Moderaterne tager nu afstand fra spidskandidat, medstifter og tidligere kommunikationschef Jeppe Søe, der gennem en årrække har frembragt ”kontroversielle og sexistiske” udtalelser om kvinder i diverse blogs og fora.
Det skriver Berlingske.
Han har blandt andet beskrevet sin personlige træner som ”sundhedsprostitueret” og ”klar på” hans krop.
”Vi tager dybt afstand fra den slags ytringer. Der er begået nogle fejl, som vi ikke vil se i Moderaterne. Sexistiske holdninger og sexistisk sprogbrug er uforeneligt med det parti, Moderaterne ønsker at være,” skriver partisekretær Anders Schiermer til Berlingske.
Jeppe Søe har tidligere arbejdet som journalist og var sidste år kommunikationschef for partiet, som han nu er spidskandidat for.