Misvisende magtliste

SKÆVVRIDNING. Fagbladet Journalisten har fået firmaet Kaas & Mulvad til at udarbejde en liste over de 50 mest magtfulde personer i den danske medieverden. Men den giver et meget misvisende billede af den virkelige magtbalance.

SKÆVVRIDNING. Fagbladet Journalisten har fået firmaet Kaas & Mulvad til at udarbejde en liste over de 50 mest magtfulde personer i den danske medieverden. Men den giver et meget misvisende billede af den virkelige magtbalance. Med fare for at lyde som en romantiker vil jeg mene, at selv om de traditionelle medier er i tilbagegang, så er dagsordensættende journalistik stadig lig med magt. Men ikke ifølge listen i Journalisten 01/2009.
Ranglisten er fuld af bestyrelsesformænd, chefer, medieordførere og redaktører. Men hvor er de journalister, der skriver, laver billeder og radio? De er der ikke! Til gengæld har Bonnier-koncernen ikke mindre end to mand i top 20. Man kunne måske sige, at deres magt ligger på samme platform?
Hvor er for eksempel Christoffer Guldbrandsen? Hvad man end mener om ham, så er han en produktiv filmskaber, hvis politiske film ses af mange mennesker og efterfølgende debatteres heftigt.
Hvor er Nordjyske Mediers prisvindende graverjournalist Lars Teilmann? Han har tidligere med en artikelserie sat fokus på konsekvenserne af, at politiet undersøger sig selv i sager om systemsvigt. Senest har han med en anden artikelserie sat fokus på, at psykiatriske patienter behandles med flere typer medicin på samme tid, selv om Sundhedsstyrelsen anbefaler det modsatte. Denne artikelserie har gjort, at Region Nordjylland vil gennemgå samtlige patienters medicinering. Hvis det ikke er magtfuld journalistik, hvad er det så?

Martin Hansen, journalist, Politikens Lokalaviser

 

SVAR. Tak for indsparket. Listen er et udtryk for panelets samlede subjektive bedømmelse, så den kan selvfølgelig diskuteres. Ja, det er faktisk meningen, at den skal give anledning til debat og modsigelse, så vi kan få en diskussion om magt og indflydelse. Når den enkelte journalist har svært ved at komme helt op i top 50, skyldes det, at magtpanelet ser på forskellige former for magt fra politisk magt over økonomisk magt til innovativ og dagsordensættende magt. Den enkelte reporter kan have meget stor dagsordensættende magt, men står svagt, når det gælder de andre former for magt. Derfor har journalisterne svært ved at kravle fra Mulvad & Kaas' bruttoliste med næsten 300 navne og op på top 50. •

Jakob Elkjær, redaktør, Journalisten

0 Kommentarer