Fire gange om året deltager Jyllands-Postens fotograf Mik Eskestad i det, han selv kalder et vanvittigt gedemarked – modeugerne i Paris. Med ti års erfaring har han lært adskillige tricks – en stige er et af dem.

Det er et eldorado for farvefilm. Og de over to hundrede kameraer får da heller ikke lov til at være på standby et eneste sekund. Fotograferne knalder billeder af i et tempo, så det larmer. Der er kun 30-40 cm mellem telelinserne, og fotograferne står som en sam-menklistret, klikkende klump.
Alle 200 fotografer kigger én vej, gennem linsen og ned på catwalken, hvor Jean-Charles de Castelbajacs modeller poserer i noget tegneserieagtigt tøj, som skriger i farver. I bagerste række i den sammenklistrede fotografklump er et hoved og en 450 mm-linse hævet små tyve centimeter over alle de andre. Det er Jyllands-Postens Mik Eskestad, som står og balancerer oppe på fjerde trin på en stige.
"Det er en vanvittig kamp bare at få en plads, hvor man kan se noget. Der er jævnligt slåskampe blandt fotograferne. Min stige sikrer for det meste, at jeg kan få gode billeder," fortæller Mik Eskestad.
Stigen og Mik Eskestad lever som tæt forbundne kar, når Mik Eskestad er i Paris for at fotografere mode. Den er med ham overalt – på restaurant, på hotelværelset og nogle gange endda på toilettet. Stigen er uundværlig og besværlig på én gang.
"Jeg knokler rundt med den. Taxachaufførerne nægter for det meste at tage stigen med, så jeg er tit tvunget til at tage metroen."
Det er ikke så længe siden, Mik Eskestad avancerede fra en tre-trins stige til en med fire trin. Da han dækkede haute couture i Paris i januar måtte han erkende, at tre trin ikke længere kunne gøre det, så i en pause mellem opvisningerne tog han ud og købte den nye stige. For at gøre den mere handy og taxa-venlig lånte Mik Eskestad om aftenen en nedstryger i hotellets reception og savede den øverste bue af.

Hektisk, men sjovt
Det er fjerde gang i år, at Mik Eskestad i en uge kun fotograferer smukke modeller og fancy tøj. Det er tiende år, han tager til Paris for Jyllands-Posten. Og beviset for, at han er erfaren pariser-modefotograf, hænger om halsen på ham. Det er et meget eftertragtet akkrediteringskort, som kun to danske fotografer har – den anden bor fast i Paris. Kortet lukker Eskestad ind til de fleste modeshows.
"Det er hektisk, men sjovt. Jeg kan godt lide det her vanvittige gedemarked. Men det er et totalt åndssvagt, stift fransk system, hvor ekstremt mange må snyde for at komme ind. Og de regner overhovedet ikke skandinaviske medier for noget. Som dansk fotograf har du ikke en jordisk chance, hvis du ikke har forbindelser," siger Mik Eskestad, som har banet sig vej gennem akkrediteringsnøglehullet med god hjælp fra B.T.s mangeårige modejournalist Didder Rønlund og den nu afdøde, kendte danske modedesigner Erik Mortensen. Mik Eskestad var én af Mortensens yndlingsfotografer.
"Det er fascinerende at komme ud til et flot show. Det er tøjets Porscher, der går rundt på podierne. Det kan være fantastisk flot," siger Mik Eskestad, som dog er lykkelig for, at det kun er fire uger om året, at han og hans kamera lever i modeverdenen.
"Jeg fatter ikke de udenlandske kolleger, der gør det her året rundt over hele verden. Det kunne jeg slet ikke holde ud. Fotografisk er det bestemt ikke mit højdepunkt."
Tæt på 200 gange trykker Mik Eskestad på udløseren under Jean-Charles de Castelbajac.
"Det er en lettelse, at jeg nu fotografer digitalt, for det er nærmest umuligt at skifte film, når vi fotografer står så tæt. Der er jo ikke plads til at bevæge armene. Det er langt værre end at spise i en flyver."

Bryster til opslagstavlen
Da JOURNALISTEN møder Mik Eskestad senere på dagen, sidder han ved sin computer på sit hotel og sender dagens portion smukke kvinder hjem til avisen over Internettet.
Blandt de 200 digitale Castelbajac-billeder er der mange, som han er glad for. Han redigerer antallet af yndefulde billeder ned til fem.
Blandt de udvalgte er der flere, hvor bryster er mere blikfang end det florlette tylstof, som foregiver at dække brysterne.
"Det er en evigt tilbagevendende diskussion; skal vi bringe de billeder med kvindernes barm. Jeg synes jo, at det ofte er de flotte billeder. Men de kvindelige journalister er så trætte af de billeder, og omvendt er jeg ikke i tvivl om, hvilket billede de mandlige redaktionssekretærer vælger," siger Mik Eskestad.
"Jeg sender altid nogle af dem med, om ikke andet så til min fotochefs opslagstavle."
Mik Eskestad fortæller, at kameraerne larmer af travlhed, når de næsten barbrystede kvinder kommer på catwalken. Ofte pifter fotograferne tilmed. Antallet af kvindelige fotografer i den sammenklistrede, blitzende fotografflok kan tælles på én hånd.
"Jobbet kræver kræfter. Ud over at man nærmest fysisk slås for at få en plads, så slæber jeg altså rundt på en rygsæk, der ofte vejer 20 kilo. Og så er der stigen oveni."
"Det er drønhårdt knokleri. Men sjovt på sin egen måde."
Han glæder sig til at fotografere Givenchy dagen efter. Det er et show, der vil være run på.
"Jeg skal have placeret min stige et godt sted halvanden time før, showet starter."
Han kan se frem til at skulle stå på stigen i mindst et par timer, for han er nødt til at stille sig op på sit fjerde trin en time før, Givenchy-modellerne begynder deres catwalk. Man skal vogte sit territorium.
"Jeg ville risikere at blive skubbet ned, hvis jeg først træder op på stigen, når opvisningen begynder. For så vil der være nogle bagved, der pludselig ikke kan se. Jeg har oplevet rækker af fotografer, der vælter under et show."
Når Mik Eskestad fire dage senere tager hjem for at være almindelig pressefotograf igen, så vil han have taget tæt på 4.000 billeder af smukke modeller. Stigen efterlader han i Paris. Den bor på hotellet, indtil han om tre måneder igen springer ud i en ny uge som modefotograf.