Danmark er dårlig til at uddanne journalister med anden etnisk baggrund. Det er respektløst over for samfundet og journalistikken, mener de i Norge, hvor 30 minoritetsnordmænd hvert år udklækkes som journalister.

REKRUTTERING. Kadafi Zaman gennemgår omhyggeligt sine seneste afsløringer, mens han viser rundt på TV2 Norges nyhedsredaktion i Oslo. Taler i raskt tempo og gestikulerer med sine hænder, der holder om en smartphone og en kop grøn te med sødetabletter.

Det er få måneder siden, at den profilerede norsk-pakistanske journalist sammen med en kollega afslørede massiv økonomisk svindel i en stor pakistansk forening i Norge.

»Jeg må være ærlig og sige, at det ikke havde kunnet lade sig gøre, hvis ikke jeg havde haft sproget med mig,« fortæller Kadafi Zaman, der for fire år siden blev hentet til tv-stationens gravergruppe fra Norges største avis, VG.

Kadafi Zaman er det, sociologerne ville kalde en mønsterbryder. I dag er han nydeligt klædt i sort jakkesæt, og undervejs på rundvisningen hilser han på flere kolleger med ikke-vestlig baggrund.
»Ja, her på det seneste er der jo kommet flere af sådan nogle som mig,« siger han.
Med 'sådan nogle som mig' mener han journalister med en anden etnisk baggrund end norsk – en gruppe, der i de seneste år er vokset markant i den norske mediebranche.

Udviklingen i Norge skyldes blandt andet, at den største af landets seks journalistuddannelser, Høgskolen i Oslo, i 2006 indførte en minoritetskvote, mens den statsejede mediekoncern NRK to år senere lancerede deres eget rekrutteringsprogram, hvor en håndfuld nordmænd med minoritetsbaggrund hvert halve år hives ind fra gaden og oplæres i journalistik.

Initiativerne er en stor del af forklaringen på, at de to institutioner tilsammen sluser godt 30 andengenerationsindvandrere ud på det journalistiske arbejdsmarked hvert eneste år – hvilket ifølge højskolens studieleder, Anne Fogh, er mere end dobbelt så mange som for fem år siden. Dertil kommer en systematiseret oplysningskampagne, hvor journalister med flerkulturel baggrund holder oplæg på skoler med en stor andel af tosprogede elever for at sælge journalistfaget i minoritetsmiljøer.

I Danmark har vi derimod mere end almindeligt svært ved at tiltrække og uddanne unge med minoritetsbaggrund til journalistfaget, og rekrutteringen til arbejdsmarkedet bliver derefter, forklarer studieleder ved Journalisthøjskolen i Århus, Solveig Schmidt. Skolen må ikke lave optællinger efter etnicitet, men en tur ned ad gangene taler sit tydelige sprog, erkender hun:
»Jeg kan jo se, at det ikke er særlig mange. Det afspejler langtfra den andel i befolkningen, som har anden etnisk baggrund.«

Solveig Schmidt peger på to årsager til, at nydanskerne bliver væk; de er ikke dygtige nok rent sprogligt, og oftest har nydanskerne selv en formodning om, at de ikke kan stå distancen.
Det vender vi tilbage til.

Få timer før rundvisningen på TV2 Norge tager formanden for Norsk Journalistlag, Elin Floberghagen, imod på sit kontor i det centrale Oslo. Journalisten har bedt hende sætte ord på succesen med at rekruttere nynorske journalister – en udvikling, hun sidestiller med situationen i 70'erne, hvor mange medier ansatte kvindelige journalister for første gang.

»Vi mener, at journaliststanden så præcist som muligt bør afspejle befolkningen. Og når 25 procent af Oslos befolkning har anden etnisk baggrund end norsk, så ville vi svigte både læserne, samfundet og ikke mindst journalistikken, hvis ikke vi gjorde en indsats for at få nynordmændene ind i journalistikken,« siger Elin Floberghagen, mens hun finder kurver, grafer og rapporter frem fra skuffen for at understrege sit budskab.

En af rapporterne – en undersøgelse foretaget af det norske journalistforbund i 2009 – viser, at norske journalister har et meget begrænset kildenetværk i og kendskab til minoritetsmiljøerne i Norge. Derfor forfalder de ifølge rapporten ofte til at bruge "talsmænd" – fremtrædende personer, der bliver pålagt at svare på vegne af en hel gruppe.
»Dermed bliver nyhedsproduktionen hamrende ensformig og kedelig.«

Forsøget på at få journaliststanden til at afspejle befolkningssammensætningen var også motivationen for at indføre
kvotering på Høgskolen i Oslo. I mange minoritetsmiljøer går de unge målrettet efter jura- og medicinstudierne, mens journalistfaget ikke har særlig høj prestige, forklarer Nazneen Khan-Østrem, der er lektor på skolen og selv har indiske, kenyanske og britiske rødder. Derfor var man nødt til at gøre noget:

»Medierne i den vestlige verden har flyttet fokus over de sidste 10 år. Det multikulturelle fylder meget mere, og det er vi som skole nødt til at forholde os aktivt til. Til det behøver vi en spraglet journaliststand,« siger hun og understreger, at hun

i starten var skeptisk over for en kvoteringsmodel.
»Men resultaterne er indtil videre lovende. De fleste kommer godt ud på arbejdsmarkedet.«

»Journaliststanden bør afspejle befolkningen så præcist som muligt,«
mener formanden for Norsk Journalistlag, Elin Floberghagen. – foto: Terje Bendiksby / Scanpix

Det velansete norske dagblad Aftenposten holder til i de højere luftlag. Denne morgen styrer nyhedschef Peter Markovski slagets gang under et redaktionsmøde i et af avisens mødelokaler beliggende en håndfuld etager oppe i en af Oslos højeste skyskrabere. Morgendagens journalistiske satsninger – indvandrere på sociale ydelser, nye WikiLeaks-dokumenter og brugerbetalte langrendsløjper – endevendes kontant og systematisk.

Peter Markovskis forældre kom til Norge fra Makedonien i 70'erne, og hans egen baggrund har gjort ham opmærksom på fordelene ved journalister, der skiller sig ud, forklarer han efter redaktionsmødet.
»Jeg ved fra mig selv, at nynorske journalister har en anderledes erfaring. En ting er, at de kan tale arabisk eller kinesisk, men det er endnu vigtigere for mig, at de har en helt anden indfaldsvinkel. En evne til hele tiden at sige 'jamen, på den anden side',« siger Markovski.

Ifølge nyhedschefen er behovet for minoritetsjournalister større end nogensinde:
»Det er vitalt, fordi vi aldrig før har prioriteret stofområder med relation til minoriteter så højt, som vi gør nu.«

Spørger man eksperter og fagfolk herhjemme, står udviklingen i Norge i skærende kontrast til den danske. Og netop fraværet af nydanske journalister har den konsekvens, at kildevalget bringes i ubalance, vurderer lektor i kommunikation
på RUC Rikke Andreassen. Hun stod i 2007 bag en undersøgelse, der for første gang kortlagde de danske nyhedsmediers dækning af minoritetsstoffet fra 70'erne og frem til i dag. På trods af en klar kvantitativ stigning i antallet af nyheder om minoriteter op gennem årene viser undersøgelsen, at medierne har stort besvær med at få minoriteter i tale.

»Det er helt åbenlyst, at der er behov for en langt bredere og mere nuanceret tilgang til dækningen af minoritetsstoffet,« siger hun og peger på, at journalistiske stereotyper som den undertrykte muslimske kvinde, den arbejdsløse mand og det uintegrerede barn kører i ring i det danske medielandskab.

Med andre ord har medierne det, ifølge Rikke Andreassen, med minoriteter, som de har det med prostituerede: De er nogle, vi taler om, men ikke med.

Billedet er det samme i dag, forklarer hun. Næsten alle minoritetskilder er ældre mænd, der udtaler sig om integration eller kriminalitet. Det skyldes ifølge forskeren, at journalisterne ikke er dygtige nok til at trænge ind i miljøerne.
»Det er svært at forstå, hvorfor Naser Khader, Manu Sareen eller Abdul Wahid Petersen skal udtale sig om tørklæder, når man i stedet kunne spørge pigerne selv. Hvis kilde- og ekspertkorpset skal ændres, vil det selvsagt også være givtigt med et langt mere mangfoldigt journalistkorps,« siger Rikke Andreassen.

På dagbladet Politiken understreger chefredaktør Anne Mette Svane, at »der er et indlysende behov« for journalister med anden etnisk baggrund, fordi »journalistik handler om at beskrive virkeligheden«. Det er ifølge chefredaktøren en selvstændig pointe, at nydanske journalister ikke nødvendigvis skal beskæftige sig med minoritetsstof, men uanset hvordan man vender og drejer udviklingen, står selve demokratiet på spil, mener hun:

»Konsekvensen er jo, at vi får mindre demokratiske medier. Der vil simpelthen mangle nogle talerør, ligesom der vil være en del af virkeligheden, hvor medierne ikke vil være til stede. Det vil være et enormt problem.«

På Politiken har mere end 170 journalister deres daglige gang. Af dem har blot to journalister ikke-vestlig baggrund, mens endnu én er ansat fra september.

Synes du, det er en optimal fordeling?
»Det er selvfølgelig bare overhovedet ikke godt nok. Men jeg vil også sige, at rekrutteringsgrundlaget slet heller ikke er stort nok,« siger Anne Mette Svane, der samtidig opfordrer uddannelsesstederne til at øge indsatsen for at tiltrække nydanskere og målrette budskabet om, at der er brug for langt flere nydanskere i journalistikken.

Det budskab var i 2003 omdrejningspunktet for et særligt forløb på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvor 16 elever med anden etnisk baggrund blev optaget på den etårige diplomuddannelse. Skolen fik imidlertid ikke bevilget penge til at fortsætte projektet, og siden har skolen ikke søsat større initiativer målrettet minoritetsdanskere. Solveig Schmidt er positivt indstillet over for kvotering, men afviser, at modellen ville kunne indføres i praksis.

»Vi kan jo se fra udlandet, at kvoter virker som redskab. Men her i Danmark føler folk hurtigt, at ikke-kvalificerede så bliver båret igennem på bekostning af kvalificerede,« siger hun.

Men I skal vel ikke lade jer diktere af, hvad folk tænker?
»Nej, men de mennesker, vi så tager ind på kvoter, skal jo ud på arbejdsmarkedet og fungere. Så er det bedre at lave nogle afklaringskurser, så folk kan komme og blive testet og se, om journalistuddannelsen er noget for dem.«

Hvorfor gør I så ikke det?
»Den slags kræver penge, og vi har ikke kunnet rejse pengene endnu.«

Så rekrutteringen af nydanskere er et spørgsmål om penge?
»Det er i høj grad et spørgsmål om penge. Men med tiden er jeg overbevist om, at nydanskerne nok skal komme. Vi venter på tredje generation, som vil have en helt anden tilgang til journalistikken.«

∞ SÅDAN GØR DE I NORGE
Landets journalistforbund, uddannelser og medier har i samarbejde eller hver for sig etableret en række initiativer for at rekruttere nynordmænd med flerkulturelle og flersproglige egenskaber:

Fra 2006 har Høgskolen i Oslo hvert semester reserveret fem pladser til elever med ikke-norsk baggrund. Skolens faglige leder, Anne Fogt, skønner desuden, at omkring fem nynordmænd hvert semester kommer ind på ordinære studiepladser.
Mediekoncernen NRK lancerede i 2008 rekrutteringsskolen 'NRK Flere', hvor fem nordmænd med minoritetsbaggrund og kun perifer journalistisk erfaring hvert halve år hentes direkte ind fra gaden. Eleverne gennemgår et 10 måneder langt intensivkursus i journalistik og nyhedsproduktion, hvorefter de ansættes på en to måneders-kontrakt med gode muligheder for forlængelse.

Desuden har journalistforbundet i samarbejde med Oslos redaktørforening og uddannelsesstederne etableret kampagnen "Avis i skolen", hvor minoritetstunge skoler i Norge jævnligt får besøg af journalister med flerkulturel baggrund, der gennem oplæg og workshops skaber opmærksomhed om journalistfaget og behovet for nynorske journalister.

Nazia Hussain, leder af projektet, siger til Journalisten:
»De lokale medier er langt bedre til at forstå diversiteten i lokalsamfundet og til at beskrive minoriteter objektivt. De landsdækkende medier beskriver muslimer i stereotype vendinger – fremhæver religion i kriminalsager med muslimer, men ikke med andre grupper. Fokuserer på problemer frem for positive ting ved integration.«

∞ MINORITETER I MEDIERNE
En analyse fra Ugebrevet A4 viste i 2005, at kilder med anden etnisk baggrund end dansk meget sjældent optræder i danske medier.

I 8.885 artikler og indslag fra 12 store nyhedsmedier skete det blot 67 gange – svarende til langt under en procent og en underrepræsentation på 1.200 procent i forhold til befolkningssammensætningen.

57 ud af de 67 gange udtalte kilderne sig om integration og kriminalitet.

I "neutrale" case-historier fravalgte journalisterne ofte indvandrere og efterkommere, fordi det "trækker energi ud" af historien, "skaber forvirring" og mindsker identifikationen.

∞ DANSK UNDERSØGELSE
Landsdækkende danske medier har stor betydning for dannelsen af den offentlige mening om minoriteter. I løbet af de seneste to årtier er holdningen blevet mere negativ over for muslimer.
De lokale medier opleves som mere retfærdige over for etniske minoriteter, men samtidig mindre indflydelsesrige, når det handler om at forme borgernes holdninger.

Kilde: Rapporten "Muslims in Copenhagen" fra marts 2011 med interview og fokusgruppediskussioner med muslimske beboere, lokale embedsmænd, muslimske ledere, akademikere, journalister og aktivister på Nørrebro. Udarbejdet af Open Society Foundation.