Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
10:58 28.10.2021 Anna Sol Jørgensen

Mogens Jensens tidligere rådgiver har stadig mink-sms’er

Søren Andersen, der var særlig rådgiver for tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S), har stadig sms-samtalen med Statsministeriets stabschef Martin Justesen på sin gamle telefon.

Det oplyser han gennem sin bisidder ved dagens møde i Minkkommissionen, der undersøger regeringens ulovlige ordre om at slå samtlige minkhold i Danmark ned. Det skriver Ritzau.

Sms’erne mellem de to har været genstand for heftig debat, siden B.T. forleden kunne afsløre, at sms’erne er blevet automatisk slettet fra Martin Justesens telefon. Det fandt B.T. ud af efter 10 måneders tovtrækkeri med Statsministeriet, der afviste anmodningen om aktindsigt sidste år og siden hverken ville be- eller afkræfte, at samtalen på sms havde fundet sted.

Siden er det kommet frem, at både statsminister Mette Frederiksen (S), stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og departementsråd Pelle Pape havde indstillet deres telefoner til at slette sms’er.

Mette Frederiksen siger ifølge TV 2 News, at hun blev rådgivet til at slette sms’er af sikkerhedshensyn.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder