Nyhedsavisens hovedinvestor, Morten Lund, vil ikke kommentere dagens artikel i Jyllands-Posten, som detaljeret beskriver Morten Lunds bestræbelser på at skaffe penge til Nyhedsavisen. Afvisningen kommer efter seneste nummer af Journalisten, hvor han følte sig hængt ud.
I en større baggrundsartikel i dagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten bliver der afsløret detaljer om, hvad Morten Lund havde af planer undervejs i forløbet, fra han trådte ind som hovedaktionær for Nyhedsavisen, til han lukkede avisen.
Jyllands-Posten skriver blandt andet, at en af Morten Lunds første planer, da han blev storaktionær, var at fyre Nyhedsavisens arbejdende bestyrelsesformand, Svenn Dam, og muligvis også den administrerende direktør, Morten Nissen Nielsen.
Morten Lund oplyser, at han ikke selv har læst artiklen og vil hverken be- eller afkræfte, om han har været kilde til artiklen:
»Det vil jeg slet ikke kommentere,« siger Morten Lund i forbindelse med, at han selv kontaktede Journalisten tirsdag formiddag for at sige, at han ikke ville lade sig interviewe til det kommende nummer af fagbladet Journalisten.
Morten Lund havde ellers så sent som i sidste uge lovet et interview med fagbladet Journalisten, men har siden ikke været til at træffe for at lave en nærmere aftale.
Og nu gør Morten Lund det klart, at han følte sig hængt ud på forsiden af Journalistens seneste nummer, hvor rubrikken lød: »Tomme løfter: Morten Lund forsikrede, at Nyhedsavisens fremtid var sikret, men pengene kom aldrig.«
»Plejer man som journalist ikke at undersøge tingene først,« lyder det retoriske spørgsmål fra Morten Lund, der sammenligner Journalisten med Ekstra Bladet.
Fagbladet Journalisten ville i øvrigt gerne have Morten Lund til blandt andet at forklare, hvorfor det var den danske entreprenør bosat på Mallorca, Morten Søndergaard, der skulle skrive under på et udkast til en aftale om at lukke Nyhedsavisen, hvor Mecom skulle have betalt 139 millioner kroner til Morten Søndergaard Pedersens selskab og ikke til Nyhedsavisen.
Ligesom fagbladet ønskede svar på en lang række andre spørgsmål, men Morten Lund ønsker altså ikke længere at svare.
Læs også artiklen: Hvor er millionerne, Morten?
samt Lisbeth Knudsens svar på dagens artikel i Jyllands-Posten: »Det er løse rygter«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.