
Mogens Blicher Bjerregård, formand for det europæiske journalistforbund. Sara Galbiati
Danske Mogens Blicher Bjerregård fortsætter som formand for det europæiske journalistforbund (EFJ). Det blev afgjort her til formiddag på EFJ’s kongres i Tallinn, Estland.
Mogens Blicher Bjerregård blev ellers udfordret af italienske Anna del Freo. Men kampvalget endte med 92 stemmer på den danske præsident mod 59 på modkandidaten.
”Jeg er glad. På mine egne vegne, og fordi der er klar opbakning til det arbejde, vi i EFJ har gjort med at påvirke beslutningerne i Europa,” siger Mogens Blicher Bjerregård til Journalisten.
Mærkesager: Freelance og pressefrihed
Mogens Blicher Bjerregård har været formand for EFJ siden 2013. Før da var han formand for Dansk Journalistforbund i en årrække.
Hvad er den vigtigste opgave for dig i den næste periode?
”Vi står muligvis foran et nyt direktiv om freelance i EU, som rummer et kæmpestort arbejde. Og så er det supervigtigt at fortsætte kampen for pressefrihed i Europa. Det er de to vigtigste opgaver i den næste periode.”
Mogens Blicher Bjerregård tilføjer, at der også ligger et stort arbejde med ophavsret forude. EU vedtog – i sidste øjeblik – sit omdiskuterede direktiv om ophavsret. Direktivet endte med at se ud, så Mogens Blicher Bjerregård var tilfreds. Forude ligger dog slaget om, hvordan hvert enkelt EU-land implementerer direktivet.
Ikke splittet forbund
Den genvalgte formand peger også på, at EFJ skal hjælpe medlemsforbundene med at organisere sig bedre.
Netop at være godt organiseret har også betydning for den magt, som de enkelte lande havde ved valget af Mogens Blicher Bjerregård. Stemmetallet afhænger nemlig af antallet af organiserede medlemmer i hvert land. Forbundene kan have mellem 2 og 10 stemmer hver. Dansk Journalistforbund havde otte stemmer og er dermed en af de mest magtfulde delegationer i EFJ.
Selv om 59 stemmer endte på udfordreren Anna del Freo, mener Mogens Blicher Bjerregård ikke, at det er et splittet EFJ, der i går og i dag mødes i Tallinn – og som han skal lede videre.
”Vi havde en fantastisk dag i går, jeg har sjældent oplevet så godt et møde, hvor mange ting blev vedtaget i enighed. Det er klart, at når der er kampvalg, så er nogen uenige om retningen. Men jeg synes ikke, valget har splittet os mere, end man må forvente, når folk er delte i holdninger. Jeg vil gøre mit for at samle.”
Mogens Blicher Bjerregård er valgt for en periode på tre år.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.