Stig Christensen står selv for uddelingen af sponsorkroner. Han har ikke nogen marketingafdeling til den slags, som for eksempel er kutyme hos aviser. Derfor er det bogstavelig talt TV2 Sporten, der sponsorerer Viborg HK.
"Det ville lette mig arbejdsmæssigt, hvis der var folk til den slags. Men jeg tror, at vi ville være ude på skråplanet, hvis vi overlod det til marketingfolk. De har ingen sans for journalistik og æstetik. Så ville de have otte gulvreklamer i stedet for seks og konkurrencer hele tiden," siger Morten Stig Christensen.
Troværdighedstab
Det giver ingen mening for sportschefen at droppe sponsoraterne. Han mener nemlig, der foregår ting, som er en større trussel mod den journalistiske integritet. For eksempel købet af rettigheder til ishockeykampene.
"Det drejer sig om langt flere penge, men det har jo ikke holdt os fra at bringe stærkt kritisk stof om ishockeyklubberne."
"Vi har lært at agere i den kommercielle sportsverden. Jeg ved, at vi har en meget skarp adskillelse af journalistik og købmandsskab. Men det bliver min påstand," siger Morten Stig Christensen.
– Hvad ville du mene om, at Politikens kulturredaktion sponsorerede Østre Gasværk?
"Det ville jeg sagtens kunne leve med. Bare der er åbenhed omkring det," siger Morten Stig Christensen, der kalder det hyklerisk, når andre sportsjournalister angriber TV2 for sponsoraftalen med Viborg.
"Den slags foregår jo alle steder," siger sportschefen.
Han nævner, at Ekstra Bladet tidligere betalte for en tribune i Parken. Avisen har også arrangeret en skolefodboldturnering, som samtidig dækkes af avisens sportsjournalister.
"Det er noget andet," svarer Olav Skaaning Andersen, sportsredaktør Ekstra Bladet.
"Det er et arrangement, vi selv holder. TV2 Sporten går ind og putter sine penge i en klub eller i en person, som TV2 dækker tæt."
Sportsredaktøren har dog fuld tiltro til, at journalisterne på TV2 Sporten fortsat kan være kritiske, når de dækker Viborg HKs kampe. Men han mener alligevel, at aftalen er problematisk.
"De stiller sig op, hvor man kan angribe dem. Seerne kan jo ikke være 100 procent sikre på, at de får upartisk dækning, når TV2 Sporten har forholdsvis mange penge i en klub.
Troværdigheden falder," siger Olav Skaaning Andersen.
Morten Stig Christensen er enig i, at nogle vil have mistillid til TV2 Sporten.
"Det har vi levet med i snart 15 år, og folk er ikke holdt op med at se TV2 Sporten af den grund. Jeg kan ikke gøre andet end at berolige alle de bekymrede mennesker med, at vi skal gøre vores allerbedste for at holde den linje, vi altid har gjort," siger Morten Stig Christensen.
Hvor mange penge, TV2 helt konkret har bidraget med i Viborg, er en hemmelighed. Men pengene skal blandt andet bruges til at fjerne reklamer fra halgulvet. "Vi vil gerne have en mere ren og ens bundfarve." Nogle af sponsorkronerne vil også gå til at forebygge skader.
Det ændrer imidlertid ikke Peter Nørrelunds syn på aftalen. Redaktionschefen fra DR frygter, at sponsoraftalen kan være begyndelsen på en glidebane, hvor der kommer penge mellem journalistiske arbejdspladser og sportsklubber.
DR fravælger Viborg
"Det har været en tendens i mange lande til, at sportsjournalistikken betaler for interviews," siger Peter Nørrelund.
Han tror ikke, at spillerne fra Viborg begynder at udskrive regninger for at give interviews. Men han tror, at de vil foretrække at tale med en fra TV2 fremfor en fra DR.
"Det er jo TV2, der betaler spillernes løn," siger Peter Nørrelund.
"Mig bekendt har spillerne altid talt med alle," siger Morten Stig Christensen, der kalder udmeldingerne fra DR for noget vrøvl. Han mener, DRs sponsorerede konkurrencer er langt mere angribelige.
"Vi kan tale fra nu af og til i morgen aften. Men det ender med, at vi skal bedømmes på vores handlinger," siger Morten Stig Christensen.
Andre håndboldklubber går rundt med slet skjult misundelse over sponsoratet i Viborg. De frygter, at den vigtige sendetid går til Viborg. Men måske skal de ikke være så kede af det. For både Morten Stig Christensen og direktøren for Viborg HK forudser, at Viborg kan ende med at få en ringere behandling, fordi TV2-journalisterne vil bevise, at de er uafhængige.
Samtidig varsler konkurrenten fra DR paradoksalt nok en strammere linje over for Viborg.
"Det er da et problem for os at vise billeder fra kampe med hold, der er sponsoreret af TV2 Sporten," siger Peter Nørrelund.
"Hvis to kampe rent journalistisk er lige interessante, så vil vi vælge Viborg fra," siger redaktionschefen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.