En ræv, der stikker snuden helt op i kameralinsen. Et kid og en ræveunge, der sætter sig på og lægger sig ved siden af fotografen. Lemurer og en leopardunge, der har sat sig på mennesket med kameraet.

Det er nogle af de motiver på billederne i en Twitter-tråd med dyr, der forstyrrer naturfotografer. En tråd, der på tre dage er blevet delt omkring 240.000 gange, og som nærmer sig 800.000 likes. Blandt dem er danske mediefolk, som også lystigt har delt billederne.

Animals interrupting wildlife photographers. A thread:

1. ???? Dan Dinu pic.twitter.com/FYfohHAucq

— Joaquim Campa (@JoaquimCampa) January 17, 2021

For hvem trænger ikke til noget at smile lidt af og drømme os til en idyllisk karriere i det fri, mens britiske og sydafrikanske coronavarianter holder samfundet lukket, og vi ikke ser vores kolleger?

Det er en karriere, som Mogens Trolle allerede har. Han er zoolog og dyrefotograf, og sidste år vandt han prisen for årets bedste dyreportræt ved årets Wildlife Photographer of the Year med et portrætbillede af en næseabe på den indonesiske ø Borneo.

For nok kan billederne af dyrene få os til at trække på smilebåndene, men:

”Det er ikke normalt, forstået på den måde, at hvis du gik ud i den vilde natur, så ville vilde dyr ikke komme gående op til dig og sætte sig på dit hoved,” siger Mogens Trolle.

De seneste seks år har Mogens Trolle fokuseret på at fotografere primater – altså aber og menneskeaber – i Afrika og Asien. Han tilbringer en til to uger ad gangen med en flok aber for at kunne tage portrætter af dem, og en stor del af hans research handler om at finde frem til flokke, der allerede er vant til at have mennesker i nærheden, så han kan komme tæt nok på til at tage portrætter.

En af aberne nøjedes ikke med at spejle sig, men skulle også se nærmere på udstyret. Mogens Trolle

Da han var ude for at fotografere topmakakker i Sulawesi, skete det dagligt, at dyrene kom helt tæt på fotografen og hans udstyr.

”Lige præcis de sorte topmakakker er af en eller anden grund meget venskabelige og nysgerrige, og de er vant til, at der er fotografer med dem,” siger Mogens Trolle.

”Og så elsker de deres eget spejlbillede. De spejler sig ved hver lejlighed, de får, og de har opdaget, at med de her store objektiver, som de professionelle fotografer har med, kan man sidde og spejle sig i objektivets glas,” tilføjer han.

Mogens Trolle havde flere gange de sorte topmakakker tæt på, fordi de ville spejle sig. Mogens Trolle

Men man kan altså ikke bare bevæge sig ud i junglen, i bjergene eller på en savanne og tro, at dyrene kommer så tæt på.

”Vilde dyr, der ikke er vant til kontakt med mennesker, ville aldrig gøre det der. Det er altid dyr, som er vant til mennesker, eller som er blevet fodret af dem, og som er vant til at have mennesker helt tæt på. Fuldstændigt som du har ænder i parken, du kan gå helt tæt på, fordi de også bliver fodret,” siger Mogens Trolle.

Han advarer samtidig fotografer såvel som turister om at tro, at det er godt for nogen at være så tæt på dyr, der lever i naturen, fordi det på flere måder er forbundet med ricisi.

”Det mest oplagte er, og det burde vi alle have lært nu af Covid-19, er, at når man er tæt på dyr, så er der risiko for, at de smitter os, og vi smitter dem med sygdomme,” siger Mogens Trolle.

Det er ikke kun kameralinser, men også sidespejle, aberne spejler sig i. Mogens Trolle

Menneskekontakt kan blive livsfarligt for dyrene

Kontakten med mennesker kan også vise sig at blive livsfarligt for dyrene – og ikke kun på grund af sygdomme.

Da Mogens Trolle i sine helt unge dage begyndte at arbejde med dyr, arbejdede han som guide i Brasilien, hvor han boede i to år. Her boede han sammen med sine kolleger i en camp med hængekøjer helt op ad en flod, hvor naboerne var flodens caymaner, der er vilde sydamerikanske alligatorer. Caymanerne lå på flodbredden, og Mogens Trolle og hans kolleger begyndte at fodre dem med piratfisk. Til sidst kunne de sætte sig på hug og få caymanerne til at komme hen og blive fodret.

”Det syntes jeg jo var helt fantastisk, og det er lige præcis den romantiske idé om kontakt med de vilde og måske endda farlige dyr, som mange af os har,” siger han.

Mindre romantisk var det, da Mogens Trolle og hans kolleger en dag kom tilbage til campen, hvor en af caymanerne lå med bugen i vejret, fordi nogen var gået lige hen til den, hakket den i hovedet med en økse og skåret dens hale af.

”Det kunne kun ske, fordi vi havde vænnet den til, at den ikke skulle være bange for mennesker. Så dyr har sådan en naturlig respekt for mennesker, og hvis de mister den og kommer tæt på mennesker, kan det tit gå galt,” siger Mogens Trolle.

Vi spejler os i dyrene

Tiden med caymanerne i Brasilien er for længst blevet fortid, og nu er det altså primært portrætter af aber, der optager den danske fotograf.

”Når du kommer helt tæt på og kan se et dyrs ansigt og kigge det i øjnene og se alle ansigtsudtrykkene, så møder du et individ. Du møder en personlighed med følelser, med humør og så videre. Det er for mig den ultimative måde at komme tæt på og se de her dyrs sjæl, om du vil.”

Det er portrætter som dette af en sort topmakak i Sulawesi, Mogens Trolle rejser afsted for. Mogens Trolle

”Det særligt interessante ved primater er, at de har mange flere ansigtsudtryk end alle andre dyr. Aberne er enormt intelligente, og så har de rigtig mange ansigtsudtryk. Meget af deres udtryk er meget genkendeligt, fordi de har det samme antal ansigtsmuskler som os mennesker.”

Ligesom makakaberne elsker at spejle sig, gør mennesker det også – også når vi ser dyr. Det er ifølge Mogens Trolle en af årsagerne til, at det er svært for mennesker ikke at trække på smilebåndene, når vi ser billeder af dyr, der for eksempel snupper en fotografs udstyr.

”Jeg tror, det er, fordi vi er så enormt egocentrerede. Vi elsker ting, hvor det ligner os selv, hvor vi kan genkende os selv. Det, der er så sjovt ved aber, er, at de er så menneskelige.”