Skattesag, røveri, politisvigt, tvangsfjernelser og borgerkrig – hør de Cavling-nominerede fortælle om deres arbejde torsdag aften
Alle fem Cavling-nominerede journalister og hold stiller op torsdag aften ved et arrangement og fortæller om deres arbejde. Det sker, inden vinderen af årets Cavlingpris offentliggøres fredag eftermiddag.
Det er Foreningen af Undersøgende Journalister, der har samlet de nominerede til et arrangement i Pressen i JP/Politikens Hus, hvor de fortæller om deres arbejde, deres metoder og de forhindringer, de måtte overvinde.
Årets nominerede er:
Hans Davidsen-Nielsen og Bo Maltesen, Politiken, for deres afsløringer af Skatteministeriets rolle i statsministerparrets skattesag; afsløringer, som førte til nedsættelse af Skattesagskommissionen.
Line Holm Nielsen for den digitale longform-artikel "Kuppet" på medievirksomheden Zetland; om gennemførelsen og efterforskningen af danmarkshistoriens største røveri mod Dansk Værdihåndtering i 2008-2012.
Kaare Gotfredsen, Lasse Ravnø og Jonatan Placing, TV 2, for afdækning af politisvigt og manglende bekæmpelse af narkokriminalitet på Vesterbro i København og i Sandholmlejren i Nordsjælland.
Asbjørn With, Nordjyske Medier, for i over 100 artikler at have kulegravet Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og handicaphjælp.
Puk Damsgaard, Danmarks Radio, for sine reportager fra og om borgerkrigen i Syrien, hvor hun har skildret de menneskelige konsekvenser af konflikten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.