DJ skal forsvare pressefriheden, men betaler en 'spindoktors' retssag mod Christoffer Guldbrandsen. Det er et »åbenlyst paradoks«, mener instruktøren. »Vi gør os ikke til dommere,« svarer formand Mogens Blicher Bjerregård.
Kan kommunikationsrådgiveren og den kritiske journalist være med i det samme forbund? Den debat blusser nu op igen i kølvandet på sagen mellem filminstruktør Christoffer Guldbrandsen og daværende kommunikationschef i Forsvarsministeriet Jacob Winther.
Guldbrandsen kritiserer i en kommentar på Journalisten.dk i går sit forbund, og navnlig forbundsformand Mogens Blicher Bjerregård for at forsøge at støtte begge sider samtidig.
»Sagen illustrerer et åbenlyst paradoks. Et journalistforbund, der økonomisk bidrager til en forsvarsminister og hans spindoktors forsøg på at skjule magtmisbrug og lovovertrædelser,« skriver Christoffer Guldbrandsen blandt andet i sin kommentar.
Journalisten.dk har afkrævet Mogens Blicher Bjerregård svar på kritikken.
Guldbrandsen mener, at DJ står i et paradoks i denne sag. Hvad mener du om det argument?
»Det, vi gør, er at støtte vore medlemmer, når de kommer i klemme. Vi vil altid støtte vore medlemmer, og her var to medlemmer, der begge havde brug for støtte. Det har de fået, og vi har haft vandtætte skotter mellem de to sager. Jeg skal ikke gå ind og dømme, hvad der er rigtigt og forkert i den sag,« siger Mogens Blicher Bjerregård til Journalisten.dk.
I DJ's formålsparagraf står i det første punkt, at et af forbundets formål er »at fremme (…) en udvidelse af presse- og ytringsfriheden over for arbejdsgiverne, lovgivningsmagten og myndighederne«.
Er der et paradoks imellem at forsvare presse- og ytringsfriheden og så at forsvare en kommunikationsrådgiver, hvis han forsøger at skjule oplysninger, der kan have offentlighedens interesse?
»Jeg vil ikke kommentere mere på den konkrete sag. Men helt generelt arbejder vi for mere presse- og ytringsfrihed på en lang række områder, blandt andet hele åbenhedsdiskussionen. Vi støtter også op om Medieansvarsloven og Pressenævnet, og vi har italesat, at man på kommunikationsområdet også bør arbejde med en form for 'god kommunikationsskik'. Det arbejde har vi i nogle år forsøgt at komme nærmere, men husk på, at det tog 30 år, før DJ støttede op om de vejledende regler for god presseskik. Derudover er det ikke vores opgave at gå ind og være dommere.«
Men ligger der ikke i DJ's formålsparagraf nogle etiske grænser for, hvad DJ kan støtte op om?
»Nej, vi gør os ikke til dommere. Hvis du lever af at producere indhold til medier eller kommunikation, eller du uddanner dig til det, så kan du blive medlem. Det er sådan set meget enkelt. Formålet er ikke at dømme enkelte medlemmer.«
I en anden kommentar på Journalisten.dk skriver Heinrich R. Jørgensen:
»I mit naivitet, troede jeg engang, at journalisters opgave var at være kritiske mod navnligt magthavere, og at bedrive oplysningsvirksomhed. Ak ja, den barnetro. Hvis det var tilfældet, ville der naturligvis være massive krav blandt journalister om faglig fordømmelse og eksklusion af uddannede journalister, der vælger at bruge deres praktiske færdigheder til at modarbejde det etiske projekt, der burde være journalisters.«
Hvad mener du om det synspunkt?
»Igen, det er ikke DJ's opgave at dømme. Men vi arbejder for god kommunikationsskik. Og på det område er det faktisk fantastisk, at vi er i det samme forbund, så vi kan få oparbejdet så god en fælles forståelse som muligt. Jeg tror faktisk, det har stor værdi for pressefriheden.«
Hvad mener du, sådan et etisk kodeks over 'god kommunikationsskik' skal indeholde?
»Når man skal lave sådan noget, så skal det gøres på samme måde, som vi gjorde det i forhold til journalistikken. Det skal være noget, branchen selv bliver enige om. Det, der gør det vanskeligere på kommunikationsområdet, er, at man ikke på samme måde kan have et pressenævn. Men uanset om det skal være et regelsæt, en vejledning eller noget helt tredje, så er det afgørende, at branchen selv står bag det.«
Kan det efter din mening være i overensstemmelse med et etisk kodeks for kommunikation at holde noget tilbage, som offentligheden har interesse i at vide?
»Det skal ikke være mig, der bestemmer, hvad der skal være god kommunikationsskik. Jeg synes, det er vigtigt, at det kommer fra branchen.«
De to kommentarer på sitet er begge affødt af debatten om, hvorvidt DJ burde støtte journalist Jørgen Dragsdahl i hans injuriesag mod historiker Bent Jensen. Dragsdahl vandt første runde i byretten, men sagen er anket.
Du siger, at DJ altid støtter dets medlemmer, når de er i klemme. Hvorfor kan DJ så ikke støtte Jørgen Dragsdahl økonomisk i hans injuriesag mod historiker Bent Jensen?
»Det er en anden type sag. Vi støtter som udgangspunkt ikke injuriesager. Det skyldes blandt andet, at vore medlemmer har rigtig gode muligheder for selv at tilbagevise påstande, fordi de har lettere adgang til den offentlige debat, og selv er en del af den,« siger Mogens Blicher Bjerregård og fortsætter:
»Hvis vi valgte at køre injuriesager, kunne vi risikere at få rigtig mange sager og meget store omkostninger. Jeg er overbevist om, at det er den rigtige beslutning, at vi som udgangspunkt ikke støtter injuriesager.«
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mogens Blicher Bjerregård: <i>"Vi støtter som udgangspunkt ikke injuriesager. Det skyldes blandt andet, at vore medlemmer har rigtig gode muligheder for selv at tilbagevise påstande, fordi de har lettere adgang til den offentlige debat, og selv er en del af den"</i>
Tjah. Injurier handler essentielt om ærekrænkende udsagn der (bevidst) fremsættes offentligt. Det er ikke altid, det har betydning hvorvidt personer der fremsatte udsagnene kan dokumentere disse eller ej. Det centrale aspekt gælder den formodede intention om at ødelægge en andens navn og rygte.
Det kan man ikke beskytte sig mod. Man kan heller ikke effektivt tilbagevise påstande, med andre påstande. Man kan ikke afsløre ikke-eksisterende dokumentation som et falsum.
Det journalister kan, er at afsløre løgnere og bedragere. Herunder de der injurierer andrer. En sådan latent risiko kan formodentligt få nogle til at holde sig fra de værste urimelige udfald. Hvis risiciene og konsekvenserne ved at journalister konsekvent og målrettet søgte af afsløre allehånde uvederhæftige demagoger, var Straffelovens mulighed for at en injurieret person kan drive begge parter til kollektiv ruin, næppe det mest faretruende af de to ;-)
Der er vægtige grund grunde til at journalistfaget bør have sit eget dedikerede fagforbund. Det lyder betænkeligt, hvis det faglige fokus udvandes til "blot" af handle om kommunikation.
Det vil inkludere f.eks. reklamebranchen og andre formidlere af budskaber, der ikke har udgangspunkt i journalistisk metode og formål. Reklamebranchens Grand Old Man, Joseph Goebbels, flirtede som bekendt kraftigt med fusionen af flere traditioner for kommunikationsskik, der hidtil havde været adskilt. Han havde selvfølgelig ret i, at fusionen var hensigtsmæssig når magthavere gerne vil kommunikere effektivt. Hans opfattelse af medierne var som bekendt, at de var et klaviatur, som regeringen kan spille på.
Når Mogens Blicher Bjerregård udtaler, at god kommunikationsskik skal fastlægges af "branchen", lyder det umiddelbart som om, at det er de privat- og stats-ejede medier, der skal definere journalistfagets etiske og praktiske værdier og arbejdsmetoder. Det må jeg have misforstået, da det næppe kan være tilfældet.
Mht. fagforbundets støtte til injuriesager, synes jeg det er en fornuftig position, at fagforbundet ikke skal smide penge i injuriesager. Æreskrænkelser er ikke forbundets anliggende, omend det kan smerte medlemmerne ganske alvorligt. Til gengæld ville det være ganske passende med kollegers professionelle fokus på det andet aspekt ved injurier, nemlig fraværet af dokumentation for de fornedrende udsagn.
Som bekendt blev Bent Jensen dømt skyldig efter Straffelovens bestemmelser om injurier mod Jørgen Dragsdahl. Der var ikke dokumentation for de ærekrænkende påstande. Jacob Vinthers trusler om anmeldelse og anlæggelse af sagsanlæg ved domstolene, viste sig at være tomme. Hvorfor var det en domstol hhv. anklagemyndigheden, der med deres rigide strukturer og procedurer og dertil hørende langsommelighed, skulle have besværet med at udæske fakta? Kunne kritiske journalister ikke have afdækket faktaene i sagerne, i løbet af kort tid?
Etik er jo en svær diskussion, men jeg er da ikke bleg for som formand for DJ Kommunikation at komme med en fomel udmelding:
Som kommunikatører skal vi tilstræbe korrekthed og sandhed i arbejdet for at fremme de interesser, vi repræsenterer i kommunikationen med målgrupperne. Vi må ikke vildlede i forhold til fakta og på ingen måde benytte ulovlige metoder. Vildledning og ulovlige metoder er hverken i vores arbejdsgiveres eller målgruppers interesse.
Når det er sagt, så skal jeg ikke kommentere på den konkrete sag, men blot påpege, at ethvert medlem, der bliver beskyldt for magtmisbrug og lovovertrædelser selvfølgelig skal have forbundets støtte.
Det gælder uanset hvor og hvordan, man er ansat.
Lars Elmsted
Formand for DJ Kommunikation
Klassisk eksempel på visionsløs ledelse. Når man ikke kan finde på noget væsentligt og kvalitativt at repræsentere og måle sig selv på, kan man altid ty til de finansielle indikatorer som et succesparameter. I dette tilfælde åbenlyst antallet af medlemmer.