Vi kan lige så godt nedlægge Pressenævnet, hvis den her dom består, siger Miki Mistrati til Journalisten.dk om sin betingede dom for at bruge skjult kamera, som han kalder »vanvittig«.
Nedlæg pressenævnet! Hvis den dom, som byretten fældede over journalisten Marike Jensen og hendes daværende chef Miki Mistrati, skal give nogen mening, så kan vi lige så godt lukke pressenævnet ned.
Det mener Miki Mistrati i hvert fald selv. Efter at han var hovedmanden bag den omdiskuterede dokumentarfilm om plejehjemmet Fælledgården i 2006, blev han nemlig indklaget til Pressenævnet. De besluttede, at samfundsrelevansen vejede tungt nok til at det var i orden at bruge skjult kamera.
Men den afgørelse omgjorde byretten i går.
»Vi har bedt om at få dommen anket øjeblikkeligt. Det er jo fuldstændig ude af proportioner, at de dømmer, som de gør. Vi har et selvregulerende system med Pressenævnet, og det har retten valgt at blæse på. Det synes jeg er vanvittigt. På den måde har de sat Pressenævnet ud af spil. Hvis det er sådan her, vi vil indrette vores samfund, så nedlæg Pressenævnet,« siger han til Journalisten.dk.
Ifølge Miki Mistrati er det største problem med gårsdagens dom, at den kommer til at få katastrofal betydning for dansk journalistik i fremtiden.
»Hvis det her bliver stadfæstet i landsretten, så bliver vi jo indskrænket i vores muligheder for at lave undersøgende journalistik. Jeg tror slet ikke, folk har begreb om, hvad det her betyder – der er så mange ting, vi ikke kan lave. Jeg er heller ikke sikker på, dommerne har forstået det. I det samme man begynder at indskrænke vores pressefrihed, så får vi jo et fattigere demokrati,« siger Miki Mistrati.
Du siger, at folk slet ikke har begreb om konsekvenserne. Hvad kan vi konkret ikke lave i fremtiden?
»Det handler om den undersøgende journalistiske genre. Tag nu Kontant, der sendes hver uge på DR1. De vil ikke kunne lave skjult kamera mere. Noget andet er Basta eller Operation X. Det er klart, at det ikke går ud over Berlingske Tidende eller Politiken, den slags værktøjer bruger de jo ikke. Men både B.T. og Ekstra Bladet har brugt skjult kamera til at afsløre pædofile, og svindel og humbug generelt. Det vil du ikke kunne lave mere. Er det det samfund, vi vil have? Så ligner vi jo nogle lande, vi normalt ikke sammenligner os med.«
Skal man have lov til at bryde loven, bare fordi man er journalist?
»Vi bryder jo ikke bare loven for at bryde den, vi gør det for at afdække et samfundsmæssigt relevant emne. Selvfølgelig skal man kunne bryde den i det øjeblik, det har samfundsrelevant interesse – og vi skal hele tiden huske, at vi har Pressenævnte til at tage sig af den her slags sager. Det skal vi respektere. Jeg er ikke altid enig, men jeg indordner mig under deres afgørelser – det har jeg bevisligt gjort, når jeg har fået et par rap over nallerne.«
Miki Mistrati tror dog stadig på, at dommen kan blive omgjort i landsretten. Hvis ikke, så er han klar til at fortsætte sagen.
»Jeg giver ikke op. Jeg vil kæmpe til den sidste journalistiske blodsdråbe, jeg overhovedet har,« siger han.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er meget enig i ovenstående kommentar, og jeg ser ikke dommen som et udtryk for, at vi journalister fremover ikke har mulighed for at bruge skjult kamera - som f.eks. det bliver brugt i Kontant og andre programmer.
Jeg ser i stedet dommen som et udtryk for, at vi journalister skal tage vores ansvar meget alvorligt og lave et stykke ordentligt arbejde.
Man kan ikke bare filme løs med skjult kamera - og så viderebringe de mest komprimiterende billeder - taget ud af en sammenhæng - uden ordentlig dokumentation. Og bagefter hænge både ansatte, beboere og pårørende ud til offentlig skue.
Det dommen lægger til grund er MÅDEN, det skjulte kamera er blevet brugt på i tilfældet med Fælledgården, og i dette tilfælde har man vurderet, at krænkelsen af beboere og personale på plejehjemmet Fælledgården i København var så grov, at krænkelsen vejer tungere end den offentlige interesse i at beskrive forholdene på plejehjemmet ved hjælp af et skjult kamera monteret på en journalist, der udgav sig for sosuassistent.
Så til Mistrati og andre - gør jeres arbejde ordentligt i fremtiden. Selvfølgelig har vi brug for afslørende dokumentarfilm om forholdene i dagens Danmark, men på en veldokumenteret måde. Ikke som sensationsjournalistik.
mange hilsner
Dorthe Nielsen
Enten hørte jeg ikke ordentligt efter i mediejura på højskolen - eller også har Mistrati misforstået noget ret grundliggende:
Pressenævnet er ikke en erstatning for domstolene. Det er en lettere klageadgang, som medierne frivilligt har underlagt sig.
Det system har efter min opfattelse mange fordele.
1. Bare fordi noget ikke er ulovligt, kan det sagtens være dårlig journalistik. Det kan Pressenævnet udtale sig om.
2. Pressenævnet gør det lettere for almindelige mennesker at klage over pressen.
3. Medierne sparer penge - primært fordi erstaningsstørrelserne ved Pressenævnet er langt mindre end i søgsmål. Selvom behandling i Pressenævnet lige præics Ikke udelukker senere anmeldelse, er der så vidt jeg har forstået en tendens til at de fleste, der får ret i Pressenævnet, stopper der.
Men selvfølgelig kan pressens opførsel indbringes for domstolene. Vi har ikke en særdomstol i form af Pressenævnet for journalistiske lov-overtrædelser.
Miki Mistrati siger følgende:
"Vi bryder jo ikke bare loven for at bryde den, vi gør det for at afdække et samfundsmæssigt relevant emne. Selvfølgelig skal man kunne bryde den i det øjeblik, det har samfundsrelevant interesse..."
Mit (naturlige) sprøgsmål er: Hvor meget samfundsrelevant interesse skal der til? Altså hvor vigtigt skal noget være før det kan siges at være vigtigere end hensyn til loven og de mennesker, man udstiller? Og er det ikke netop op til en domstol at vurdere?
Problemet er ikke, at Miki Mistrati mener, dommen er forkert. Det kan han sådan set godt have ret i. Problemet er at han hævder, at vores journalistiske produkter ikke er underlagt de samme domstole som alle andre. Underforstået at en domstol i Danmark ikke forstår de særlige hensyn, der må tages til journalistikken.
Efter samme logik kan man ikke hive Skatteministeriet i retten, hvis skatteankenævnet har truffet en beslutning. Det samme må gælde alle de ankenævn, vi har her i landet.
Det ville efter min mening have langt større konsekvenser end dommen vil få.
Jeg er personligt i tvivl om, hvor alvorligt noget skal være før det berettiger til de metoder, Miki Mistrati og andre har brugt. Men at sige, at domstolene skal blande sig uden om, hvorvidt dansk lov er overtrådt virker umådeligt arrogant.
Venlig hilsen
Bo Christensen