Nyhedsavisens nye storinvestor, Morten Lund, taler for første gang ud om fyringerne på Nyhedsavisen. Til Journalisten.dk siger han blandt andet: »Jeg er helt knust over, at jeg skal af med nogen«.
Han er næsten grædefærdig. I hvert fald tydeligt tynget af at skulle eksekvere en omfattende fyringsrunde på Nyhedsavisen. Og så tilmed blot to uger efter at han købte 51 pct. af aktierne i selskabet.
Og egentlig havde han besluttet sig for slet ikke at udtale sig. Ikke et ord. Men Nyhedsavisens nye hovedinvestor, Skype-millionæren Morten Lund, åbner alligevel for de overvejelser, han gør sig i dag, hvor 50 af de i alt godt 200 medarbejdere på Nyhedsavisen fyres.
»Jeg er helt knust over, at jeg skal af med nogen. Jeg har ikke prøvet det så mange gange før. Og slet ikke i den her skala. Fuck … Det er da det værste,« siger han til Journalisten.dk.
Han er tydeligvis ikke glad for situationen og skynder sig at tilføje:
»Det kan ikke undgås, at vi nu får en på skallen. Vi må bare tage den. Men jeg kan slet ikke holde det ud.«
Ifølge Morten Lund er dagens fyringsrunde og de øvrige besparelser fuldstændig i overstemmelse med det, der blev aftalt, da han i starten af januar valgte at investere i avisen.
»Det er det, der var planen. Der er ikke noget anderledes end for tre uger siden.«
Han understreger samtidig, at han altså har investeret et meget stort beløb:
»Jeg satser rigtig mange af mine sparepenge … Det er naturligvis ikke sådan, at jeg kan gå bankerot. Men det, der er vigtigt for mig, er, at det lykkes,« siger Morten Lund og tilføjer, at han er vokset op i et hjem, hvor holdningen var, at man ikke smed om sig med pengene.
»Jeg er opdraget til at spise op,« som han udtrykker det.
Og om Nyhedsavisens fremtid siger han:
»Vi er nødt til at være benhårde og effektive alle sammen og få det til at løbe rundt. Og få indtægter til at stemme med udgifterne. Og det gør man altså ved at se på udgifterne. Der skal kigges på alt. Men det er jo ikke sådan , at vi går ud og siger: Ihh, hvor har vi lyst til at fyre mange mennesker. Jeg kan så samtidig se, at vi ikke er de eneste, der fyrer. Yahoo har måttet fyre 1.000 i nat. Og det endda i et væsktmarked. Så markedet er benhårdt nu.«
Betyder det, at der er fyret tilstrækkeligt nu – eller vil der komme en ny runde på Nyhedsavisen?
»Jeg har ikke lyst til at gøre det her igen. Jeg bryder mig virkelig ikke om det. Fuck … – det kan jeg altså ikke lide.«
Men sikker kan man vel aldrig være?
»Man kan ikke være bombesikker. Sådan er verden ikke. Omvendt vil vi have de bedste folk til at arbejde på Nyhedsavisen. Og det er snart Danmarks største avis, og det ændrer i sig selv en kategori af forretninger. Og det synes jeg er spændende.«
Da Morten Lund for to uger siden investerede i Nyhedsavisen, skete det sammen med Nyhedsavisens ledelse – Morten Nissen Nielsen, Svenn Dam og Davids Trads – samt manden bag Dating.dk og Arto.dk, Freeway-ejeren Morten Wagner.
Islændingene har dog fortsat 49 pct. af aktierne i Nyhedsavisen.
Spørgsmålet er dog stadig, om Nyhedsavisen kommer til at give overskud og hvornår? Hertil siger Morten Lund:
»Det har vi en benhård plan om. Og der har jeg en helt klar fornemmelse af, at det vil ske. Deromkring november mener jeg, man skal kunne nå det. Det er derfor, vi starter nu med besparelserne.«
Morten Lund lægger ikke skjul på, at han er dybt irriteret over alle skeptikerne, som konstant nedskyder Nyhedsavisen som projekt:
»Man skal jo huske på, at nu er vi blevet drillet og generet med, at det koster så og så meget at udgive avisen. Men jeg er gået ind i det, fordi jeg tror, det kan lade sig gøre.«
Hvad har fået dig til at tro på projektet?
»Det er det, at det er en kategori-killer. Dét at man kan ændre en hel eksisterende forretningsmodel. Det synes jeg grundlæggende er spændende. Og så har jeg set det ske rundt om i verden,« siger han og tilføjer:
»Det er klart, det har kostet mange penge nu – men der er to sider af den sag. Det er også dyrt for konkurrenterne. Og andre aviser har kæmpet i mere end 250 år. Vi er nu altså blandt Danmarks to største aviser efter blot halvandet år – og inden længe den største.«
Selv om den øvrige ledelse på Nyhedsavisen og Morten Wagner fra Freeway også har skudt penge i Nyhedsavisen, så er det Morten Lund, der er kongen. Over for Journalisten.dk afslører han, at det er ham, som har hovedkontrollen:
»Det er mig, der kontrollerer den her investering fuldstændigt. Freeway-drengene har også skudt penge i. Ligesom ledelsen har skudt penge i. Men jeg havde ikke gjort det, hvis jeg ikke troede på det.«
Jyllands-Posten spekulerede i, at investeringen begrænsede sig til en krone?
»Det passer ikke. Men jeg vil ikke fortælle hvor meget.«
Morten Lund benytter til gengæld interviewet med Journalisten.dk til at lange ud efter den danske journalistbranche og en række unavngivne journalisters syn på islændinge.
»Det er lidt sjovt, at man i Danmark må skrive, hvad man vil om islændinge … Altså, der har været alverdens beskyldninger omkring dem, hvor man bare må tage sig til hovedet. Der er åbenbart ikke noget journalistisk filter der. Men islændingene, som stadig ejer 49 pct. af selskabet bag Nyhedsavisen, er altså langt den mest velhavende gruppe mennesker, der eksisterer i Norden,« siger Morten Lund.
Har islændingene så i seneste runde, hvor du er gået med, skudt ekstra penge i Nyhedsavisen?
»Det vil jeg ikke svare på. Altså ledelsen har sammen med mig lagt penge i den her virksomhed – og der er ikke nogen, der ved mere om at drive aviser end Svenn Dam. Han er bare stinkhamrende dygtig. Han kan skære det til, så vi kommer til at tjene penge.«
Morten Lund ønsker som sagt ikke at oplyse, hvor stor en andel han selv har skudt i Nyhedsavisen, men han nikker til oplysningerne om, at udgiften til at producere avisen var mellem en og halvanden mio. kr. per udgivelsesdag.
Hvis ikke I når det lovede »break even« til november, hvad så?
»Det gør vi.«
Læs også: 50 ud af 200 medarbejdere på Nyhedsavisen skal fyres.
8