Det er onsdag den 7. januar klokken 12.09, da mobiltelefonen ringer. For fjerde gang. På vej hjem fra tandlægen hører jeg den først, da jeg træder ind ad døren.

Der har været skyderier ved Charlie Hebdo. Der meldes om 10 dræbte. Kan du gå på live? lyder det fra vagthavende udlandsredaktør i DR Byen.

Tre et halvt minut tidligere, klokken 12.05.29, er nyhedsredaktionen på DR blevet varslet af et overraskende præcist telegram fra Reuters, der har taget de store bogstaver i brug: ”10 DEAD IN SHOOTING AT HEADQUARTERS OF FRENCH SATIRICAL WEEKLY CHARLIE HEBDO – FRENCH MEDIA CITING WITNESSES”.

Mens jeg tænder for computeren, er min første reaktion at ringe til babysitteren. Min søn skal hentes i skolen en time senere, og jeg sætter en ære i at gøre det selv. Denne dag må blive undtagelsen, der bekræfter reglen.

Efter den første hurtige live på DR2 – der har ryddet fladen – taster jeg mobilnumrene på dem, jeg kender på det lille satiriske ugeblad: Chefredaktør ’Charb’, forsidetegneren ’Luz’, økonomen ’Onkel Bernard’. De ringer aldrig tilbage.

På vildspor

Ifølge anklageren i Paris er klokken omkring 11.30 denne onsdag den 7. januar, da to maskerede mænd, bevæbnet med hver sin AK-47, parkerer en sort Citroën C3 midt på Rue Nicolas Appert i Paris’ 11. arrondissement.

Senere videooptagelser afslører, at de har modtaget militærtræning, både i håndtering af våben og stress. Alligevel begår de fra begyndelsen små fejl.

Således henvender de sig først i nummer 6, blot for at opdage, at det ikke er her, den lille bladredaktion holder til. Fejltagelsen får dog ikke de to sortklædte mænd til at gå i panik. De går i stedet hen til nummer 10. '

”Hvor er Charlie Hebdo?” spørger de ifølge vidner. Svaret er tilsyneladende ikke tilfredsstillende – i hvert fald bliver en mand, der tilfældigvis er på stedet for at udføre vedligeholdelsesarbejde i receptionen, det første offer for attentatmændenes geværer.

En af Charlie Hebdos egne folk, tegneren Corinne ’Coco’ Ray, er på vej ud af bygningen for at hente sin pige i børnehaven, da hun støder på de maskerede mænd. »De var der ved udgangen, de tog mig som gidsel,« fortæller hun i et kortfattet telefoninterview med avisen l’Humanité. 

Hun går ikke i detaljer, heller ikke senere, men det står klart, at de to mænd tvinger hende til at vise vej. Charlie Hebdos lokaler på anden sal er med vilje ikke udstyret med dørskilt, og ifølge Le Monde og magasinet Mariannes kilder tyder meget på, at hun i håb om at lede dem på vildspor fører dem op til tredje sal. Det går dog hurtigt op for gerningsmændene, at de er blevet narret. De går en etage ned og truer igen ’Coco’. Ifølge Le Monde taster hun dørkoden til redaktionslokalerne. Den pansrede dør går op.

En »exceptionelt barbarisk handling«

En time efter angrebet viser verdens tv-stationer klokken 12.37 Frankrigs præsident, François Hollande, ankomme til Rue Nicolas Appert.

Mens gaden stadig flyder med tomme patronhylstre – fransk politi finder 31 inde i bygningen og 25 udenfor – slår præsident Hollande fast, at Frankrig står over for et »terrorattentat« og en »exceptionelt barbarisk handling«.

Omkring klokken 13 bekræfter anklageren i Paris foreløbigt ”11 døde og 20 sårede”.

Redaktionsmøde onsdag

Redaktionsmødet på Charlie Hebdo finder som altid sted med croissanter og sjofle vittigheder, der flyver hen over det ovale mødebord.

Væggene er pyntet med nogle af bladets mest opsigtsvækkende forsider. Herunder udgaven fra 2. november 2011, hvor profeten Muhammed lover ”100 piskesmæld til dem, der ikke dør af grin”.

Ikke alle værdsætter humoren. Natten inden udgivelsen af det nummer bliver redaktionslokalerne brændt ned, Charlie Hebdo må finde en ny adresse, mens fransk politi udstyrer chefredaktør Charb med livvagt.

Livvagten sidder også med ved redaktionsmødet 7. januar 2015, da to maskerede mænd bryder ind på Charlie Hebdos redaktion og skyder bladets webmaster, Simon Fieschi, nær indgangen. Han dør ikke.

Både naboer og flere af journalisterne tror først, der er tale om knaldfyrværkeri – knægte i nabolaget er nemlig fortsat med at fejre nytåret langt ind i 2015.

Men livvagten får tilsyneladende bange anelser.

»Det virkede, som om hans hånd ledte efter noget ved hans lår, måske et våben. Han sagde: »Lad være med at bevæge jer forvirrede rundt.« Han tøvede henne ved døren,« fortæller bladets juridiske skribent, Sigolène Vinson, bagefter avisen Le Monde. »Jeg kastede mig ned på jorden.«

De to mænd smækker døren til redaktionslokalerne op. »Charb?« spørger den ene. Chefredaktøren Charb – hvis rigtige navn er Stéphane Charbonnier – og livvagten Franck Brinsolaro er de første på redaktionen, der bliver likvideret.

I forvirringen lykkes det Sigolène Vinson at kravle ud af lokalet, hvorefter hun gemmer sig bag en lav væg. Hun ser ikke sine øvrige kolleger blive skudt, men hører det ganske tydeligt: »Det var ikke skudsalver. De skød kugle efter kugle. Ingen råbte.«

Da der er blevet stille, går en af de sortklædte mænd ud af lokalet i korridoren og langsomt rundt om den lille væg, hvor han stirrer roligt på Vinson. Hun hævder, at hun kan huske hvert et ord: »Vi dræber ikke kvinder. Men tænk over, hvad du gør. Det, du gør, er ondt,« siger han og forsvinder.

De første billeder kommer ud

François Hollande er endnu ikke kørt fra gerningsstedet tilbage mod Élysée-palæet, før de første billeder og videooptagelser af gerningsmændene begynder at florere.

Det er de ansatte på tv-produktionsselskabet Agence Premières Lignes – der holder til på anden sal tværs over for Charlie Hebdo – der er hoppet op på bygningens tag. I første omgang for at søge i sikkerhed. Men de benytter også lejligheden til at finde kameraerne frem.

Allerede kl 12.48 ligger det første klip på francetvinfo.fr, fransk statsfjernsyns nyhedsside, og viser gerningsmændene tilbage på gaden og i færd med at skyde på en politipatrulje, der er ankommet i bil.

Politibilen bakker væk, ingen bliver såret, og gerningsmændene fortsætter i deres sorte Citroën. Derefter støder gerningsmændene ind i politipatrulje nummer to, der er på cykel. Ny skudveksling, stadig uden tilskadekomne. Lidt længere henne på ruten kommer betjente til fods – og her går det galt. Efter en tredje skudveksling ligger en såret betjent på jorden, men henrettes kort efter med et enkelt skud i hovedet.

»Vi har hævnet profeten. Vi har dræbt Charlie Hebdo,« råber den ene, da de går hen til bilen og kører bort.

Improviseret flugt

Flugten fra gerningsstedet fremstår improviseret. De to mænd kører nordpå ud af Paris, men allerede inden bygrænsen påkører de en bil foran det franske kommunistpartis hovedkvarter ved Place du Colonel-Fabien. En halv kilometer derfra, på rue de Meaux, røver de et nyt køretøj, denne gang er de uden masker på. Ifølge chaufføren opfører de sig roligt og hæver ikke stemmen én eneste gang.

»Da de drog afsted, sagde de til mig: »Hvis nu du skulle tale med … Altså, hvis medierne spørger dig, så siger du: ’Det var Al-Qaeda i Yemen’,« fortæller chaufføren to dage senere radiostationen Europe 1.

Chaufføren afhøres umiddelbart efter røveriet af politiet, der taber sporet få hundrede meter længere henne ved bygrænsen.

I den efterladte sorte Citroën C3 har gerningsmændene efterladt et identitetskort i et sæt skiftetøj. Sammen med den røvede chaufførs vidneudsagn falder puslespillet på plads: Flugtmændene er brødrene Saïd og Chérif Kouachi.

Især lillebror Chérif på 32 år er kendt af politiet: Han har afsonet 18 måneders fængsel for et mislykket forsøg på at drage i krig mod USA i Irak tilbage i 2005.

Storebror Saïd på 34 år har et uplettet generalieblad. Men både den interne og den eksterne franske efterretningstjeneste er klar over, at han i 2011 har modtaget flere måneders militærtræning hos Al-Qaeda i Yemen, rapporterer Le Monde senere.

Mediepres påvirker efterforskningen

Klokken er endnu ikke 21 samme onsdag aften, da en kontroversiel fransk journalist twitter navne og fødselsdatoer på ikke bare de to Kouachi-brødre, men også en påstået tredje deltager i angrebet på Charlie Hebdo.

Et vidne mener nemlig at have set en mand forlade gerningsstedet på scooter, og rygtet vil vide, at der er tale om Chérif Kouachis 18-årige svoger.

»Eftersom Kouachi-brødrenes identitet blev videregivet af talrige medier, forsvandt ethvert håb om at overraske dem, vi ledte efter,« raser statsanklager François Molins senere. Stillet over for et fait accompli twitter politiet selv torsdag morgen klokken 4.10 en officiel efterlysning med navn og billede på de to Kouachi-brødre – men intet på svogeren. 

På det tidspunkt har den 18-årige meldt sig selv, mens dødstruslerne mod ham fyger på sociale medier. Allerede inden natten er omme, har flere af hans kammerater på Twitter givet ham et vandtæt alibi: Han var i skole, da angrebet på Charlie Hebdo fandt sted.

Nyt mord torsdag

Torsdag morgen får medierne igen nyt at rive i med et højst mærkværdigt mord. I Paris-forstaden Montrouge bliver en nyuddannet kvindelig kommunal politibetjent ved navn Clarissa Jean-Philippe, der er udkommanderet til at rydde op efter et banalt trafikuheld, skudt ned klokken cirka 8.10.

Det skaber forvirring: Brødrene Kouachi? En medsammensvoren? Ingen af delene?

Den franske indenrigsminister tropper op på gerningsstedet og beder mindeligt medierne om ikke at indlede sig på vilde spekulationer. Men udelukker heller ikke en sammenhæng.

Tesen om, at det skulle være brødrene Kouachi selv, bliver hurtigt aflivet – de røver nemlig klokken 9.25 en tankstation godt 80 kilometer nordøst for Paris. En umulig distance at tilbagelægge på så kort tid i morgentrafikken.

Flere tusind gendarmer og politifolk udkommanderes til at gennemsøge egnen omkring benzinstationen. Klokken cirka 21.45 udsender avisen Libération en push-besked på sin mobil-app om, at de eftersøgte skal være pågrebet – det viser sig hurtigt at være falsk alarm. 

To gidseldramaer

Brødrene overnatter angiveligt i en skov og giver sig igen til kende fredag morgen, da de røver nok en bil og drøner tilbage mod Paris, inden de med gendarmer i hælene klokken 8.48 forskanser sig på et reklametrykkeri i den lille by Dammartin-en-Goële. Angiveligt med flere ansatte som gidsler.

DR2 rydder nok en gang sendefladen for at sende live. Jeg har for længst mistet fornemmelsen for, hvor mange live-transmissioner jeg har været med i på P1, P3, P4, DR1 og DR2, og studieværterne kan mærke min frustration over at skulle rapportere så meget og undersøge så lidt. Mellem to lives forsøger jeg desperat at verificere en oplysning fra avisen Le Parisien om, at der skal være blevet dræbt to i Dammartin-en-Goële, ved at kime tilfældige borgere i landsbyen ned. I supermarkedet er der bid. En ansat tager telefonen, og mens jeg hører gitteret for forretningen blive rullet ned – på ordre fra borgmesteren – læser han en sms fra sin kæreste op for mig. Hun er sygeplejerske på det lokale hospital, hvor man har fået instruks om at forberede modtagelsen af to døde og et stort antal sårede. 

Jeg videregiver oplysningen på DR2 – med det forbehold, at jeg ikke har haft mulighed for at tale med sygeplejersken – blot for at blive modsagt kort efter. Klokken 10.15 dementerer anklagemyndigheden, at nogen skulle være dræbt. 

Jeg er også begyndt at lede efter nummeret på reklametrykkeriet, men må indstille søgningen på grund af tidsmangel. En mere ihærdig journalist fra nyhedskanalen BFMTV kommer igennem omkring klokken 10. Chérif Kouachi svarer og tager ansvaret for angrebet på Charlie Hebdo. »Vi har dem,« jubler indenrigsminister Bernard Cazeneuve ifølge Le Monde.

Glæden bliver kort. Klokken 12.45 ringer samme indenrigsminister ifølge avisen til præsident Hollande med besked om et angreb på et jødisk supermarked i det østlige Paris med talrige gidsler. Præsidenten skal nu håndtere to dramaer simultant.

Utidig medieindblanding

Det mindst komplicerede er situationen på reklametrykkeriet i Dammartin-en-Goële.

På anden sal har en grafiker skjult sig under vasken. Fra sin umagelige position sms’er han oplysninger til fransk politi og familie, men er lige ved at blive afsløret på tv-stationen France 2: »Vi er holdt op med at ringe til ham, for hvis han har gemt sig, kan det afsløre hans skjulested,« fortæller hans søster i et direkte interview.

Det bliver aldrig klart, hvor meget brødrene Kouachi følger med i mediedækningen. Men gidseltageren fra det jødiske supermarked, 32-årige Amedy Coulibaly – der i mellemtiden er blevet identificeret som torsdagens politimorder fra Montrouge og en bekendt af Kouachi-brødrene – ser derimod flittigt tv-stationen BFMTV via en computer, fortæller et gidsel senere avisen Libération.

Og netop BMFTV rapporterer om en kvinde, der har gemt sig for Coulibaly i supermarkedets kølerum i underetagen. Faktisk sidder der seks mennesker gemt. En oplysning, Coulibaly dog tilsyneladende ikke noterer.

Derimod lægger han irriteret mærke til, at tv-stationen – efter først at have rapporteret om døde i supermarkedet – har dementeret oplysningen. Coulibaly ringer til BFMTV, oplyser, at der er fire dræbte, og beder dem ændre overskrifterne i bunden af skærmen. 

Terroristerne bliver dræbt

Klokken 16 beslutter præsident Hollande, at politiet i Paris og gendarmerne i Dammartin-en-Goële skal foretage et angreb. På samme tid, for Coulibaly har truet med at dræbe sine gidsler, hvis Kouachi-brødrene bliver angrebet.

Men det bliver terroristerne, der tager initiativet. Klokken 16.53 bryder brødrene Kouachi ud af trykkeriet med våben i hånd. De dør to minutter senere efter en kort, heftig skudveksling.

Oplysningen transmitteres omgående til Paris, hvor politiet får besked på at gå i aktion, inden BFMTV begynder at vise billeder fra kampene i Dammartin-en-Goële.

Klokken 17.10 sprænger de bagindgangen til supermarkedet, mens metalgitteret ved fordøren langsomt glider op.

Tilfældet vil, at politiets forhandler netop igen er blevet ringet op af Coulibaly. »Hvis du er en kriger, så kom udenfor og kæmp med os,« opfordrer forhandleren ifølge Le Monde.

Som sagt så gjort. Med telefonen i den ene hånd og sin AK-47 i den anden kaster Amedy Coulibaly sig ud gennem fordøren og bliver gennemhullet af kugler.

Dramaet er slut.