Mobiltelefoner er blevet allemandseje i Afrika, og det har fået kontinentets journalister til at komme tættere på folks hverdag og dække historier, der før var umulige at dokumentere.
Fire journalister udstyret med mobiltelefoner gjorde forskellen, da Afrikas nok mindste krig endte brat i 2009. Hele historien begyndte i 2004 og varede fem år, indtil journalister fra det kenyanske mediehus The Nation Media Group dokumenterede, at selv om mini-øen Migingo Island midt i Viktoriasøen tilhører Kenya, var den blevet besat af Uganda, der ville have del i øens givtige fiskeri.
TV: En kvinde venter på at få spændt sin bagage fast på toppen af bussen. Bagved reklameres der for det næste teknologiske fremstød: At få flere familier til at købe en laptop. Computere er dog ikke så udbredt som mobiltelefoner i landområderne, for manglende strømforsyning gør det svært at arbejde stabilt foran skærmen i løbet af dagen.
TH: Det er muligt at "toppe up", altså at sætte penge ind på sin mobiltelefon, uanset hvor langt ude på landet man befinder sig. Her er det et værksted i landsbyen Oyugis, som tilbyder salg af Safari-skrabekort. Alle telefonselskaber kører med forudbetaling af minutter, ligesom taletidskort i Danmark. Og det er billigt. Nogle selskaber har priser ned til 20-30 øre per minut. – fotos: Camilla Karlsen
Godt 20 militærfolk – flere var der ikke plads til på øen, der er så stor som en fodboldbane – havde taget ophold på øen, hvor de chikanerede de ke-nyanske indbyggere. Journalisterne forventede, at hvis de sejlede ud til øen, ville de blive arresteret af Ugandas soldater. Det gjorde de også, kunne deres kollega inde på fastlandet konstatere. På et tidspunkt var der nemlig ikke længere forbindelse til journalisternes mobiltelefoner, når han ringede dem op.
»Vores kollega ringede hurtigt til mediehuset i Nairobi. I løbet af få minutter var historien ude på radiostationerne, på internettet, på tv. Overalt. Det blev en stor sag i landet,« fortæller journalist Elisha Otieno, der var med i båden til Migingo Island.
Kort efter holdt landenes præsidenter krisemøde over telefonen, og mindre end en time efter anholdelsen blev journalisterne løsladt. De fik lov til at blive en time på øen og foretage de første tv-interviews med fiskerne nogensinde. Tilbage på fastlandet røg interviewene i nyhederne i flere afrikanske lande.
Det var ikke noget tilfælde, at de fire Nation-journalister ventede med at sejle til Migingo Island, selv om de havde kendt til konflikten i nogle år. Det var nemlig først på det tidspunkt, at den isolerede ø blev dækket af mobilnetværket. Dermed havde journalisterne en form for hotline til fastlandet, som gav dem sikkerhed for – i hvert fald i teorien – at de ikke ville blive tortureret af militæret.
Kenyas kommunikationsstation: Midt ude på savannen i Rift Valley dukker s. op. I mange år var det den eneste facilitet til kommunikation mellem Kenya og resten af verden. I dag er stationen stadig i brug, men den er knap så vigtig på grund af nye teknologiske systemer som for eksempel kabler i havet, der forbinder Afrika med både Europa og Asien.
Satellitstationen er drevet af mini-steriet for kommunikation.
Foto: Camilla Karlsen
Sammen med resten af Afrikas 850 millioner indbyggere er fiskerne på Migingo Island dermed rykket hurtigt ind i den teknologiske tidsalder. For få år siden var Afrika et sort hul på verdenskortet, når det kom til kommunikation med resten af verden, men det har ændret sig med etablering af hurtige satellitforbindelser og undersø-iske fiberkabler.
I dag er der godt 450 millioner mobilabonnementer på kontinentet, og at der er penge i mobilindustrien, understreges af, at en af sværvægterne på mobilmarkedet, finske Nokia, åbnede sit første og eneste researchcenter i Afrika i 2008.
Det store rykind af mobiltelefoner har gjort det betydeligt lettere for folk i øde områder at få at vide, hvad der sker i deres land, for stort set alle mediehuse udsender i dag nyheder på sms. For få år siden var lokalområderne ellers vant til at stole på de informationer, de fik fra radioen. I dag bruger de deres mobiltelefon til at blande sig i den politiske debat. At lytte til FM-radio er blevet den næstmest populære feature på mobiltelefonen, og afrikanerne – også de fattige fra slumområderne – ringer i stor stil ind til de såkaldte call-in-shows.
Programmerne er dybt seriøse og voldsomt populære og kører på næsten alle radiostationer. Folk kan ringe ind anonymt, og flere gange har radiostationernes ansatte arbejdet videre med lytternes tip og produceret indslag om emner som madforgiftning og HIV-spredning blandt taxachauffører og deres kunder.
I Afrika arbejder et sted mellem 70 og 80 procent af den samlede journaliststab uden fast kontrakt, og som freelancere skal de selv betale for deres rejseomkostninger. Derfor var de primære kilder indtil for tre år siden ofte forretningsfolk og politiske personer, der havde adgang til en fastnettelefon.
En mand trækker sin vogn forbi et hus i landsbyen Oyugis, som reklamerer for et milliardforetagende, det kuwaitiske teleselskab Zain.
- foto: Camilla Karlsen
For journalister i storbyerne var det tidskrævende og dyrt – for ikke at sige umuligt – at indhente kommentarer fra kilder i lokalområderne, og journalistik blev tit publiceret uden at lade de lokale komme til orde, fortæller Mary Mwendwa, der arbejder som radiojournalist på Trans World Radio. I dag har hun ikke længere det problem, og hun forklarer, at hun nu oven i købet kan dele sine historier med kilder, der bor i landområder uden elektricitet. En sms med link til historien bliver sendt til kilden, der så kan se resultatet fra browseren på sin mobiltelefon.
For journalisterne i provinsen var det lettere at få fat i de lokale kilder, før den nye teknologi spredte sig over Afrika. Til gengæld var det sværere at få historien sendt ind til mediehuset. Ifølge William Oloo Janak, formand for freelancejournalisternes organisation Kenya Correspondents Association, var det i 2008 stadig normalt, at en skrivende journalist måtte stille sig i kø i fire-fem timer til byens telefonboks. Herfra kunne der ringes til avisens copytaker, der transkriberede hele artiklen over telefonen. Radio- og tv-journalister ville sende deres råbånd med kurer via bumpede veje i upålidelig trafik og sætte deres lid til mediehusets klippere.
Arbejdsproceduren blev der vendt op og ned på i efteråret 2009, da Kenya Correspondents Association i samarbejde med The Media Diversity Center og med økonomisk støtte fra fonden Ford Foundation oprettede ni mediecentre i provinsen, som freelancerne kan benytte gratis.
Et mediecenter er måske så meget sagt i danske ører, for rent praktisk består stedet af en enkelt stationær computer, et digitalt kamera og et internet-modem. Her kan lokaljournalister komme forbi og skrive artikler eller redigere radioindslag. Den hurtige arbejdsgang har haft afgørende betydning for historiernes aktualitet og øget antallet af historier fra lokalområderne betragteligt.
Tilbage på Migingo Island, som var centrum for Afrikas mindste krig, er frygten for en ny invasion fra Uganda ikke længere stor takket være mobiltelefonerne. Journalist Elisha Otieno forklarer, at missionen med at lade sig anholde har ændret hverdagen for fiskerne:
»I dag ved uganderne, at fiskerne på Migingo også har fået mobiltelefoner, og hvis der sker det mindste, ringer de til os journalister på fastlandet. Så ryger historien i medierne få minutter efter, også i Uganda.
Denne artikel er en bearbejdning af cand.public.-specialet "Kenya Connected: Mobile Technology is linking Journalists to Local Sources", som udkom i juni 2010. Danida Fellowship Centre støttede researchen i Kenya.
Teleselskabet Zain reklamerer på højhusene i Nairobi indre by. De spiller i høj grad på, at folk, der er kommet til byen og er trukket i pænt kontortøj, kan komme i kontakt med deres familier på landet ved at bruge mobiltelefon. foto: Camilla Karlsen
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Vinh Prag
Tak for din kommentar. Du har helt ret i, at jeg har taget udgangspunkt i Kenya, hvor jeg også har indsamlet data til mit speciale i januar/februar 2010. Ikke desto mindre er tendensen på kontinentet, at antallet af solgte mobiltelefoner stiger eksplosivt - det er gældende for alle afrikanske lande, og en del af forklaringen er, at der satses massivt fra private firmaer og regeringer på denne teknologi (se fx her hvordan Afrika fra 2011 er forbundet via undersøiske fiberkabler med Europa og Asien http://manypossibilities.net/african-undersea-cables/). Alt andet lige betyder det, at de konklusioner, jeg nåede frem til i Kenya er gældende for journalister i mange andre afrikanske lande.
Mit speciale er på 70 sider, så der er meget af researchen, der ikke fremgår af ovenstående artikel. Jeg sender meget gerne dig (og andre interesserede) en pdf-fil med opgaven, hvis du er interesseret i at læse mere om mine konklusioner. Skriv en e-mail til camkarlsen@gmail.com, så sender jeg hurtigt et eksemplar.
Bedste hilsner Camilla Karlsen
Ja, det er - omend langtfra en nyhed - en rimelig relevant historie, Journalisten bringer om mobiltelefoni i Afrika.
"Mobiltelefonen er blevet allemandseje i Afrika," står der i underrubrikken.
Alle billeder og det fine eksempel er dog fra Kenya (og Uganda er da også nævnt). Alligevel handler artiklen om en tendens i Afrika. Ikke Afrika syd for Sahara, ikke Øst-, Vest- eller Centralafrika, men Afrika.
Men selv om Afrika igen er "det land, som alle børn kender", i nyindspilningen af 80'er-støttesangen 'Afrika', er Afrika ikke et land, men et ret stort kontinent.
Selv titlen på det speciale, artiklen er en "berarbejdning" af, hedder "Kenya Connected". Og "Danida Fellowship Centre støttede researchen i Kenya."
Tendenserne beskrevet i artiklen er sikkert fremherskende i rigtig mange afrikanske lande, som artiklen fortæller, men det er desværre ikke særlig godt underbygget i artiklen.