search

Moral men ikke argumentation i DJ-debat

Diskussionerne på delegeretmødet føres med lidenskab. De er personlige. Og mest af alt: Der argumenteres ikke, men fremsættes moralske betragtninger

Som venligtsindet iagttager har det været fortvivlende at følge nyhedsstrømmen fra Journalistforbundets delegeretmøde, eller mere korrekt: Manglen på nyheder fra et møde, der synes mest at ville blive husket for alt det, der ikke blev besluttet, samt for et par ganske ophedede diskussioner om emner, der ligger lidt i udkanten af, hvad man kan kalde fagpolitik.

Jeg skal ikke ind i diskussionerne for at mene det ene eller andet. Til gengæld har jeg stor lyst til at komme med et par betragtninger om, hvordan man kunne føre sådan nogle diskussioner.

Lad os springe ud i det: Det er især debatten om eftervederlag til formænd og næstformænd, samt foreningen ”Journalisterne i DJ’s” selvantændelse over et valgkampsbidrag til formanden, som fandt sted på generalforsamlingen efter delegeretmødet.

Stor lidenskab – ingen argumenter

De to diskussioner har nemlig nogle fællestræk. De kan også findes i mange andre diskussioner, men intet sted så tydeligt som her:

Diskussionerne føres med lidenskab. De er personlige. Og mest af alt: Der argumenteres ikke, men fremsættes moralske betragtninger.

Der er ikke noget galt i moralske betragtninger. De fleste af os begyndte vel vores fagpolitiske engagement med, at vi følte, at et eller andet var uretfærdigt. Fagligt arbejde bygger på moral.

Moral er bare ikke nemt at diskutere. Moral er aksiomatisk: Hvis jeg synes, at x er umoralsk, så får du svært ved at overbevise mig om, at x er god moral. Så en rent moralbaseret diskussion vil aldrig føre til enighed. Man kan højst slutte våbenhvile i en begyndende borgerkrig.

Eftervederlag – anerkendelse eller pamperi?

Tag nu eftervederlagsdiskussionen. Tilhængerne af en længere periode med eftervederlag til afgående formænd forklarer, at vi skal anerkende formændenes store arbejde for fællesskabet, og at de har svært ved at få job bagefter.

Altså en moralsk betragtning: Vi kan ikke være andet bekendt. Vi skal anerkende indsatsen. Det ligger lige for, at man er et slet menneske, hvis man er uenig.

Modstanderne af længere eftervederlag argumenterer i virkeligheden på samme måde: Det er pamperi. Formændene får i forvejen en høj løn. Det er for langt fra almindelige medlemmers vilkår.

Den aksiomatiske moralpåstand er her, at der ikke må være for stor afstand mellem almindelige medlemmers og formandens vilkår. Også her er det ganske nærliggende at slutte, at man er amoralsk, hvis man er uenig.

Den slags diskussioner fører ingen vegne.

Anekdoten om Lenin og Trotskij

Lad mig sidespringe til en anekdote om de to gamle forbrydere Lenin og Trotskij. Det er det tidlige forår 1918, og Trotskij skal til byen Brest-Litovsk for at forhandle en separatfred med Tyskland og Østrig-Ungarn.

Men han er lidt i tvivl, for hvad skal han tage på? Han er jo repræsentant for sovjetmagten, så skal han møde op i arbejdstøj? Eller måske i militær uniform; han er også chef for Den Røde Hær. Men på den anden side optræder han jo her som diplomat, så måske burde han få en skrædder i byen til hurtigt at sy en jaket til? Trotskij vælger at spørge Lenin.

En irriteret sovjetleder svarer telegrafisk: ”Mød i underbukser STOP hvis det gavner revolutionen”.

Jeg vil måske foreslå mine gamle kampfæller den samme leninske pragmatisme.

Hvad sker der, hvis?

Man kunne for eksempel spørge: Hvad sker der, hvis vi forlænger eftervederlaget? Vil det tiltrække formandskandidater, som mest er motiveret af udsigten til en dag at kunne fede den et år på DJ’s regning?

Jeg tror det ikke, men man må overveje det. Omvendt, i den anden ende: Vil et længere eftervederlag gøre det mindre fristende for en siddende formand at genopstille, selv om han egentlig er kørt træt? Eller gøre det nemmere for formanden at gå, hvis DJ bevæger sig ned ad en vej, han selv synes er afgørende forkert?

Eller, og nu bliver vi meget kyniske: Ville det blive lidt nemmere for et delegeretmøde at afsætte en formand, man er træt af, når man ved, at man ikke derved sender ham lige på hovedet i den sociale massegrav?

Jamen, jeg tager ikke stilling. Jeg spørger kun.

Historien om de 2.000 kroner

Så er der historien om ”Journalisterne i DJ”, der beslutter at dække op til 2.000 kr. af formandens udgifter til HB-valget. Det udløser ballade: En stor medarbejderforening går og smækker med døren, og andre mener, at formanden burde gå af, også fra hovedbestyrelsen, på grund af sit ”pamperi”.

Igen mødes her helt uforenelige moralske betragtninger: Tilhængerne af støtten siger, at det ikke bør koste penge at deltage i fagligt arbejde, og at formanden arbejder hårdt.

Modstanderne siger to forskellige ting. Nogle synes, at hvis man betaler for én kandidat, så skal man også betale for andre. Mens andre mener, at foreningen slet ikke skal betale for personlig valgkamp. Altså: ”Formanden har ret til disse penge”, eventuelt ”formanden har ret til disse penge, for han arbejder hårdt”, versus ”formanden har slet ikke ret til disse penge”, eller ”hvis formanden får, skal andre også have”.

Det er rene retfærdighedsbetragtninger, dette her. Dem skal man ikke gøre nar ad, men man kan ikke diskutere dem.

Hvad gavner os?

Man skal i stedet hoppe i et par bekvemme underbukser og overveje: Hvad gavner os? Er det godt for foreningen at få sin formand i HB? Er det godt at få andre end formanden i HB, når ellers de vil arbejde for foreningens sag? Versus: Hvis vi betaler for den slags, vil folk så kun gå ind i fagligt arbejde for pengenes skyld?

Eller måske: Hvis vi ikke betaler for den slags, skader vi så de kandidater, der ikke har en stor betalingsvillig medarbejderforening bag sig?

DJ bliver i disse år mere og mere broget i sin sammensætning. Og dermed også i medlemmernes holdning til, hvad der er rigtigt og retfærdigt. Allerede i dag ser vi, at man i én specialgruppe betaler sine bestyrelsesmedlemmer løn bare for at møde op, og i en anden forening er det altså utilgiveligt pamperi at få dækket en udgift.

Der er kun én udvej: Find ud af, hvad der gavner revolutionen, og skriv det så ned i nogle regler, der gælder for alle, og som man så at sige kan udlevere ved indgangen til nye medlemmer og grupper.

I øvrigt har jeg til gode at blive overbevist om, at reklamekuglepenne og bolsjer flytter en eneste stemme på et delegeretmøde. Men det er en anden sag.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen