Moores verden

Han har gjort dokumentarfilmen populær. Og han har tjent masser af penge hjem. Men det er ikke det eneste tykke fingeraftryk, som Michael Moore har fået sat på journalistikken.

Han har gjort dokumentarfilmen populær. Og han har tjent masser af penge hjem. Men det er ikke det eneste tykke fingeraftryk, som Michael Moore har fået sat på journalistikken.

FORNYELSE. Engang var det kun art-house biografer, som vovede at vise dokumentarfilm. Så kom »Bowling for Columbine« på plakaten i de store cineplexes, og resten er, som de siger, historie. Eller det blev det, da Moores »Fahrenheit 9/11« omsatte for over 200 millioner dollars.

Selv dokumentarfilm kan blive til big business i dag, og hvis man vil se, hvilken indflydelse Moore har haft på genren, skal man skæve til Nordamerika og til de utallige dokumentarfilm-festivaler, som enhver større by med respekt for sig selv har sat op i de senere år.

»En god del af de yngre filminstruktører, som er debuteret, efter at Michael Moore er blevet et brand, bruger det førstepersons-perspektiv, som er hans varemærke,« fortæller Debbie Melnyk.

»Man kan frygte, at de også overtager hans professionelle etik. Jeg har efterhånden set for mange dokumentarfilm, hvor instruktøren iscenesætter virkeligheden, så den passer til hans film og ikke omvendt.«

Men Moores indflydelse er ikke nødvendigvis udelukkende af det onde.

Henrik Wilhelm Jørgensen er uddannelsesleder for grundudannelserne på Danmarks Journalisthøjskole, og selvom han stiller sig kritisk over for Moores journalistik, hilser han fornyelsen velkommen.

»Journalistisk set kan der være langt imellem hans dokumentation. Det er en balanceakt for Moore. Men han har gjort noget unikt i forhold til dokumentargenren, han har formået at forny den. Det er mange år siden, der sidst har været fyldte biografer til en dokumentarfilm.«

Den konfronterende form, hvor journalisten spiller en udfarende rolle, har Michael Moore været en pioner for. Og den er der andre journalister, som har taget ved lære af, mener Henrik Wilhelm Jørgensen.

»Han er med til at påvirke en generation af journalister. Journalister som er on-camera, og aktiv deltagelse er noget, som vi kommer til at se mere til. Også i dansk tv.« /

Michael Moore under anklage

Det siger kritikerne:

Moore klippede bevidst et afgørende interview fra i »Roger And Me«. Interviewet er senere blevet bragt i Premiere Magazine.

Det siger Moore:

Det er løgn.

Det siger kritikerne:

I »Bowling for Columbine« får Moore det til at se ud, som om han får et gevær i en bank med det samme for at have åbnet en konto. Der blev gjort en undtagelse.

I virkeligheden fik normale kunder deres gevær fra et separat lager flere dage efter.

Det siger Moore:

»Når du ser mig gå ind i en bank og komme ud med et gevær, er det præcist det, der fandt sted.«

Det siger kritikerne:

I »Fahrenheit 9/11« klager en soldat, som har fået amputeret armene, over sine smerter. I virkeligheden kom klippet med soldaten fra et nyhedsindslag om smertestillende midler. Han var ikke klar over sin medvirken.

Det siger Moore:

Ingen kommentarer. /

0 Kommentarer