Ejeren af Berlingske Media, britiske Mecom Group, tvinges nu til at bede aktionærene om at spytte i kassen. Frasalget af en række medieselskaber i både Tyskland og Norge var angiveligt ikke nok til at berolige bankerne.
Gældsproblemerne for det pan-europæiske medieselskab er nu så store, at Mecom Group må gå nye veje for at få långivernes accept til at fortsætte butikken.
Siden nytår har Mecom, der blandt andet ejer Berlingske Media, ellers forsøgt at komme bankerne i møde ved at sælge rask ud af koncernens bedste besiddelser.
Først røg hele Tyskland, siden store dele af Norge, og for nylig var det også på tale at skille sig af med medieselskaberne i Polen. Det sidste projekt er dog foreløbig kuldsejlet.
Men indtægterne fra de hidtidige frasalg er ikke nok til at berolige långiverne. Koncernen har angiveligt brug for 6-700 mio. kr. for at indfri bankernes betingelser. Derfor har Mecom i dag meddelt børsen i London, at man nu også overvejer en aktieemission.
Problemet for Mecom er, at hele strategien for koncernen er kuldsejlet. Den oprindelige fremgangsmåde med at indtage land efter land i Europa for lånte penge blev uholdbar som følge af finanskrisen og samtidige strukturelle problemer i dagbladsbranchen. Så dyr, at Mecom ikke har været i stand til at leve op til lånebetingelserne og indtil flere gange har fået udsættelse til at indgå nye låneaftaler.
Nu på mandag den 31. marts er således sat som ny frist til at få styr på finanserne. Sker det ikke, så mangler Mecom reelt godt 4,8 milliarder kroner.
Den ekstraordinære generalforsamling i Mecom i dag vedtog i øvrigt med 100 procents tilslutning, at salgene af virksomheden i Tyskland og på Nordvestlandet i Norge gennemføres. Dermed frigav Mecom omkring 1,6 milliarder kroner til gældsbetaling, hvilket altså angiveligt ikke er tilstrækkeligt til at tilfredsstille bankerne.
Læs også: Skæbneuge for Berlingske-ejer.
samt artiklerne: Mecom considering equity raising – Mecom considers asking shareholders for more cash og David Montgomery's Mecom considers cash call
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.