search

Mit møde med WikiLeaks

Vi har brug for personer der råber vagt i gevær. Vi har brug for systemer, der beskytter dem, der træder frem. Det har WikiLeaks mindet os om

For få uger siden slettede jeg et telefonnummer fra min iPhone. Jeg havde kun beholdt det af nostalgiske grunde. Nummeret stod registreret under navnet McDonald’s, men det havde intet med burgerkæden at gøre.

Den seneste afsløring af, at FBI har efterforsket Wikileaks og Julian Assange bl.a. via Danmark, har igen mindet mig om det slettede telefonnummer og den historie, der fulgte med.

Nummeret tilhørte den telefon som en lørdag i august 2010 ringede til min telefon. Jeg nåede ikke at tage den. Der blev indtalt en besked på min telefonsvarer. Jeg husker kun stemmen og ikke beskeden. Det var Julian Assange.

Min kone troede ikke på mig. Hun mente at kolleger eller venner forsøgte at tage røven på mig. Men jeg returnerede opkaldet og blev uden tøven inviteret til London. WikiLeaks havde noget, som organisationen ville dele med mig.

Lettere chokeret fik jeg fat på min chefredaktør på ekstrabladet.dk. Vi blev på få øjeblikke enige om, at jeg skulle tage turen til London mandag morgen. Jeg lagde en rejseplan og bestilte billetter hos British Airways.

Jeg vidste allerede meget om organisationen WikiLeaks. Sammen med kolleger på bladet havde jeg arbejdet på materialet fra Afghanistan og endnu før det havde jeg skrevet om videoen, der dokumenterer hvordan besætningen på en amerikansk helikopter hensynsløst dræbte en gruppe mennesker på jorden i Irak. Blandt de dræbte var to ansatte fra nyhedsbureauet Reuters.

Mandag morgen satte jeg kursen mod London. Selvom risikoen var minimal, havde jeg aftalt, at jeg skulle give ”ok meldinger” i løbet af dagen. Første gang blev fra London City Airport, hvor flyet fra British Airways landede en mandag morgen i august.

Og alt var ok. Hvad jeg vidste af. Men allerede inden jeg satte kursen mod London, var jeg afklaret med, at jeg formentlig blev skygget. I det mindste digitalt. Telefonnummeret med dæknavnet ”McDonald’s” tilhørte formentlig foreningen Frontline Club, hvor WikiLeaks i den periode havde slået lejr.

Mit udgangspunkt var derfor, at amerikanske, engelske eller danske myndigheder vidste, at jeg havde en kontakt til WikiLeaks. Første samtale kunne jo let spores fra min private mobiltelefon til Frontline Club og dermed WikiLeaks.

Jeg begav mig gennem London i undergrunden med min computer tæt på kroppen. Den ville jeg ikke miste.

Ved foreningen Frontline Club, der lå nord for Hyde Park i det centrale London, mødtes jeg med Joseph Farrell, der fulgte mig til det mødelokale som WikiLeaks havde indrettet som kommandocentral.

Julian Assange var ikke stødt til endnu. Han lå og sov, da jeg ankom til det gule mødelokale. Jeg drak kaffe og fik snakket med blandt andre Joseph Farrell og journalisten Kristinn Hrafnsson der begge på det tidspunkt var i inderkredsen omkring WikiLeaks.

Efter lidt tid stødte den karismatiske leder til. Med akut morgenhår.

De næste timer gik snakken omkring de 91.000 rapporter fra Afghanistan, som WikiLeaks havde offentliggjort kort tid forinden, videoen der dokumenterer drabet på de to medarbejdere fra Reuters og alt det andet WikiLeaks på det tidspunkt havde offentliggjort.

Mest interessant var det der snart skulle ske. Julian Assange fortalte mig, at de havde mere på vej og at de ønskede at dele det efter vores dækning af de 91.000 rapporter fra Afghanistan. Samtalen kredsede om udfordringer ved den første lækage – blandt andet at lokale i Afghanistan ved hjælp af materialet kunne sættes i forbindelse med de udenlandske styrker – og hvad den næste bølge af dokumenter ville indeholde.

Jeg spurgte på livet løs. Men han gav ikke meget. Kortene holdte han tæt på kroppen. Som en dirigent stod han i centrum og sørgede for at alle vi journalister vidste nok til at spille med uden at kende hele stykket. På den måde forsøgte han ganske snedigt at maksimere fokuset på det materiale, som han snart skulle slippe løs.

Flere gange trådte Assange ud af lokalet. Han skulle foretage følsomme telefonsamtaler med diverse partnere i hele verden. Og det krævede vedholdende arbejde at konkretisere samarbejdet og aftale hvordan kommunikationen skulle foregå. Julian Assange er karismatisk og forførende grænsende til det alarmerende, men uden folk som Joseph Farrell og Kristinn Hrafnsson var organisationen ikke blevet til noget.

Aftalen blev, at vi fik data til at lave et særlig kort, der skulle vise alle rapporterne som WikiLeaks lagde ud. Vi aftalte også at den fremtidige kommunikation skulle ske via et program der krypterede samtalen.

Derefter gik turen ned til en lokal café, hvor medlemmerne af WikiLeaks øjensynligt ofte kom. Vi spiste og røg vandpibe inden jeg satte kursen mod Heathrow og derefter København og til sidst Odense.

Ved midnat lå jeg atter i min seng.

Dagen efter gik turen til Rådhuspladsen, hvor jeg aflagde rapport til min chef. Kun han og få andre hørte om min afstikker til London. Ellers vidste mine kolleger intet om, hvorfor jeg løb forvirret rundt.

Jeg forsøgte at holde kontakten til WikiLeaks det næste stykke tid. Det var en udfordring. Og forbindelsen knækkede desværre så betydeligt, at jeg først fik datamaterialet fem eller seks timer før materialet på de øvrige mediers hjemmesider blev offentliggjort.

Det lykkedes dog at sætte fokus på krigen i Irak. Det blev blandt andet til historien ”Fogh løj om tortur”:

”Den 10. februar 2004 – altså flere måneder før Foghs udtalelser i Folketinget – foretog soldater fra det danske ansvarsområde i det sydlige Irak undersøgelser af en politistation på baggrund af forlydender om tortur. Undersøgelsen viste, at flere fanger havde fået bind for øjnene og var blevet hængt op med hovedet nedad. Soldaterne skriver også i rapporten, at de fik ’bekræftet, at der var blevet brugt et elektrisk apparat’ på fangerne.”

I dag har jeg ingen kontakt til WikiLeaks. Og jeg følger kun sparsomt med de oftest ligegyldige historier som danske medier skriver om organisationen og ikke mindst Julian Assange.

Organisationen er falmet til det ubetydelige efter interne intriger, pinlige magtkampe og de svenske anklager om voldtægt rettet mod Julian Assange. Organisationen er – desværre – mest af alt til grin. Og det er en skam.

Jeg håber, men tvivler på, at vi vil se nye og væsentlige lækager fra organisationen.

Inderkredsen omkring WikiLeaks vil nok ryste på hovedet over min analyse: At organisationen er imploderet indefra.

Amerikanerne er ikke skyld i Wikileaks undergang. Men amerikanerne har drevet en ubehagelig klapjagt på organisationen og dem der støtter den. Bradley Manning, som angiveligt har udleveret en omfattende mængde dokumenter til WikiLeaks, står til 90 års fængsel i USA, mens afsløringerne kun har haft ubetydeligt små konsekvenser.

Og det er her, at kæden hopper af for mig.

Selvfølgelig bliver den amerikanske administration nødt til at reagere, når en ansat deler fortrolige oplysninger. Men anklagerne har været overdimensioneret.

Den amerikanske regering ønsker at statuere et eksempel med først Bradley Manning og senere Edward Snowden, der videregav fortrolige oplysninger om de amerikanske og engelske overvågningsprogrammer til den engelske avis The Guardian.

Selvom WikiLeaks og stifteren Assange i dag nærmest er rent skingre og skrigende, efterlader WikiLeaks sig en vigtig arv som vi ikke skal underkende.

WikiLeaks har hjulpet os journalister til at belyse væsentlige historier, siden organisationen udgav sin første lækage i december 2006.

Og organisationen har fornyet vores fokus på hvor afgørende whistleblowers er for os journalister. Magasinet The New Yorker har for eksempel udviklet et særligt system ved navn Strongbox, så magasinet kan modtage data og samtidig sikre brugeren størst mulig beskyttelse.

Vi har brug for personer der kan råbe vagt i gevær. Vi har brug for systemer, der kan beskytte dem, der træder frem.

Det har WikiLeaks mindet os om. Tak for det og farvel.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen