OVERFLADISK. Tre onsdage har DR2 bragt udsendelser om alkoholmisbrug (”Hemmeligheder og løgne”, red.). Sikkert interessant for de fleste udenforstående, men for BoPaMs medlemmer temmelig ensidigt og et ufuldendt billede af, hvordan alkoholramte familier fungerer.

Hvad seerne ikke så, er ulykkelige og forvirrede børns blikke, efter at de har forsøgt at finde hjælp alle steder. Mennesker, der ikke kan finde ord for deres tanker. Afmægtige forældre, der ikke aner deres levende råd, fordi deres barn igen har haft samvær med den misbrugende forælder. Al drama og smerte starter forfra. Bedsteforældres savn af børnebørnene, som er anbragt i plejefamilier. Børn med spiseforstyrrelser, ondt i maven, mareridt, tristhed. Børn, der ikke kan koncentrere sig i skolen, hvis adfærd bliver fejltolket hos lægen og psykologen, fordi der mangler forskning i konsekvenserne af livet i en misbrugerramt familie.

De unge kriminelle, der sidder i fængsel, og den lange række af psykosomatiske sygdomme, der følger i kølvandet af uansvarlige voksnes håndtering af problemer. Svigt, vold, overgreb.

Listen er endeløs, og de tre udsendelser har ikke gjort det nemmere for børn og pårørende at finde hverken hjælp eller forståelse.

Tabuet er ikke blevet elimineret, snarere fæstnet. Dette mener jeg, fordi de mennesker, der ud fra udsendelserne mener at vide bedre nu, og som drister sig til at berøre emnet, vil opleve en helt anden verden.

Nemlig den verden, de fleste børn og pårørende virkelig lever i.

En hverdag med angst og smerte. Udstødt af samfundet, fordi andre mennesker ikke kan rumme, hvad vi lever.

Sendetidspunkterne er sikkert nøje valgt, temaet taget i betragtning.

Det efterlader en flov fornemmelse. Er det al den omtale, de cirka 400 babyer, der fødes med føtal alkoholsyndrom i Danmark hvert år, fortjener?

Er det, hvad der er til overs, på trods af at danske kommuner hvert år bruger 7 milliarder kroner på børn anbragt uden for hjemmet, hvoraf næsten alle er børn af alkoholikere?

Hvordan skal børn af misbrugere lære, at de er noget værd?

Er det vigtigere at vise et spiseligt og fordøjeligt program end at vise sandheden og den virkelighed, vi lever? /

Er det de pårørendes ansvar og kamp alene? I så fald vil vi gerne høres, så vi får en chance for at vise et reelt billede af, hvem vi er! Hvordan skal noget overhovedet kunne forandre sig, når end ikke en respekteret tv-kanal tør berøre et tabuemne på åben vis? /

Bodil Neujahr, Initiativtager til og formand for BoPaM, Landsforeningen for Børn og Pårørende af Misbrugere