Morten Lund går til bekendelse

Nyhedsavisens tidligere ejer Morten Lund siger nu undskyld med store bogstaver og lover at forsøge at betale sin gæld til de to tidligere direktører. Svenn Dam aner ikke, om det betyder, at han faktisk får pengene.

Nyhedsavisens tidligere ejer Morten Lund siger nu undskyld med store bogstaver og lover at forsøge at betale sin gæld til de to tidligere direktører. Svenn Dam aner ikke, om det betyder, at han faktisk får pengene.

I et blogindlæg erkender Morten Lund nu for første gang, at han har forsøgt at løbe fra sin kontrakt med Nyhedsavisens adm. direktør, Morten Nissen Nielsen, og bestyrelsesformand Svenn Dam. Ifølge kontrakten skulle de to modtage et års løn, hvis de blev sagt op, hvilket skete, da avisen lukkede i oktober 2008.

»Jeg begik en af mit livs værste fejltagelser (forvirret, bange og fuld af selvmedlidenhed) – Jeg fortalte Morten og Svenn, at kontrakten ikke var underskrevet, og at jeg ikke ville leve op til den,« skriver Morten Lund i sit blogindlæg.

Kontrakten er dog gyldig, og de to direktører har angiveligt omkring 10 millioner kroner til gode hos Morten Lund. Mandag mødtes parterne i retten til et forberedende retsmøde forud for den retssag, som Morten Nissen Nielsen og Svenn Dam har anlagt for at få deres tilgodehavende. Oplevelsen i retten har fået Morten Lund til at ville betale pengene tilbage.

»Kære Morten og Svenn – Jeg har opført mig på en egoistisk, krævende og dum måde og jeg holdt ikke mit ord. Jeg er ked af det – Det vil jeg selvfølgelig gøre (når det er muligt),« skriver Morten Lund i indlægget, der som hans andre indlæg er skrevet på engelsk med rig brug af udråbstegn og store bogstaver:

»But I need to confess (I was insecure + afraid + a self-centered dickhead towards 2 of my own soldiers) – but I can only see that now,« skriver han blandt andet på lundxy.com.

Dermed lægger Morten Lund op til at bilægge striden med de to direktører, der opstod i kølvandet på avisens lukning og kulminerede med bortvisningen af Svenn Dam.

Svenn Dam forholder sig afventende.

»Vi forventer, at Morten Lund lever op til sine aftaler. Ligesom jeg altid har forventet det, selv om jeg ikke altid er blevet betrygget i det,« siger Svenn Dam.

Betyder undskyldningen, at du regner med at få dine penge?

»Jeg aner ikke, om det betyder, at jeg får dem. Ud over det har jeg simpelthen ingen kommentarer,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Morten Lund. Også Morten Nissen Nielsen forholder sig afventende til løftet om at få sit tilgodehavende.

»Jeg er glad for Morten Lunds nye holdning. En aftale er en aftale. Og så tror jeg ikke, at jeg vil sige så meget mere,« siger Morten Nissen Nielsen.

1 Kommentar

Jan Eskildsen
10. JANUAR 2009
Re: Morten Lund går til bekendelse

Mon ikke de to skulle holde mind og lade deres advokater om at tale. Forhåbentlig er de ikke så naive som de lyder og tror at de får penge uden retssag og krav om konkurs.