search

Modstridende oplysninger om afghansk kilde

DR, TV 2, New York Times, CNN og The Guardian har alle forskellige oplysninger om en afghansk familie, der mistede to døtre i et terrorangreb. De modstridende informationer kan blandt andet skyldes de kulturelle udfordringer, man har som journalist i Afghanistan, fortæller Simi Jan, der lavede én af historierne

Forrige mandag kunne man i TV Avisen se den afghanske kvinde Jamila fortælle om at miste to døtre i et selvmordsangreb i Kabul. Det var ikke første gang, hun optrådte i vestlige medier. Da hendes døtre mistede livet i september 2012, blev historien om familien fortalt i flere medier – heriblandt TV 2, men oplysningerne i de forskellige historier afviger på nogle punkter.

Der er ingen tvivl om, at kvinden har været ude for en tragedie og mistet sine to børn, men andre oplysninger om antallet af søskende, ofrenes alder og morens arbejde bliver fremstillet forskelligt.

I TV Avisen fortæller Jamila, at hun ikke mener, at freden er kommet til Afghanistan, men det er ikke hendes største bekymring:

»Jamila kæmper først og fremmest med at forsørge sine seks børn,« fortæller journalisten i indslaget, Philip Khokhar, der er DR’s afghanistankorrespondent.

Tre uger efter at hun mistede sine to døtre, fik Jamila i to omgange besøg af to almindelige danskere i TV 2-programmet 'Send Dem Hjem'. Her fik deltagerne først at vide, at familien havde tre børn tilbage efter terrorangrebet, og senere fik de at vide, at der var fire børn tilbage.

Af tv-programmet fremgår det, at de ved første besøg får at vide, at familien ingen indkomst har, men deltageren Lili Baron og journalisten Simi Jan, der var med ved begge besøg, fortæller, at de ved det andet besøg fik at vide, at hun arbejdede med at gøre rent på et hospital. Den oplysning fik Philip Khokhar også.

Problemer med tolken

Både Simi Jan og Lili Baron fortæller, at der var nogle problemer med tolken ved første besøg, og det kan forklare nogle af misinformationerne. Det forklarer dog ikke, hvordan en New York Times-journalist har fået nogle helt andre informationer, da han skriver om familien nogle uger forinden. Her fremgår det, at Jamila har fået otte børn i alt, og at hun arbejder som politibetjent.

Alderen på de to afdøde børn varierer også meget i forskellige medier. TV 2’s program fortæller, at de to søstre var henholdsvis otte og 14 år, da de blev ofre for terrorangrebet. Ifølge New York Times var de 11 og 15 år, i The Guardian er de beskrevet som 12 og 14 år, og på CNN’s hjemmeside står, at de var 10 og 14 år.

Philip Khokhar nævnte ikke noget om alderen på pigerne i sit indslag i TV Avisen forrige mandag, for man skal nemlig ikke lægge for meget i det, når afghanere taler om deres alder, fortæller han. Derfor mener han heller ikke, at der er noget mærkeligt i, at medierne giver så forskellige oplysninger om pigernes alder:

»Det er først for nyligt, at alder har fået en betydning for afghanere. Tidligere har de ikke skullet bruge det til noget som helst. Derfor skal man heller ikke lægge noget i det,« fortæller Philip Khokhar.

Simi Jan er enig i, at mange afghanere ikke har tjek på alderen, men det fremgår dog ikke af nogen af de ovennævnte historier.

Ligesom Philip Khokhar er Simi Jan også ret sikker på, at Jamila ikke er politibetjent, som New York Times beskriver. Jamila virkede for fattig, for uuddannet og nævnte intet om det. Det er ellers et erhverv, man normalt ville være stolt af, fortæller Philip Khokhar, der har lavet en historie om kvindelige afghanske betjente.

Han er dog mindre sikker på, at hun har de seks børn, som han fortalte om i indslaget i TV Avisen. Han har genhørt interviewet, og hun siger i nutid, at hun har seks børn, men det er muligt, at hun tæller de to afdøde børn med, fortæller Philip Khokhar.

Kan skyldes kulturforskelle

Mediernes modstridende informationer kan i virkeligheden bunde i de kulturelle forskelligheder, som gør det udfordrende at være journalist i Afghanistan, siger Simi Jan:

»Det er et af verdens fattigste lande. De bruger ikke altid efternavne, adresser eller fødeår. Hvis man spørger dem, hvor mange børn de har, tæller de ikke altid døtrene med, når de svarer. Hvis man spørger til deres job, kan det være, at de svarer, at de arbejder i en regeringsbygning, selv om de reelt bare gør rent derinde og skammer sig lidt over det,« fortæller Simi Jan.

Hun kommer uden om den slags problemer ved at blive ved med at stille spørgsmål, men ikke i sådan en grad, at hun fornærmer afghanerne. Den pågældende familie besøgte hun selv, før hun kom med hele tv-holdet. Både for at tjekke sikkerheden, men også for at sikre sig, at det var nogle personer, man kunne stole på.

Journalisten har kontaktet New York Times, CNN og The Guardian, men har endnu ikke hørt fra dem.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen