Monitormedier lancerer onsdag to nye medier, Socialmonitor og Seniormonitor.
”Vi er glade og stolte over, at vi nu kan åbne medier, der dækker så vigtige felter som socialområdet og senior/ældreområdet,” siger Monitormediers chefredaktør, Anders Jerking, i en pressemeddelelse.
De to medier beskæftiger sig begge med velfærdsdanmark. Hvor Socialmonitor fokuserer på forholdene for børn og voksne i udsatte positioner samt mennesker med handicap, skriver Seniormonitor om rammer og vilkår for ældre og seniorer.
Monitormedier ejes af Politiken, der udgiver nu ni nichemedier. Udviklingen er sket over seks år. Ifølge Stig Ørskov, adm. direktør i JP/Politiken Media Group, har Monitormedier mere end 30 medarbejdere.
Begge nye redaktioner består af tre journalister. Som redaktør på Seniormonitor har monitormedierne ansat Iver Houmark Andersen, der tidligere har arbejdet på NB-Medier, A4 Medier og Information, mens Sofie Bak Thorup, redaktør for Socialmonitor, er hentet fra Sundhedsmonitor.