Mord på journalister får EU til at lave ny lov

Især EU-landene Polen og Ungarn er blevet kritiseret for forsøg på at indskrænke pressefriheden

EU vil næste år præsentere en mediefrihedslov, der har til hensigt at beskytte den frie presse i Europa.

Det siger kommisionsformand Ursula von der Leyen i sin ’’State of the Union’-tale, som er et pejlemærke for EU’s prioriteringer i den kommende tid.

”Journalister bliver overfaldet udelukkende for at udføre deres arbejde. Nogle bliver truet og tævet, andre myrdet på tragisk vis midt i Den Europæiske Union,” siger Ursula von der Leyen, der i talen nævnte journalisterne Daphné Caruana Galizia, Jan Kuciak og Peter de Vries som eksempler på tre journalister, der er blevet dræbt for at bedrive journalistik.

I talen lægger Ursula von der Leyen også op til at standse de aktører, der forsøger at knægte mediefriheden:

”Mediehuse er ikke som alle andre virksomheder. Deres uafhængighed er alfa og omega. Derfor er der i Europa brug for en lov, der garanterer denne uafhængighed,” lød det om loven, der præsenteres endeligt i 2022.

Positiv reaktion fra Danmark

I brancheorganisationen Danske Medier vækker det begejstring hos administrerende direktør Mads Brandstrup, at EU kommer på banen med konkret lovgivning.

”2021 har ikke været et godt år for pressefriheden i en stribe lande inden for EU-familien, hvor der sker ting, som vi aldrig havde kunnet forudse for bare fem år siden. Derfor er det vigtigt, at der fra allerhøjeste politiske niveau tages hånd om det her,” siger Mads Brandstrup.

Også Dansk Journalistforbunds formand ser positivt på udmeldingerne fra EU-Kommissionen.

”Der er sket det de seneste år, at overgreb på journalister er rykket tættere på. Vi har desværre set nogle uhyggelige tilfælde inden for EU’s grænser, hvor journalister er blevet overfaldet, dræbt og intimideret,” siger formand Tine Johansen.

Håber på konsekvenser

Især EU-landene Polen og Ungarn har de seneste år været genstand for kritik for angreb på pressefriheden. I Polen har det blandt andet været kritiseret, at regeringen vil begrænse udenlandske aktørers muligheder for at eje medier i landet. Kritikerne mener, at det er et direkte angreb på den amerikanskejede tv-station TVN, som er kritisk over for den siddende regering.

Den kommende EU-lovs bogstaver er endnu ikke nedfældet på papir, men fra Danske Medier håber man, at der både vil være konkrete og indirekte konsekvenser for de EU-lande, der ikke overholder spillereglerne.

”Money talks i EU, og det vil sige, at hvis nogle af de lande, som får allerflest penge fra EU’s kasser, mærker, at kassen lukker i, fordi de ikke har styr på helt basale demokratiske forhold, så håber og tror jeg, det vil have en effekt,” siger Mads Brandstrup.

0 Kommentarer