Den gamle radiomontage-mester Viggo Clausen vil have løse ender, usikkerhed, ærlighed og nysgerrighed.
Der skal ligge farlige arabere på lur i journalistikken. 

MONTAGE. Hans ansigt er smalt, øjnene er spærret op, skægget gør hagen spidsere. Montagemesterens tænder presser piben fast i et smil.
»Hvad var det nu, du ville mig,« spørger Viggo Clausen.
– Jeg har den her båndoptager. Det er dig, der er montagemester, så du skal …
»Jeg vil ikke på bånd! Journalister snyder og bedrager, man kan manipulere, klippe …«
Han afbryder brat.
– Men det har du vel aldrig gjort?
»Det har været tæt på. Jeg vil bare ikke ende på skafottet, der er så langt derop, og jeg går ikke så godt længere.«
Jeg tager batterierne ud af båndoptageren. Maskinen er død. Blokken tager over.
– Hvad er montage?
»Montage er, at du tager udgangspunkt i, at to plus to ikke er fire.«
– Er det kunst eller journalistik?
»Rend mig i røven, det er dialektik. Det er et udsnit af menneskets tilværelse, set gennem et temperament. Historierne kommer ikke altid med det samme. Det vigtigste er begyndelsen. Den skal fange lytteren, ellers slukker de bare. Isen skal være usikker, ellers er det ikke sjovt at gå på den … der skal ligge nogle arabere på lur i dine ord. Det er nogle helt elementære spændingsbegreber. En radiomontage begynder altid i et hul. Men ikke et hvilket som helst hul. Jeg elsker det tvetydige. Det er vigtigt, at det kommer frem i montagerne. Det skal være op til lytteren.«

VIGGOS FØRSTE RIGTIGE RADIOFONISKE MONTAGE var en historie, hvor han beskrev 14 borgerlige vielser på Københavns Rådhus – alle på samme dag.
"Jeg tilspørger dig" blev sendt den 20. januar 1952 og vakte enorm opsigt, fordi den brød med det idylliserende billede af bryllup og ægteskab, som danskerne ellers fandt i medierne på den tid.
Viggo Clausen slog med vilje ned på én bestemt dag, så de medvirkende par blev udvalgt efter et rent tilfældighedsprincip. Metoden muliggjorde et langt dybere snit ned i bevæggrundene for ægteskab hos helt almindelige danskere – og de problemer, der normalt var skjult for omverdenen.»Hvis det stod til mig, så jeg helst, at vi simpelthen stoppede en bus og hev alle mennesker ud af den, placerede dem i et rum og talte med dem, men det kunne jo ikke lade sig gøre. Derfor tog vi et tilfældigt udsnit af københavnervielserne,« siger Viggo.

Efter udsendelsen skrev aviserne, at hvis Viggo Clausen fortsat fik adgang til Statsradiofonien, ville radioen være farlig. Viggo blev kaldt for troldmandens lærling, for han var uddannet af Willy Reunert, radiomontagens opfinder i Danmark. Det var egentlig ikke meningen, han skulle lave radio, men det kom han til. Viggo var 27 år.

– Mennesker forandrer sig vel foran en mikrofon – og bliver lidt mere tilbageholdende…?
»Nej, folk elsker at fortælle.«
– Men nu, hvor vi sidder og taler – og der ikke er noget bånd på – så er du vel mere dig selv?
»Jeg er sgu' ikke mig selv!«
Ikke?
»Jeg kan høre, hvordan folk taler, og så taler jeg som dem. Så føler de sig godt tilpas. Jeg ved jo heller ikke noget om dig. Jeg lukker sjældent folk ind i mit hjem, for det er jo lidt som "vis mig dit hjem, og jeg skal sige dig, hvem du er." Poul Henningsen har sagt det meget fint: "Hvis man går ind i en stue, og der hænger et billede af en skovsø med en brølende kronhjort, er man trådt ind i en stue, hvor man går ind for gammeldags børneopdragelse, altså et rap over nallerne."«

VIGGO GJORDE DET PÅ SIN MÅDE, og han var ikke uddannet journalist, han kendte ikke de etablerede journalistiske metoder, og måske var det dét, der gjorde udslaget:
»Jeg rykkede ved fordommene … jeg har altid villet have, at folk skal holde op med at lyve om sig selv. Man kan høre den slags langt væk.«

Det er egentlig ikke selve montagen med de mange ugers optagelser og klipning i studiet, Viggo mener, han er bedst til – men han kan tage over, hvor folk er gået i stå og finde sammenhænge og systemer. Han dirigerer den verden, der kommer ind på lyd.
»Jeg har dét, der hedder intuition – det kræves der – men faktisk også, at man er en anelse skizofren. Man skal have en dobbelt-beholder i hovedet. Man skal kunne høre efter, når mennesker taler, være til stede og spørge ind, når de siger noget interessant – men generelt lade dem tale – og så skal man samtidig forstå på et overordnet plan. Man skal med andre ord behandle verden, som om den er en øde ø, der lige er blevet opdaget. Historier kommer selvfølgelig indefra – men det private skal på en eller anden måde almengøres, før det bliver interessant for andre.«

Han fortæller om en af sine yndlingsmontager: "Af kolossal betydning", lavet af Per Brethvad.
»Den handler om en 94-årig mand, der prøver at trække tiden ud, før han dør. Det er 30 år siden, vi lavede den montage. I dag er jeg ved at være ham, som jeg lavede det om dengang. Det er mærkeligt,« siger Viggo.
Per Brethvad var heller ikke uddannet journalist.
»Ingen af dem, jeg har haft inde, har rigtigt været journalister. De havde ikke det der håndværk i rygraden, de kunne nå ind til folk på en anden måde. Per var sky, han gik bare rundt, og så mødte han folk, og så begyndte de at tale. Han var sådan en ung mand, der lignede Jesus. Når han kom ind i folks stuer, stod han bare dér, lysende, profetagtig. Han havde en hjernesvulst på størrelse med en bordtennisbold og døde 33 år gammel. Det er tragisk.«

"MONTAGEN ER DØD", står der med store bogstaver på Viggos opslagstavle, der hænger i lejligheden på Frederiksberg.
Det er et udklip fra Politiken tilbage i maj 2007, da DR besluttede at aflive den genre, som danske journalister har vundet flere internationale priser inden for end noget andet land i verden.
Viggo roder med en stor båndoptager og montagen "Af kolossal betydning".
»Det virkede i formiddags, jeg håber, det dur nu,« siger han.
Der lyder et brag, og spolebåndet krøller sammen.
»Åh, de gamle fingre – de gamle fingre, det er for galt, hvorfor er det så svært, når jeg nu har brugt et halvt liv på det, et halvt liv … Du skal altså ikke være så bange for at kaste det, du oplever, op i luften, det skal bare sættes sammen på nye måder – så det belyser verden, så hver historie, hvert billede, afspejler hinanden, står mod hinanden, så det måske også overrasker dig selv.«

Nu fungerer det. Vi lytter til manden på motionscyklen, hvis overlevelse er af så kolossal betydning. Hele hans liv kredser om at gøre det rigtige.
Den 94-årige mand siger: "Jeg skulle have været død for længe siden." Viggos mund bevæger sig med ordene i højtaleren. Han har det hele i hovedet.
"Jeg kan spilleme ikke klare flere mennesker end fire, men de andre vil spilleme være med," fortsætter manden i radioen, da han fortæller om sit specialindrettede kolesterolfrie beskyttelsesrum.
"Det er jo alt sammen fra min side at trække tiden ud, inden man skal proppes ned i det kedelige hul i jorden, hvor jeg ikke tror, man kommer til at opleve så forfærdeligt meget," siger den 94-årige.
To år efter udsendelsen var der en søndagsannonce i avisen, hvor der stod:
"Kvindelig automobilfører søges til garanteret sexfri italiensrejse."
Og Viggo siger:
»Det var ham, der havde indrykket den annonce. Sandheden var, at han vidste, han var så gammel, at han ikke kunne køre ordentligt bil, og at kvinder kører sikrere. Han ville til Napoli – til Vesuv – og kigge ned i det dér sorte hul, han så nødigt vil proppes ned i.«
Viggo slukker båndet.
– Hvordan finder man sådan en historie?
»De fleste af de gamle montagefolk bildte sig i starten ind, at de skulle til Nordgrønland, Sicilien eller Thailand for at finde historien. Jeg har altid sagt – nu sætter vi en snor her rundt om Islands Brygge (hvor Teater- og Litteraturafdelingens montagegruppe dengang holdt til, red.), så kan I lave historierne inden for den, og jeg sparer også nogle penge. Historierne findes alle sammen dér – lige uden for døren.«

VIGGO HAR STRAKT FØDDERNE UD under bordet. Et par gange rører han ved mig med sine strømpesokker.
»Per Brethvad gik bare rundt der, hvor han boede, og så mødte han folk. Han og Christian Stentoft var virkelig bange for mennesker. Det, de oplevede, var, at når de stod med mikrofonen i hånden, fik de magt – så var de klædt på, så kunne de spørge om alt det, de ellers aldrig havde turdet spørge om,« siger Viggo.

For en del år siden var Viggo indlagt på hospitalet, og han troede, at hele hospitalsvæsenet var CIA og udspionerede ham. Dengang fandt han ud af, at han kunne bruge sin fantasi – som han ikke helt havde styr på – på en ganske særlig måde. Hans plageånder spillede radio for ham som led i torturen, de afspillede et skrig, der gentog og gentog og gentog sig i en uendelighed – men deres torturmetode var ikke af god nok kvalitet, der var nemlig hak i båndet.
Det hæftede montagemesteren sig ved, og da han lå dér, bevidstløs, kom han igennem det ved hele tiden at gentage for sig selv:
»Aj, hvor er det dog kedeligt, hold da kæft, hvor er I talentløse, der er jo hakker i det … det er jo slet ikke ordentligt lavet!«

BLÅ BOG
Viggo Clausen, født 1922.

Kendt for sine kontroversielle radiomontager i 50'erne, blandt andre  "Jeg tilspørger dig", "Klassekammerater" og "Selskabsrejsen".
1953 modtog han dagbladet Politikens Kunstnerpris.
1959-64 teateranmelder på dagbladet Information.
I 1964 blev han ansat i Teater- og Litteraturafdelingen i Danmarks Radio (dramatur-giat og montageproduktion). Blandt hovedværkerne er en serie montager baseret på Hans Magnus Enzensbergers essaysamling "Politik og forbrydelse".
Blev læremester for en række dokumentarister op gennem 70'erne og 80'erne, herunder Per Brethvad, Christian Stentoft, Mads Baastrup og Erik Valeur.
Forlod DR i 1989 og fik 1991 tildelt det livsvarige legat fra Statens Kunstfond.  

Lyt til nogle af Viggo Clausens montager på:
http://www.dr.dk/Podcast/Radio/Guld%20fra%20arkivet/20060915132250.htm