Regeringens systematiske angreb på filmen »Den hemmelige krig« er hårdhændet og uden fortilfælde. Det mener Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen, der her giver deres version af kommunikationskrigen foran og bag kulisserne

Spin. De to journalister bag »Den hemmelige krig« forærede statsministerens spindoktor Michael Ulveman en hel stak research, inden filmen blev sendt. Faktisk blev filmen sat i gang på initiativ af Michael Ulveman, der dengang var chefredaktør for Dagbladenes Bureau, men som skiftede til Statsministeriet midt i forløbet.

Det fortæller filmmagerne Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen. De vurderer, at det har haft stor betydning for deres handlemuligheder og statsministerens kritik af filmen.

»Den oprindelige idé om at lave noget om specialstyrkerne i Afghanistan kom fra Michael Ulveman. Nils og jeg skulle lave filmen, og så skulle Michael være med i det sideløbende bogprojekt. Vi har talt meget sammen uformelt hen ad vejen,« siger Christoffer Guldbrandsen, der har brugt Michael Ulveman som sparringspartner efter interviews med centrale kilder.

»Ligesom man diskuterer en historie med en god journalistkollega, man stoler på, har jeg for eksempel vist Michael optagelser af interviewet, hvor vi konfronterer Frank Lissner, lederen af styrken i Afghanistan,« siger Christoffer Guldbrandsen.

Samarbejdet med Michael Ulveman betød også, at det var helt naturligt, at Nils Giversen gav Ulveman en mappe med de to journalisters research.

»Jeg har ikke belæg for at sige, at han har misbrugt sit kendskab til sagen. Men jeg har fortalt om vores interviews med de centrale amerikanske kilder Chris Hogan og Ed Hermann,« siger Christoffer Guldbrandsen.

Ifølge Nils Giversen er det lykkedes regeringens presserådgivere at lukke historien om »Den hemmelige krig.«

»De har brugt alle tricksene fra spindoktorbogen mod os – også mange, som de ikke burde bruge,« siger han.

Med »Den hemmelige krig« satte Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen det danske forsvars rolle i Afghanistan på den offentlige dagsorden. Filmen forsøgte at sandsynliggøre, at amerikanske soldater havde mishandlet nogle af de fanger, som danske styrker havde afleveret til dem. Hvis det var sandt, havde Anders Fogh Rasmussen ikke informeret Folketinget fyldestgørende om den amerikanske politik i forhold til fangernes rettigheder.

Men selv om »Den hemmelige krig« de seneste to måneder er blevet diskuteret, analyseret, kritiseret og forsvaret i hundredvis af avisartikler, blogs, radio- og tv-indslag, er der fortsat stor uenighed om fakta i sagen mellem parterne. Ifølge Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen har regeringens og forsvarets pressefolk været gode til at så tvivl om det faktuelle i filmen og angribe filmens troværdighed blandt andet ved at kalde den et samarbejde med den yderste venstrefløj.

Under hele forløbet blev dokumentaristerne mandsopdækket i deres research. Embedsfolk i ministeriet har skullet aflægge rapport op i systemet. Forsvaret har meddelt tidligere soldater, der har talt med filmholdet, at de skulle afbryde kontakten, siger Nils Giversen. (Forsvarsministeriet siger selv til Journalisten, at det var soldaternes helt egen beslutning. Red.). Derfor optræder ingen danske, men kun amerikanske soldater med navn og ansigt i filmen.

Da tilrettelæggerne efter halvandet års arbejde var klar til at præsentere udvalgte medier for filmens hovedpåstande, delte mediebilledet sig i to. På den ene side lavede Politiken og TV 2 nyheder som optakt til premieren, mens Jyllands-Posten og Berlingske Tidende angreb filmen for manglende troværdighed.

Ugen før premieren skrev forsvarsminister Søren Gade til DRs generaldirektør Kenneth Plummer, at ministeren – på baggrund af mediebilledet – kunne konstatere, »at adskillige medier og angiveligt den yderste venstrefløj har fået adgang til at se filmen, dele af filmen eller det bagvedliggende materiale.«

Berlingske Tidendes forsvarsmedarbejder Christian Brøndum modtog også brevet og skrev dagen efter, at »Forsvarsministeriet i går blev klar over, at venstrefløjen i Folketinget og adskillige medier havde set filmen.«

Ifølge Guldbrandsen og Giversen havde ingen politikere set filmen eller dele af den.

»Berlingske Tidende havde ingen dokumentation for deres påstand,« siger Nils Giversen.

»Søren Gade skriver jo netop »se filmen, dele af filmen eller det bagvedliggende materiale.«

Jyllands-Posten lavede også en nyhed på »Den hemmelige krig«, men artiklen blev stoppet af chefredaktør Jørn Mikkelsen. Selv om Jørn Mikkelsen var indforstået med, at Jyllands-Posten dækkede sagen, valgte han i stedet at bringe en leder om, at avisen ikke ville omtale en dokumentarfilm, der ikke dokumenterede noget.

»Taberen i denne sag er hverken regeringen eller dens centrale ministre, men Danmarks Radios troværdighed.«

I dag undrer Christoffer Guldbrandsen sig over Jyllands-Posten.

»Jyllands-Posten kritiserede os for, at nogle medier fik lov til at skrive om filmen før premieren. Men det er jo helt normal praksis. Det er ikke rigtigt, at vi lokkede Jyllands-Posten til at tage historien. Det var journalisten selv, der lagde pres på os for at få historien,« siger Christoffer Guldbrandsen, der har en mailkorrespondance, som dokumenterer forløbet.

Efter filmens premiere for et inviteret publikum i Grand i København den 4. december 2006 fortsatte overraskelserne.

»Da jeg kommer ud fra biografen, står jeg ved siden af Naser Khader, og hans telefon siger pling-pling. Han tager telefonen og viser mig en sms skrevet af Michael Ulveman, hvor der står noget i retning af: »Flot musik, gode billeder. Synd, der ikke er noget, der klæber til statsministeren. PS: Danske specialstyrker har aldrig flag på.«

For Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen var det et alvorligt slag. Hvis Ulveman kunne tilbagevise, at soldaterne bar flag på uniformerne, hvordan kunne filmens kronvidne, forhørslederen Chris Hogan, så fortælle, at han havde set soldater med ’the unique Danish flag’?

Flaghistorien skulle ikke blive det eneste angreb på »Den hemmelige krig«. De seneste to måneder har især Berlingske Tidende, Nyhedsavisen og Jyllands-Posten fremført hård kritik af filmen i artikler, analyser og på lederplads.

Journalister på Nyhedsavisen har på den interne debat og i blogs på Nyhedsavisens hjemmeside kritiseret avisens hårde angreb på filmen. I en intern mail har David Trads fæstnet sig ved, at det er vigtigere, at Nyhedsavisen var med til at sætte mediedagsordenen, end at artikler måske har kammet over.

»Jeg synes, vi skal holde op med at lede efter småproblemer i denne sag, som for første gang siden DFU-historien har ført til, at vi har erobret nyhedsdagsordenen i mere end en uge.«

I dag siger Christoffer Guldbrandsen om forløbet.

»Hvad Michael Ulveman og Jakob Winther i Forsvarsministeriet konkret har foretaget sig, ved jeg kun ganske lidt om. Jeg oplever jo kun sidste led i fødekæden, når jeg åbner Berlingske Tidende eller Nyhedsavisen,« siger han.

Sammen med redaktør for DR2 Gitte Rabøl har Giversen og Guldbrandsen svaret på kritikken fra politikere og medier på hjemmesiden dr.dk/hemmelig. Især har Helge Adam Møller og Søren Gade været flittige til at rette kritik af DR.

I sin redegørelse af sagen den 7. februar 2007 har seernes redaktør på DR Jacob Mollerup svaret på 10 kritikpunkter fremsat af Søren Gade og syv af Helge Adam Møller. Faktisk har det været en bevidst strategi at drukne DR i klager, mener Christoffer Guldbrandsen.

Trods massiv kritik i andre medier fastholder de to dokumentarister, at de har fat i en vigtig historie.

»Hvad JP og Nyhedsavisen har skrevet, rør mig ikke. Jeg er ved at sprække af stolthed over filmen,« siger Christoffer Guldbrandsen.

»De oplysninger, vi har lagt frem i filmen, holder. Der er ingen faktuelle fejl,« siger Nils Giversen med henvisning til Jacob Mollerups gennemgang af sagen

– Hvad siger I til, at filmen ikke giver håndfaste beviser på mishandling af afghanske fanger, som de danske tropper har udleveret?

»Filmen fremlægger vidneudsagn fra afghanere pågrebet af danske styrker og udleveret til amerikanerne. De siger, at de er blevet mishandlet. En Pulitzer-prisvindende journalist siger, at han har set deres sår og mærker efter løsladelsen. Fangerne kan genkende sig selv på fotos taget af det danske forsvar, og de danske soldater har genkendt sig selv på billederne over for os. Det eneste, der mangler, er levende billeder af overgrebene,« siger Christoffer Guldbrandsen, der drager en parallel til sagen om det irakiske Abu Ghraib-fængsel, hvor rygter om mishandling blev afvist, lige indtil soldaterne begyndte at vise deres egne fotos.

»Hvis man skal dokumentere den slags, skal nogle af soldaterne være så ekstraordinært dumme, at de filmer det og giver dig billederne. Det sker sjældent. Derfor må man med denne type historier stille sig tilfreds med at sandsynliggøre og stille spørgsmål,« siger Christoffer Guldbrandsen.

Giversen og Guldbrandsen, er trætte af uberettiget kritik og urigtige angreb.

»Når man kritiserer magthaverne, bliver man virkelig udsat på en helt anden måde, end når man angriber en chatkonsulent eller en grønthandler. Jeg mødte Michael Ulveman til en fest i december, hvor vi talte om angrebene på filmen. Han sagde: 'Hvad havde du regnet med?'« fortæller Nils Giversen.

Christoffer Guldbrandsen nikker genkendende.

»Hvis jeg skal udlede noget af det her forløb, så er det, at regeringen spiller spillet historisk hårdt. Der er ingen form for proportionalitet mellem journalistikkens karakter og magthavernes modreaktion.«

Michael Ulvemann har ikke ønsket at besvare spørgsmål fra Journalisten, med mindre han fik dem tilsendt på forhånd. Han vil dog gerne give sin udlægning af dobbeltrollen som initiativtager til projektet og særlig rådgiver for statsministeren.

»Det er rigtigt, at jeg var med i idéfasen. Men filmen var ikke et stort tema for mig, efter at jeg begyndte i mit nye job – og jeg har ikke misbrugt oplysninger fra mit gamle job. Jeg var naturligvis ikke totalt uvidende om filmen, men den viden, jeg havde, var Forsvarsministeriet stort set også i besiddelse af på det tidspunkt. Og helt ærligt: Jeg har aldrig fået læst materialet i mapperne«. /

Læs også: Ministeriel mandsopdækning, Regeringens modtræk trin for trin og Debatten der døde