search

Morsø Kommune holder møde om blacklistet journalist

Journalisten.dk beskrev i fredags, hvordan en journalist fra Morsø Folkeblad var blevet blacklistet af Morsø Kommune. I morgen skal sagen diskuteres til et møde i økonomiudvalget i kommunen. »Vi håber, at de lokale politikere kan lægge pres på den kommunale ledelse,« siger redaktionschef på Morsø Folkeblad Jens Peter Svarrer

Morsø Folkeblad beskrev i sidste uge, hvordan en af deres journalister var blevet blacklistet af kommunen. Journalisten.dk fulgte op på sagen i fredags, og nu skal sagen diskuteres i kommunen i morgen på et møde i økonomiudvalget under punktet 'Morsø Kommunes kommunikationspolitik'.
I Morsø Kommune støtter flere lokale politikere op om Morsø Folkeblad, beretter Jens Peter Svarrer, der er ansvarshavende redaktionschef på avisen.

»Meiner Nørgaard fra Dansk Folkeparti, der også er med i økonomiudvalget, ringede til os i sidste uge og sagde, at han syntes, at det var for dårligt, at politikerne ikke var blevet hørt. Han mente også, at kommunen skød sig selv i foden i den her sag. I lørdags udtalte Hans Ejnar Bertelsen fra Venstre også til vores avis, at han undrede sig over forløbet. Vi håber, at de lokale politikere kan være med til at lægge pres på den kommunale ledelse,« siger Jens Peter Svarrer.
På mødet i morgen skal direktionen i kommunen overbevise økonomiudvalget om, at man har handlet korrekt i sagen om den blacklistede journalist. Selv om den blacklistede journalist kun må tale med tre personer i kommunen fremover, skriver direktionen følgende i beskrivelsen af punktet om den blacklistede journalist: "I den aktuelle sag vedr. en journalist på Morsø Folkeblads adgang til at indhente administrative oplysninger om Morsø Kommune, er der derfor ikke tale om, at denne journalist betjenes på ulige vilkår i forhold til alle andre journalister. Vedkommende journalist vil blive betjent lige så hurtigt og lige så professionelt som alle andre journalister, og af en medarbejder i Morsø Kommune med ledelseskompetence, hvilket også allerede er praktiseret."
Jens Peter Svarrer fra Morsø Folkeblad siger, at kommunen i sidste uge inviterede avisen til et møde hos kommunen.

»Men det svarede vi blankt nej til. Vi går ikke til noget, når der er sat skærpede spilleregler op for en af vores journalister. Det er ligesom at gå til en middag med hænderne bundet på ryggen. Vi accepterer, når nogen laver en pressestrategi, men det er et afgørende princip, at der er den samme adgang til information for alle journalister,« siger han.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen