Mens de amerikanske journalister på befolkningens vegne insisterer på at kende hele sandheden, siger amerikanerne, at de ikke ønsker at høre den. Den amerikanske presse er forundret over, at den intensive dækning af sagen og dens mange slibrigheder stort set ikke påvirker menings-dannelsen. Gabet mellem pressen og amerikanerne er stort.

»Vi tilbyder alle slags historier. Men det hele har kun været Monica-Monica-Monica.«
Mike McCurry, præsident Clintons talsmand, lod frustrationen flyde ud over Det Hvide Hus' pressekorps. Det var onsdag i forrige uge. Dag 253 i Lewinsky-dramaet.
McCurry forsøgte at lægge et mildt pres på medierne, for at Bill Clinton for en gangs skyld kunne komme igennem med et budskab, der – om ikke andet – kunne distancere præsidenten en smule fra cigarer og oralsex.
Historien måtte interesse-re amerikanerne, docerede McCurry. For første gang i 29 år er der overskud på det amerikanske statsbudget. Man skal helt tilbage til Richard Nixons dage og den første månelanding i 1969 for at finde det sidste overskud. Dengang en Coca-Cola kostede en krone.
»I kan selv vurdere, om det er en nyhed. Men jeg tror, at gennemsnits-amerikaneren synes, at det er rimelig interessant,« forsikrede Mike McCurry.
Et par timer senere trådte Bill Clinton frem og kommenterede nyheden i en af den slags koreograferede optrædender, hans præsidentperiode er proppet med, hvor alt er planlagt til tv, og ingen spørgsmål kan stilles.
Det interessante er ikke, at de tre landsdækkende tv-kanaler naturligvis gav historien topprioritet i lighed med de største aviser. Det interessante er, at Mike McCurry følte, det var nødvendigt, at han lagde hele sin vægtfylde ind i et pres på medierne trods historiens åbenbare nyhedsværdi.
Dag 253 gav altså Bill Clinton et pusterum i den mediestorm, der har rejst sig, efter han har indrømmet forholdet til Monica Lewinsky og erkendt, at han har vildledt nationen.
Dem har der ikke været mange af i løbet af de otte måneder, der er gået, siden historien brød ud i januar og satte Det Hvide Hus under en slags permanent mediebelejring. Pressen – især dem, der dækker præsidenten dagligt – har for længst gjort regnebrættet op: Bill Clinton må gå af i skam. Som Richard Nixon i 1974.

Watergate-agtig stemning
»Den største overraskelse i hele denne historie er den stadige kløft mellem eliten – som næsten enstemmigt foragter Clinton – og befolkningen, der har stået bag ham indtil nu,« mener Newsweeks kommentator Jonathan Alter.
Bill Clinton købte sig noget ekstra tid i januar, hvor skandalen var ved at vælte ham. Med løftet pegefinger forsikrede han amerikanerne om, at han ikke havde haft et seksuelt forhold til »den kvinde« Monica Lewinsky. Samtidig sat-te han gang i en storstilet tildæknings- og forhalingsaktion i Det Hvide Hus, der skulle forhindre sandheden i at slippe ud.
Dengang vidste Det Hvide Hus' pressekorps, at sandheden ville komme frem – før eller siden. Clinton ville ikke kunne blive ved med at dukke sig og gemme sig bag advokater og talsmænd. Lektien fra Watergate var, at cover-up-operationer aldrig lykkes i USA. Det var alene et spørgsmål, om der ville gå hul på bylden med løgn og bedrag, mens Clinton stadig var præsident. Ikke én troede på hans benægtelser.
Derfor har Washington gennem otte måneder været præget af en Watergate-agtig stemning, hvor pressen har sat næsen op efter Clintons skalp. De fire landsdækkende kabeltv-kanaler – CNN, MSNBC, CNBC og Fox Newschannel – kører på i 24 timer med dommedags-trommer, der normalt signalerer et krigsudbrud. MSNBC tæller dage, som var der tale om et gidseldrama. Nye seere behøver ikke bruge lang tid på at danne sig deres egen mening: »Krise i Det Hvide Hus«, hedder skærmgrafikken. MSNBC er en af de tv-stationer, der næsten har fordoblet sit seertal ved at satse på væg-til-væg dækningen af dramaet.
»Vi elsker »Det Hvide Hus i krise« så meget, at det hele på NBC station nu går under navnet »Det Hvide Hus i krise,« siger vicepræsidenten Erik Sorensen. Men der er andre årsager end de rent kommercielle til, at journalisterne har bidt sig fast.
»Vi er psykologisk inddraget i denne historie, fordi journalister rent følelsesmæssigt ikke bryder sig om løgnere. Vi opfatter os selv som nogle, der fortæller sandheden,« siger Tom Rosenstiel, direktør for »Project for Excellence in Journalism«.
Lewinsky-sagen har fuldstændig brudt det traditionelle mediebillede. Længe var aviser som New York Times, Washington Post og Los Angeles Times – de toneangivende dagblade – anset for at være en demokratisk præsident venligt stemt. De gik forrest i afdækningen af den syge tilstand i Det Hvide Hus under republikaneren Nixon og fortsatte den skruppelløse kulegravning af Ronald Reagan og George Bush.

Gabet til amerikanerne
Nu er venstrefløjen i USA chokeret over, at pressen giver Bill Clinton samme behandling uanfægtet af, at det er en demokrat, der sidder på præsidentposten. Demokraterne er desuden overraskede over, at medierne har indtaget et standpunkt, hvor de ligger tættere på den kulturelle opfattelse blandt republikanere og det religiøse højre.
De opfatter det som om, at medierne kritikløst følger undersøgelsesdommeren Kenneth Starrs puritanske felttog mod en ideologisk modstander og kritiserer pressen for ikke at kunne se den side af historien.
Gabet til amerikanerne er stort. Amerikanerne er generelt ikke hoppet med på pressens forargelse. Intet kan tilsyneladende chokere dem. Sagen indikerer, at de blot er blevet bekræftet i noget, de allerede vidste i forvejen: Clinton er en skørtejæger med et tvivlsomt forhold til kendsgerninger. Alle politikere lyver og laver ægteskabelige sidespring. Og pressen er i sin sensationshunger i øvrigt ikke til at stole på.
Situationen er en smule bizar. Mens journalisterne på befolkningens vegne insisterer på at kende hele sandheden, siger amerikanerne, at de ikke ønsker at høre den. Pressen er mildt forundret over, at den intensive dækning af sagen og dens mange slibrig-
heder stort set ikke påvirker meningsdannelsen. Eksperter forstår ikke, hvordan folk på den ene side kan give Clinton lave karakterer for ærlighed og troværdighed – og samtidig fortsat ønske ham som præsident.

Magtkamp mellem Clinton og pressen
Reportere i Det Hvide Hus erkender, at magtkampen mellem Clinton og pressen har været med til at drive dækningen frem. De blev voldsomt hængt ud i januar som bødler, der blot var interesseret i at trække den anklagede til skafottet uden rettergang og få sagen overstået. De kendte mønsteret fra Clintons tidligere skandaler og behøvede ikke flere oplysninger for at kunne fælde dommen.
Nu, hvor beviserne vælter frem, er det pressen, der kollektivt løfter pegefingeren triumferende i et, »hvad sagde vi«. Selv respekterede politiske kommentatorer forsikrede i januar, at Bill Clinton ikke ville overleve måneden ud. De gør nu alt for at sikre, at deres forudsigelse går i opfyldelse – dog med otte måneders forsinkelse.
»Pressen har investeret sin troværdighed i denne historie. Og der er forretningsmæssige grunde til at beskæftige sig med den,« siger Ken Auletta, mediekritiker på magasinet The New Yorker.
Nogle Hvide Hus-reportere påpeger, at de har ædle motiver til at holde fast. De vil ikke uden videre acceptere amerikanernes holdning om, at det hele kan være ligegyldigt, fordi alle præsidenter og politikere alligevel lyver og skejer ud. De sætter politikerne højere – og forventer derfor mere af dem.
Konflikten mellem befolkningen, der har fået nok og medierne, der ikke kan få nok, interesserer især samfundsforskere og dem, der studerer salgstal. Der findes få klare eksempler på, at pressen så massivt mener et – og læserne noget andet. Set fra Det Hvide Hus var det et alvorligt tilbageslag at USA Today – USAs næststørste avis – var blandt de første, der krævede Clintons afgang. Avisen er en af de få, som Clinton selv læser regelmæssigt, fordi den købes af gennemsnits-amerikaneren på tankstationer og moteller. Præsidenten betragter storby-aviserne som elitære og Washington-fikserede – ude af takt med, hvad der rører sig i folket.
Bill Kristol, redaktør af det konservative magasin Weekly Standard og kommentator på ABC, erkender blankt sin skuffelse over, at Bill Clinton har overlevet:
»Der er tidspunkter, hvor befolkningen tager fejl eller i det mindste ikke er nået frem til den rigtige mening endnu,« siger han. Mediernes tur gennem kritikernes hakkemaskine i januar skyldes især, at alle grænser tilsyneladende blev overtrådt i et intenst ræs om at komme først med de seneste sexdetaljer fra Det Ovale Værelse. Mange historier var baseret på femtehåndskilder.

Svage kilder
Pew Research Trust har undersøgt, hvilke kilder de førende nyhedsmedier brugte i de første seks dage, hvor Lewinsky-sagen kørte. Undersøgelsen viser, at 41 procent af det, der blev trykt eller sendt, ikke var reelle oplysninger men »analyser, meninger og spekulation«. 33 procent var baseret på anonyme kilder eller citater fra andre medier. Kun en procent af det totalte nyhedsudbud var tilvejebragt ved hjælp af den normale standard i journalistik: Med to navngivne kilder. Ikke desto mindre kan pressen i dag konstatere, at stort set alt, hvad der blev trykket af i de dramatiske januardage, har vist sig at være korrekt.
Selv supergossip-journalisten Matt Drudge i Los Angeles, der driver en velbesøgt web-side på Internet, »The Drudge Report«, kan tillade sig at ranke ryggen. Han var den første, der rapporterede om præsidenten og praktikanten på baggrund af, at Newsweek havde udskudt afsløringen. Senere fulgte en række scoops, som de anerkendte nyhedsmedier først bragte nogle dage senere. En af Drudges solohistorier gik blandt andet på den sædplettede blå kjole, der var det fældende bevis mod Clinton. I mange måneder blev historien opfattet som en af dem, der nok aldrig skulle have været rapporteret – ikke mindst fordi FBI-agenter forgæves ledte efter kjolen under ransagningen af Monica Lewinskys lejlighed. Den dukkede først op i slutningen af juli, da Lewinsky havde sikret sig immunitet. Et lettelsens suk bredte sig på redaktørgangene.
Medierne havde frygtet, at Kenneth Starrs rapport ville dementere mange af de historier, hvor der i sagens natur kun var få kilder. Det ville være dræbende for troværdigheden i et år, hvor Associated Press i øvrigt har erklæret Bob Hope for død, og CNN og Time Magazine har trukket en højt profileret rapport, om at amerikanerne brugte nervegas mod desertører under Vietnamkrigen, tilbage.

Nettets gennembrud
Monica Lewinsky-skandalen har for længst sikret sig en plads i historiebøgerne. I medieverdenen vil den især blive husket for Internettets store gennembrud, der en gang for altid skruede nyhedstempoet voldsomt i vejret. Nettet spillede den afgørende rolle, da Kenneth Starrs rapport blev offentliggjort og videoen med Bill Clintons vidneudsagn blev frigivet. Det var første gang i verdenshistorien, at hr. og fru Petersen i Grenaa kunne få oplysningerne om en sag, der truede med at vælte USAs præsident på samme tid som præsidenten selv.
Det blev også den første store begivenhed, hvor amerikanerne drejede sig væk fra tv-apparaterne og kiggede på computeren. Kabeltv-stationerne meldte om flere læsere/seere på deres web-side, den dag Clintons vidneudsagn blev offentliggjort, end seere på tv – ikke mindst fordi amerikanerne kunne følge dramaet i det skjulte foran deres computer på arbejdspladsen. Nettet gav mulighed for, at man kunne downloade præcis de passager, der var interessante og dermed springe timevis af tomgang over.
Tv-stationerne konkurrerer således ikke længere kun mod hinanden, men også mod de utallige web-sider, der tilbyder de samme billeder i en rimelig kvalitet. Og Lewinsky-sagen har for alvor overbevist den trykte presse om, at nyhederne ikke kan vente til næste dags avis uden at blive forældede. Aviserne har som aldrig før taget deres Internet-versioner i brug for at være konkurrencedygtige og udvisket begrebet »deadline«.
Nyhedsræset kan ikke undgå at påvirke kvaliteten af det, der kommer ud. Der er mindre tid til at tjekke kilderne, og det har de allerede lært at benytte sig af. I Lewinsky-sagen har begge sider udnyttet mediernes travlhed til at plante falske oplysninger, der styrede opmærksomheden et andet sted hen. Selv kvalitetsaviserne vil blive påvirket, påpeger Watergate-journalisten Carl Bernstein.
»I dag er New York Times, Washington Post og Wall Street Journal måske de bedste aviser, der har eksisteret i journalistikkens historie. Men de påvirker ikke længere dybden og seriøsiteten i medie-kulturen. De fleste får i dag nyhederne fra tv. Der var engang, hvor tv blot fulgte de trykte medier – især New York Times. Nu halser de trykte medier efter tv og nogle gange selv efter Internettet,« siger Carl Bernstein.

Michael Ulveman er Jyllands-Postens korrespondent i Washington og medlem af pressekorpset i Det Hvide Hus.