
Foto: Privatfoto
Min yndlingsaversion i medierne er…
Min ynglingaversion i medierne er, at vi bevæger os langt væk fra det jeg “lærte”, da jeg startede på TV2 Nord i 1988. Dengang var missionen at producere ét godt, gennemarbejdet indslag til nyhedsudsendelse kl. 19.30 og kl. 22.
I dag er det helt anderledes. Allerede inden vi har bakket vores ENG-bil ud af garagen på Tv2 Nord, bliver vi mindet om, at vi også skal huske at skrive en web-historie, tage billeder til de sociale medier – helst også på højkant, så de passer til Instagram og TikTok – og måske gå live på SoMe, når vi kommer frem.
Nu handler det mere om kvantitet end om kvalitet, og tingene går så hurtigt, at der sikkert er dukket et nyt medie op, vi skal forholde os til, inden jeg har nået at tænke den her tanke færdig.
Det irriterer mig så meget, fordi…
… vi må gå på kompromis med den historie, vi skal fortælle, fordi vi bliver for pressede. Ikke kun fra en nyhedsredaktør, men også en deskredaktør, en onlineredaktør og en webredaktør, som hver især sidder hjemme på redaktionen og skal have nyhederne ud inden den næste tikker ind, og inden konkurrenterne gør det.
Slutproduktet har ændret form og er dermed også faldet i kvalitet. Det vigtigste er, at alt ser godt ud på de sociale medier, hvor alle skal være glade hele tiden.
Det kan være svært at være tilfreds med den udvikling, når man har været med så længe og samtidigt sætter pris på de skæve, jordnære historier.
Det man kunne gøre for at ændre det er…
Jeg har ikke svaret på, hvordan man bremser de tendenser, vi ser i mediekulturen. Journalistikken har ændret sig meget på de 35 år, jeg har været i branchen. Da jeg startede som tv-journalist i slut-firserne, var der tre mand afsted på én nyhedsopgave.
Journalistens sommerstafet
Mogens Jørgensen har modtaget dagens stafet fra journalist og forfatter Rushy Rashid Højbjerg. Hun har peget på Mogens Jørgensen med begrundelsen:
“Hans stil er eminent, når det gælder om at lukke folk op og få dem til at fortælle om det, der optager dem. For mig er han kongen af lokaljournalistik.”
I dag løber jeg tit rundt alene og laver tv med min iPhone eller iPad, hvor jeg både optager, redigerer og speaker hele indslag fra forsædet af min bil, fordi det skal gå hurtigt.
Det betyder ikke længere så meget, at det ikke står lige så skarpt, som hvis det blev lavet på et rigtigt tv-kamera.
Hvad giver dig håb for mediebranchen
Det, der giver mig håb for mediebranchen, er, at der trods alt stadig er mange dygtige, kritiske og opklarende journalister, både i de trykte medier og de moderne formater. Men udviklingen i forhold til nyhedsdækningen på tv kan godt bekymre mig.
Jeg vil altid foretrække den langsomme, gennemborende journalistik, som forhåbentlig kommer til at gøre comeback på et tidspunkt som et modsvar til den sensationssøgende clickbait-kultur, der hærger mediebilledet i dag.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Vi bør have en fagkritisk debat om multimedialiteten.. Den er givetvis uundgåelig.. Men den har kostet i kvalitet, fordi det er platformene der i stigende grad er med til at bestemme indholdet.
Som McLuhan forudså, inden internettet virkeligt var en realitet.
Hhhhttps://en.m.wikipedia.org/wiki/The_medium_is_the_message