Da den amerikanske journalist James Foley for nylig blev dræbt af Islamisk Stat, blev han den 32. journalist, der er blevet dræbt i 2014. I alt er 619 journalister blevet dræbt i løbet af de seneste 10 år, viser en opgørelse, som Committe to Protect Journalists har lavet.

Drabet på James Foley har skabt en stor debat i vestlige mediekredse om, hvordan man kan beskytte freelancejournalister bedre i brændpunkter som Irak, Syrien og Somalia. Men faktisk er det et fåtal af de dræbte journalister, der er udsendt fra et vestligt medie. Hele 90 procent af de dræbte journalister er nemlig lokale journalister.

Ifølge Committe to Protect Journalists er der for lidt opmærksomhed på de lokale journalisters sikkerhed.

»Ja, er det korte svar. Naturligvis dækker vestlige medier, når internationale journalister kommer i problemer, men vores tal viser, at det oftest er de lokale, der bliver dræbt, overfaldet og chikaneret. Siden vi begyndte systematisk at dokumentere drab på journalister i 1992, har 87 procent været lokale journalister,« siger Magnus Ag, vicedirektør i politisk strategi i Committe to Protect Journalists.

Hvorfor er det et problem, at vi hører så lidt om dem?
»For det første er der tale om menneskerettighedsovertrædelser, usanset om de er lokale eller internationale. For det andet betyder det noget for det internationale økosystem af nyheder. Man kommer til at mangle nyheder og historier, hvis en journalist bliver dræbt. Det har en effekt på lokalsamfundet, fordi andre bliver afskrækket af at skrive om historien, men det er også et internationalt problem, fordi de lokale journalister, fixere, stringere og chauffører er uundværlige for internationale journalister, så internationale medier og dermed også danske mediebrugere bliver også frarøvet viden, når lokale journalister bliver dræbt.«

Dækning fører nemmere til domme
Hvad kan man gøre ved det, når man sidder for eksempel på medier i Danmark?
»Det, der ligger lige til højrebenet, er at skabe opmærksomhed. Det ændrer magtbalancen, når et lokalt journalistmord bliver en international historie. Mange drab, for eksempel i Filippinerne,  er deciderede mord, og hvis en sag får opmærksomhed, er der større chance for, at der kommer domsfældelse. Det skaber pres på den lokale regering.«

»Mange har den opfattelse, at journalister primært bliver dræbt i krigshandlinger, men  CPJ's tal viser, at to tredjedele af de dræbte journalister siden 1992 er blevet myrdet. 90 procent af de mord er aldrig blevet opklaret. Internationalt kan vi lægge pres for at få morderne og bagmændene retsforfulgt og få en bedre procedure for, hvordan drabene efterforskes. Vi ser en klar sammenhæng mellem, at der fortsat sker flere mord på journalister i de lande, hvor morderne aldrig bliver fundet og dømt. Den onde cirkel kan international opmærksomhed vaere med til at bryde.«

»Man bør dække det i højere grad. Det er en tragisk, men god historie. Og når man dækker historien om for eksempel et drab på en vestlig journalist i Syrien, så tilføj den kontekst: Det er en stor sag, men ni ud af ti dræbte journalister, globalt set, er lokale. Det gør historierne mere indsigtsfulde.«

Blicher: Beskyttelse skal være i orden
Også Mogens Blicher Bjerregård, som ud over at være formand for DJ er formand for det europæiske journalistforbund EFJ, mener, at der mangler opmærksomhed på lokale dræbte journalister.

»Der er igennem mange år blevet arbejdet for, at de store medier, der bruger journalister ude i verden, forstår, at de har et ansvar for, at de lokale er lige så godt beskyttet som deres egne. Deres safety training og øvrige beskyttelse omkring det at være journalist skal være i orden. Det er mindst lige så vigtige og mange gange vigtigere for de lokale, for når de skriver kritisk om den ene part, kan de opfattes som tilhængere af den anden part. Og de er synlige hele tiden, de kan ikke rejse hjem efter 14 dage, men skal tilbage i marken igen. Derfor kræves en særlig ekstra indsats omkring dem. Og vi har alle sammen et ansvar for at tage hånd om det,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

Vi kan ikke løbe fra ansvaret
»Mange historier i store medier bliver kun til noget, fordi de lokale opdriver historierne, derfor har de en stor forpligtelse, specielt på freelancemarkedet. Der findes virksomheder, der lever af at sælge stof videre, og de har et enormt ansvar over for journalisterne, uagtet at de er selvstændige og freelancere.«

Hvad kan man gøre på europæisk plan?
»De medier, der aftager stoffet og videresælger det, må sikre sig, at de journalister, der laver det, er beskyttet, at man tager sig af deres sikkerhed. Masser af stof købes og sælges videre, men slutkøberen har også et ansvar, uanset om man køber direkte eller gennem andre. Vi kan ikke løbe fra det ansvar, og det er vigtigt, at det bliver italesat.«

Mere fokus fra danske medier
Europæiske regeringer og menneskerettighedsorganisationer er nødt til at lægge pres på lokale myndigheder, for at der »seriøst finder retsforfølgelse sted«, når der sker drab og overfald på lokale journalister, mener Mogens Blicher Bjerregård. Men danske medier kan også gøre noget.

»Det første, du kan gøre, er at have opmærksomhed på det og stille krav. Der findes ikke nogen endegyldig formel. Hvis der gjorde det, var det hele jo så nemt.«

Hvad kan man gøre konkret? Kan du forestille dig en form for mærkat, der viser, at indholdet er produceret af en journalist, der har arbejdet under sikre forhold?
»Det ved jeg ikke. I første omgang skal vi have et større fokus på det.«

Og det gælder også danske medier?
»Selvfølgelig, det gælder alle! Jeg sidder ikke og peger på de danske medier og siger, at de ikke gør det godt nok, jeg siger blot, at også hos os i Danmark skal vi øge vores fokus på de lokale journalister.«