Af Poul Henrik Harritz, journalist og
præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Kære kolleger. Hvor bliver de elementære, journalistiske dyder af?
Efter godt ti år som journalist og interviewer med et ukendt antal ‘ofre' i mit kølvand, skiftede jeg for halvandet år siden rolle. Det skete i samme sekund, jeg en oktoberaften i 1996 blev valgt som formand for Danmarks Naturfredningsforening. Nu har jeg fornøjelsen af at være jeres offer.
Det giver spændende oplevelser – men desværre også mange beskæmmende …

***
Konflikten er stadig kimen til mange daglige, journalistiske manuslinier. Har Danmarks Naturfredningsforening ikke på stående fod oppositionelle synspunkter til dagens aktuelle sag – måske fremtryllet få minutter før journalisten ringer op, er det svært at blive citeret: Er I enige i regeringens politik for bekæmpelse af olieforurening? Er Svend Auken en god miljøminister? Overholder Viborg Amt tilsynet med to-meter-bræmmerne ved åerne godt nok?
Er mit svar ikke hamrende klart og entydigt – helst sort eller hvidt – kan jeg næsten være sikker på ikke at blive citeret dagen efter.
Halvandet år som offer har også lært mig, at de trykte medier er langt de bedste til at viderebringe nuanceret viden og citater i deres helhed.
I en tospaltet er der rent faktisk mulighed for at få nogle af sine mere nuancerede synspunkter frem. Her arbejder journalisten såvel med hoved- som bisætninger!

***
De allermægtigste, kedeligste oplevelser har de æterbårne medier givet mig.
Især tv. Er dette medie – i sine nyhedsudsendelser – overhovedet i stand til at se en sag fra flere sider? At give et nuanceret billede af en problemstilling? Eller smadrer den skarpe nedredigering enhver form for forbehold, indhold og substans til fordel for en række statements?
Det er ikke tilfældigt, at Nyhedstimen på DR1 – i den evige strøm af tv-trailere – benytter sine få sekunder til at fortælle, at »Nyhedstimen ta'r sig tid – tid – tid – tid – tid til alle aspekter«. Denne undtagelse er åbenbart blevet et konkurrenceparameter i dansk tv!
På tv er det ellers typisk billedet, der bestemmer mere end andet. Og den fastlagte dramaturgi i indslagene udnævner på forhånd helte og skurke.
Man kan få den tanke, at det gode begreb ‘for-research' er glemt. Når historien først er født eller serveret på et redaktionsmøde, er der blot tilbage at få fundet skuespillerne til de allerede definerede roller. For-researchen, hvor journalisten afgør, om hendes ide kan holde vand, er glemt i mange situationer, hvis jeg skal vurdere som offer.
Som der står i min gamle lærebog: »Det er muligt, at researchen vælter det korthus, du har bygget op på forhånd. At sagen viser sig mere kompliceret, end du havde regnet med.«

***
Som radio- og tv-journalist er de journalistiske dyder – især i forhold til briefingen – tilsyneladende ved at gå helt i glemmebogen.
At en radiojournalist på en landsdækkende radiostation glemmer at informere om, at hun er gået i gang med at optage samtalen til udsendelsesbrug, er heldigvis én af de brølere, der hører til undtagelsen. Kun fordi jeg er erfaren radiojournalist, lurede jeg, at båndet kørte, da cleansoundlydene pludselig ændrede sig under vores telefonsamtale – og resultatet var da også en reporter, der rødmede langt ud på den anden side af røret.
Ofte er det mig selv, der må spørge til sammenhængen i indslaget og hvilke andre personer, journalisten har tænkt sig skal medvirke i den aktuelle sag.
Jeg glemte det én gang. Resultatet: En enkelt hovedsætning i en 10-12 minutter lang optagelse til TV-Avisen om motorvejsplaner mellem Odense og Svendborg fik en helt anden mening, da sætningen blev bragt lige efter et klip med en kvinde, der chokeret fortæller, at hun på den pågældende, stærkt trafikerede landevej havde halet et brændt barn ud af en kollideret bil.
At det var den menneskelige vinkel, der skulle være indslagets indgang, glemte journalisten at informere mig om. Var det sket, ville jeg selvfølgelig ikke have valgt de ‘kolde' og ‘tekniske' formuleringer, jeg kom med i interviewet.
Hvilken vinkel, journalisten ønsker på sit indslag, står sjældent særligt klart – medmindre man da spørger til det. Det samme gælder, når man diskret gang på gang må spørge journalisten om den forventede længde af det færdigredigerede interview. For 15 år siden lærte jeg på skolen i Århus, at det bør du som journalist selvfølgelig informere dit offer om – så den interviewede ikke breder sig ud i nuancerede, lange svar – og senere føler sig forulempet foran højtaleren eller skærmen, når klippet er på 5-10 sekunder.
Generelt er det min erfaring, at – især tv-journalister – ikke forbereder deres interviewspørgsmål og interviewopbygning ordentligt. Det betyder, at den efterfølgende redigering ikke tilstrækkeligt respekterer de emner, spørgsmål og svar, som interviewet rent faktisk gav anledning til under optagelsens disposition. Ofte oplever jeg, at et emne, der under optagelsen var af pekuniær betydning, bliver det bærende i indslaget.
Det, synes jeg, er sjusk. Det er ikke rimeligt eksempelvis at bruge mange minutter på at diskutere økonomi ved motorveje kontra motortrafikveje – for så at opleve, at der i indslaget er brugt en sekvens om sikkerhed.

***
Den stramme historieopbygning – særligt i tvs nyhedsudsendelser giver også anledning til en anden etisk overvejelse: Er det rimeligt, at en interviewer stiller en række spørgsmål, som offeret ikke anerkender præmisserne for – og som offeret selvfølgelig derfor svarer benægtende på gang på gang – for så i aftenens sene TV 2-nyheder at konstatere, at journalisten bruger sine egne præmisser som fakta – uden at den interviewedes benægtelser overhovedet nævnes i samme indslag?
Et konkret eksempel er den netop overståede valgkamp, hvor TV 2-interviewerens to præmisser var: Naturfredningsforeningen støtter den siddende regering, og foreningen er i øvrigt for sent ude med den (af journalisten påståede) støtte. Begge udsagn nægtede jeg at anerkende, men det blev ikke nævnt med ét ord i det færdige indslag, der handlede om »Poul Nyrups støtter, der var så sent ude, at det lignede panik før lukketid«. Jeg anerkender journalistens ret til at vinkle sit indslag, som hun ønsker, men burde samme journalist ikke anstændigvis fortælle seerne, at Naturfredningsforeningen faktisk afviser, at den går regeringens ærinde eller i øvrigt er for sent ude?
Jeg var pavestolt, da jeg for 12 år siden forlod Journalisthøjskolen. I ti år elskede jeg mit fag. Det vil jeg sandsynligvis også gøre, når jeg vender tilbage til det. Men troen på fagets høje etik og grundige håndværk har fået et knæk.
Nuanceret, ordentlig og redelig formidling er ikke en selvfølge hos alle mine kolleger.
Man bliver klogere af et liv som offer.